Filippinerne; beliggenhed, hovedøer og største byer. Det samlede landareal er 7 gange større end Danmark.
Filippinerne: republik; 300.000 km². Hovedstad Manila, 1,6 mio indb.1980.
Befolkning: 24,0 mio. 1960; 36,7 mio. 1970; 54,5 mio. 1984, overvejende malajer, kinesere og europæere.
Religion: 75% romersk-katolske kirke.
Sprog: pilipino (off.), engelsk og spansk som handelssprog.
Vigtigste eksportvarer (i pct. af samlede eksport 1984): kokos 13,8; maskiner og transportudstyr 7,9; metaller 7,7. BNP pr. indb. 1983 $ 760 (DK $11.490).
Møntfod: peso a 100 centavos.
Filippinerne: republik i Østasien. Filippinerne består af over 7000 øer af vulkansk oprindelse, hvoraf to, Luzon og Mindanao tilsammen udgør 2/3 af det samlede areal. Ca. 900 af øerne er beboede. Tropisk monsun klima med rigelig nedbør.
• ØKONOMI OG ERHVERV. Filippinerne forsøger at ændre eksporten fra at være en ren råstofeksport til også at omfatte forarbejdede produkter og halvfabrikata; industrierne, der er koncentreret omkring Manila er under udbygning med bl.a. kobber, aluminium og nikkelsmelteværker. Landbruget, der er det vigtigste erhverv, har gode betingelser pga. klimaet og den frugtbare jordbund. Ris er den dominerende hjemmemarkedsafgrøde, og landet har siden begyndelsen af 1980erne periodevis været selvforsynende med fødevarer. Til eksport dyrkes sukkerrør og kokos. Dyrkningen foregår især på småbrug. Skovarealerne dækker over halvdelen af øernes areal. Udnyttelse af værdifulde træsorter som mahogni og cedertræ samt gummiudvinding. Stor mineralrigdom; værdimæssigt dominerer kobber og jern, men der findes også brydning af kul, zink, krom, sølv og guld.
• HISTORIE. Filippinerne koloniseredes fra 1565 af spaniere fra Mexico. Det spanske styre støttede sig på en lokal overklasse og gjorde ved missionsarbejde den katolske kirke dominerende fra 1800-tallet Fra ca. 1850 opstod selvstændighedsbevægelser. Efter Spansk-Amerikanske Krig 1898 afhændedes Filippinerne til USA. 1934 fik Filippinerne indre selvstyre og blev 1946 selvstændig republik. Den kommunistisk ledede modstandsbevægelse mod den japanske besættelse 1941-44 fortsatte sin guerillakamp mod regeringen, vendt mod bl.a. afhængigheden af USA der ved traktat af 1947 havde fået militær-baser på Filippinerne. Tiden 1950-70 prægedes af amerikansk kapitalinvesteringer og fortsat social ulighed. Fra 1970erne forstærkedes kampen mod regeringen fra maoistiske guerillaer der støtter sig på de fattige landarbejdere, og fra den islamiske uafhængighedsbevægelse der kæmper for autonom status for 13 sydlige provinser, og 1972-1981 indførte præsident Marcos undtagelsestilstand. Regimet var enestående korrupt og økonomisk afhængigt af udenlandske investeringer som dog ikke forhindrede stigende gældsætning og faldende levestandard. I 1980erne voksede også den borgerlige modstand mod Marcos, og 1986 førte en folkelig mobilisering til at han måtte afgive præsidentposten til Corazon Aquino. Det ny styre som bl.a. støtter sig på hæren, indledte forhandlinger med de maoistiske og islamiske oprørere, men er ikke indstillet på grundlæggende ændringer fx jordreformer. Præsidentens kraftige markering af sin antikommunistiske ideologi førte 1987 til definitivt brud med den filippinske venstrefløj. Der er sket en udrensning i Marcos-styrets korrupte administration, men det er de gamle godsejerfamilier, som har genvundet deres position. Japansk kapital har fra 1970 delvis afløst amerikansk investering og Filippinerne har bl.a. som medlem af ASEAN indledt en mere alliancefri politik, men har fortsat amerikanske militærbaser og er i stigende grad afhængig af amerikansk økonomi og militær bistand.
........................................................................................................................