Folketinget har 25 faste udvalg. Hertil kommer en række
særlige udvalg, kommissioner og delegationer.
En folketingsgruppes antal pladser i et udvalg afhænger af
gruppens størrelse og de valgforbund, grupperne indgår med hinanden. De fleste
udvalg har 29 udvalgsmedlemmer.
Hvert udvalg har et bestemt fagområde, som det beskæftiger
sig med. Det mest almindelige er, at området svarer til et ministeriums område.
Et udvalg:
• behandler lov- og beslutningsforslag, efter at de har
været førstebehandlet i Folketingssalen.
• følger med i, hvad der sker inden for udvalgets arbejdsområder.
• kontrollerer regeringen ved at stille spørgsmål til ministre, som besvarer
dem skriftligt eller mundtligt under et samråd på et udvalgsmøde.
• holder høringer om et bestemt emne, hvor eksperter og personer med praktisk
erfaring fra det virkelige liv giver deres mening om emnet.
En gang om året tager de fleste udvalg på studietur i udlandet for at se,
hvordan andre lande løser problemer af samme slags, som findes i Danmark.