Logo

Frankrig

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Artikel billede

Frankrig med vigtigste byer, floder, landskaber og bjergområder.

 

: republik i Europa. Det geologiske kerneland i Frankrig er Centralmassivet, landets største bjergområde. Mod nord det skålformede Pariserbækken omkring Seine; det står gennem lavsletterne ved Loire i forbindelse med Garonnebækkenet. Grænsebjergene mod Spanien er Pyrenæerne. I SØ Languedocs og Provences kystsletter ud til Middelhavet; mod øst danner Alperne og Jurabjergene grænse til Italien og Schweiz. Tempereret kystklima i NV-Frankrig, mens Centralmassivet og områderne øst herfor har vinterfrost. I lavlandet ved Middelhavet subtropisk klima.

 

Artikel billede

 

Artikel billede

(A) Paris-regionen. (B) Korsika. Franske besiddelser i Stille Ocean og Caraibiske Hav, se hhv. Oceanien og Mellemamerika; se også Guyane Frençaise.

 

Frankrig: republik; 547.026 km2. Hovedstad Paris, 8,7 mio. indb.1982.

• Befolkning: 45,7 mio. 1960; 50,8 mio. 1970; 55,3 mio. 1983.

• Religion: 90% romersk-katolske kirke.

• Sprog: fransk, minoritetsgrupper taler bretonsk og baskisk.

• Vigtigste eksportvarer (i pct. af samlede eksport 1984): maskiner 18,7; fødevarer 12,6; biler 14,7; kemikalier 13,5. Vigtigste handelspartner EF/EU.

• BNP pr. indb.83 $ 10.390 (DK $11.490).

• Møntfod: franc a 100 centimes.

 

• ØKONOMI OG ERHVERV. Den franske erhvervsstruktur var indtil 2. verdenskrig ret tilbagestående, med landbruget som dominerende faktor. Efter 2. verdenskrig er der sket en kraftig udvikling af industrien og den alsidige industri dækker nu ca. halvdelen af landets samlede indtjening. Industrien er imidlertid koncentreret i og omkring Paris samt i de større byer i den østlige del af landet, mens den vestlige del af landet er dårligt udviklet, med landbrug som vigtigste indtægtskilde. I 1982 påbegyndte den socialistiske præsident omfattende nationaliseringer af centrale industrier og finanscentre. Fortsat store underskud i den statslige sektor medførte forsøg på rationalisering og nedskæring af arbejdsstyrken. Dette førte til strejker og demonstrationer blandt arbejderne, som protesterede imod udsigten til arbejdsløshed. Med etableringen af det borgerlige parlamentsflertal i 1986 iværksattes en re-privatisering af de nationaliserede virksomheder. 35% af Frankrigs samlede areal er opdyrket og landet er stort set selvforsynende med levnedsmidler. Vigtigste afgrøder roer, majs, hvede og byg. Ca. 25% af landbrugsarealet tjener som græsning for malkekvæg (stor osteproduktion) og kødkvæg; i afsides egne fårehold. Vindyrkning indtager en vigtig plads i det franske landbrug. Fiskeriet er ikke stort; kun ved Bretagnes kyst har det betydning for beskæftigelsen. Jernmalm er Frankrigs vigtigste malmforekomst og med kulfelter i NØ udvindes størstedelen inden for landets grænser; desuden brydning af bauxit samt mindre mængder bly, zink, kobber og uran. Der er hidtil kun fundet begrænsede mængder olie og naturgas. Frankrigs industri er under omfattende omstrukturering, bl.a. i form af nedskæringer i den traditionelt mægtige jern- og stålindustri.

 

• HISTORIE. Efter romernes erobring og kolonisation af Frankrig voksede et gallo-romansk samfund frem (Gallien) byggende på slavedrevne storgodser og med en vidtstrakt handel fra byerne. De germanske frankere fortrængte gradvis romerne, men påvirkedes kraftigt af romersk kultur (Frankerriget), og først vikingeangreb i N og arabisk fremtrængen i S fik o. 800-tallet pengeøkonomien og bykulturen til at bryde sammen. Under Karl den Store udvidedes Frankerriget voldsomt, men efter den franske stats egentlige grundlæggelse ved rigets deling 843 fulgte en svaghedsperiode.

 

• Feudaltiden (ca. 800-1100). Da handelen forsvandt mistede byerne deres betydning og storgodserne blev selvforsynende. I S opløstes den gl. romerske bykultur dog aldrig helt. Den magtfulde adel fik størstedelen af krongodset i len mod at gøre krigstjeneste (feudalisme). Jorden dyrkedes af frie og (specielt i det centrale Frankrig) ufrie fæstebønder over hvem godsejerne havde fuld juridisk og økonomisk magt. Frankrig blev således opløst i halvselvstændige, selvforsynende områder hvor kongens magt ofte var begrænset. Vasallerne førte krig indbyrdes, og kirken var den eneste samlende faktor i Frankrig. Efter reform bestræbelser udgået fra Cluny og cistercienserordenen styrkedes kirkens økonomiske og politiske stilling hvilket afspejledes i rigt romansk kirkebyggeri. Paris blev i 1100-tallet centrum for nord-europæisk kunst og kultur.

 

• Stændersamfundet. Fra ca. 1100 centraliseredes enkelte franske fyrstelen (fx Flandern, Bourgogne og Normandiet, der var i personalunion med England), og samtidig udvidedes det kgl. domæne. Befolkningen voksede pga. ny landbrugsteknik (hjulplov, trevangsbrug), og fæstebøndernes hoveri afløstes af en fast naturalieydelse. Handelens opblomstring medførte vækst i byerne hvor der nu også dannedes en betydelig håndværkerstand. Paris havde over 100.000 indb. og markederne i Champagne samlede folk fra hele Europa. I 1200- og 1300-tallet ændredes Frankrig fra at være et lenssamfund med lodrette loyalitetsbånd til et lagdelt stændersamfund . Kongen begyndte at indkalde stænderforsamlinger med repræsentanter for adel, gejstlighed, borgere og bønder; en fransk nationalfølelse groede frem, og Frankrig blev en betydelig europæisk stormagt. 1200-tallets økonomiske og kulturelle rigdom gav sig udtryk i gotisk kirkebyggeri (Paris, Chartres, Amiens, Reims), men i 1300-tallet indtrådte en krise pga. kraftigt dalende folketal efter pest og krige. Hundredårskrigen med England svækkede kronens stilling, og social uro førte til bonde- og borgeroprør. Med indførelsen af en kgl. stående hær o. 1450 dalede adelens mil. betydning, og kongens indflydelse på den franske kirkes forhold øgede hans magt på adelens bekostning; en moderne statsadministration opbyggedes, bl.a. finansieret ved salg af embeder. Med baggrund i bureaukratiet voksede en ny adel, kjoleadelen, frem.

 

• Enevælden (ca. 1500-1700). Fra 1530erne vandt calvinismen mange tilhængere i F (huguenotter) og borgerkrig mellem katolikker og protestanter afsluttedes med N antes-ediktet der gav huguenotterne trosfrihed og kontrol med visse byer. Højadelen søgte at knække kongens magt, men Henri IV genoprettede den. Under førsteministrene Richelieu og Mazarin opbyggedes den enevældige kongemagt der o, 1680 nåede sit højdepunkt under Louis XIV. Der skabtes en moderne uniformeret hær, og central- og lokalforvaltningens ledende medlemmer (ofte borgerlige ophøjet i adelsstanden) var helt afhængige af kongen. Adelen havde dog stadig betydelig politisk indflydelse, Huguenotternes fordrivelse 1680 og sejren over det adelige oprørsparti Fronden gav den enevældige kongemagt fuld udfoldelsesmulighed. Udenrigspolitisk førte frygten for habsburgsk omringning til gentagne krige mod Østrig og Spanien og deltagelse i Trediveårskrigen på protestantisk side. Der erobredes nye områder ved grænserne, men ekspansionstrangen standsedes af England, Nederland, Østrig og Preussen i Spanske Arvefølgekrig.

 

• Merkantilismen. Kronens forsøg på at ophjælpe erhvervene i Frankrig havde i 1600-1700-tallet nogen succes, særlig for luksusartikler som silke og gobeliner og porcelæn (Sèvres), men købmændene satte hellere deres kapital i jord end i investeringer. Staten måtte derfor træde til, og dens rolle i erhvervslivet blev således vigtig. Man søgte at gøre Frankrig selvforsynende og lagde vægt på en stor beholdning af ædelmetaller. Colberts afskaffelse af mange indenlandske toldskranker fremmede indenrigshandelen og indlemmede endegyldigt hele Frankrig i pengeøkonomien. Fra ca. 1700 øgedes handelen på Vestindien og Fjerne østen og borgerstanden voksede i økonomisk betydning. Louis XIV's pragtfulde hofliv blev kulturelt toneangivende for hele Europa. Barokslottet Versailles blev sammen med de litterære saloner centrum for tidens klassiske litteratur (tragedier af Corneille og Racine, komedier af Molière), og kongen søgte aktivt at fremme kunst og kultur (Académie française og kunstakademiet). Filosofferne Descartes og Pascal grundlagde den rationalistiske filosofi og gjorde vigtige matematiske opdagelser. I 1700-tallet forbedredes befolkningens uddannelse og kulturlivet udfoldede sig nu også uden for hoffet. Lavoisier grundlagde den moderne kemi og Jacquards opfindelse af hulkortteknikken fik vidtrækkende betydning. Oplysningsforfattere som Montesquieu, Voltaire og Rousseau samt kredsen om encyklopædien udbredte frisindede ideer med kritik af stændersamfundet og enevælden, men Louis XIV's efterfølgere karakteriseredes af uvilje mod ændringer af de politiske institutioner. Adelen forsvarede med held sine privilegier mod de rige borgeres angreb; væksten i landbefolkningen i forbindelse med stærk inflation forarmede det voksende landproletariat, mens adelen holdtes skadesløs for inflationen pga. bøndernes naturalieydelser.

rankrig

• Revolutions- og Napoléonstiden. Mangelen på reformer øgede befolkningens utilfredshed, og da kronens gældsætning fik finanserne til at bryde sammen måtte kongen 1789 indkalde en stænderforsamling, hvorpå hans magt smuldrede bort (Franske Revolution). Ved kup 1792 tog det radikale borgerskab i alliance med Paris' småborgere magten, der dog atter gik tabt til det rige borgerskab 1794. På landet førte bondeoprør til udskiftning af fælles- og adelsjord. Udenrigspolitisk søgtes de revolutionære ideer udbredt gennem erobringer (Revolutions- og Napoléonskrigene) og da Napoléon I havde grebet magten fortsatte den militære ekspansion der samtidig blev grundlaget for kejserens magt. Napoléon centraliserede statsforvaltningen og moderniserede lovgivningen (Code civil), Hans fald 1815 ændrede kun lidt ved revolutionens resultater, og Frankrig fik ret gunstige fredsvilkår.

 

• Restauration og revolution (1815-52). Det var stadig den adelige og borgerlige overklasse der dominerede det politiske liv, men da Bourbonerkongedømmet blev mere reaktionært styrtedes det juli 1830 og "borgerkongen" Louis-Philippe udråbtes (Julirevolutionen). I 1840erne fulgte en periode med relativ velstand, men den sociale uro tiltog og socialistiske tanker vandt frem. Uroligheder i 1848 medførte indførelsen af anden republik (Februarrevolutionen) der en kort tid var domineret af liberale arbejdervenlige kredse. Men da Louis Napoléon samme år valgtes til præsident, fik godsejerne atter magten og de demokratiske frihedsrettigheder indskrænkedes, kulminerende i Napoléon III's udråbelse til kejser.

 

• Andet kejserdømme (1852-71). Denne tid var præget af den politiske konflikt mellem besiddende og ikke-besiddende samt mellem den konservative landbefolkning og Paris. Arbejderne havde kun få rettigheder, fagforeninger var forbudt og indgreb mod strejker almindelige. Landbefolkningen udgjorde et flertal i Frankrig i hele 1800-tallet og landbruget var vigtigste erhverv, skønt produktiviteten var lav og dyrkningsmetoderne primitive, idet små kapitalfattige familiebrug dominerede. I 1850erne begyndte Frankrig at blive industrialiseret, men også her var udviklingen langsom og domineret af småvirksomheder, der snart blev beskyttet af høje toldmure. Megen fransk kapital investeredes ikke i Frankrig, men udførtes (fx til Rusland) og Frankrig overhaledes af andre industrilande. Udenrigspolitisk var Frankrig allieret med Storbritannien i Krimkrigen mod Rusland, men efter krigserklæring mod Preussen 1870 blev de franske hære slået og kejserdømmet brød sammen. Der sluttedes en hård fred med afståelse af Alsace og Lorraine, og i det belejrede Paris dannede arbejdere og småborgere Pariserkommunen der undertryktes af regeringen med blodig brutalitet.

• 1800-tallets kultur. Kunstnere og videnskabsmænd var efter 1848 (ofte i opposition til magthavernes egoisme og moralske bigotteri) præget af troen på fornuften og fremskridtet. Det positivistiske videnskabssyns fremmarch og den udmærkede franske polytekniske uddannelse resulterede i vigtige naturvidenskabelige opdagelser (Pasteur, M. og P. Curie) og opfindelser (Lumière). Malerkunsten bar også præg af en kølig realistisk holdning (impressionisterne, fx Monet og Renoir) og i litteraturen gav naturalister som brødrene Goncourt og E. Zola krasse billeder af den sociale virkelighed i underklassen.

 

• Tredje republik (1871-1940). Det blev nu småborgere på land og i by der fik afgørende indflydelse i de ofte skiftende regeringer. Blandt arbejderne vandt socialismen frem, men organisationsprocenten var lav og de syndikalistiske fagforeninger havde ringe forbindelse med de socialistiske partier; efter 1900 splittedes fagbevægelsen pga. politisk uoverensstemmelser. Dreyfus-affæren der medførte adskillelse af stat og kirke forbitrede forholdet mellem højre og venstre. I slutningen af 1800-tallet opbyggedes et kolonirige i Asien og Afrika, og efter britisk-fransk kolonial rivalisering sluttedes alliance med den britiske og russiske regering. Frankrigs sejr i Verdenskrig I over Tyskland var dyrekøbt. 1,3 mio. franskmænd dræbtes, det nordlige Frankrig ødelagdes og industriproduktionen faldt. Frankrig opretholdt som garanti mod gentagelse en stærk hær og indgik forsvarsaftaler med øst-europæiske stater, men efter den mislykkede franske besættelse af Ruhr slog Frankrig med Locarnotraktaten ind på en mere forsonlig politik over for Tyskland. De gentagne devalueringer i 1920erne forarmede lønmodtagere og rentierer, og 1930ernes verdenskrise skabte stor arbejdsløshed, men pga. den lave industrialiseringsgrad ramtes Frankrig ikke så hårdt som andre europæiske lande. Fascismens fremmarch førte til dannelsen af en folkefront mellem kommunister, socialister og radikale, og den fik gennemført vigtige sociale reformer, hvoraf dog mange atter ophævedes. 1800-tallets tro på fornuft og fremskridt afløstes under indtryk af krige og kriser af et kunstnerisk oprør og en protest mod de absurde livsvilkår. Kunstnerne var stadig i opposition til det borgerlige samfund, og mange var medlemmer af Kommunistpartiet. I litteraturen søgte eksistentialisterne Malraux, Camus og Sartre en udvej af absurditeten gennem betoningen af menneskets frie valg, mens impressionisternes harmoni hos malere som Chagall, Matisse og Picasso afløstes af formopløsning og protestholdning.

• Fjerde republik. Efter fransk krigserklæring mod Tyskland besejredes den franske hær ved en lynaktion i 1940 (Verdenskrig II), og Nordfrankrig besattes mens den tysk-orienterede Vichyregering under Petain i Sydfrankrig søgte at skabe en korporativ stat. Under Frankrigs befrielse 1944-45 spillede modstandsbevægelsen under de Gaulle en vigtig rolle. Efter krigen genopbyggedes det stærkt ødelagte Frankrig bl.a. ved amerikansk hjælp og oplevede fra ca. 1955 en voldsom industriel vækst. Industrien domineredes af en række store, ofte nationaliserede virksomheder, samt af en mængde småforetagender, og statens rolle i økonomien var betydelig. Den økonomiske ubalance mellem det tilbagestående Vestfrankrig og det industrialiserede Østfrankrig gav grobund for regionale løsrivelsesbevægelser. Koloniernes krav om frihed førte til kampe, først i Indokina, siden i Algeriet, og 1958 havde kampen medført så stort indenrigspolitisk kaos at en ny forfatning med stærk stilling til præsidenten skabtes af de Gaulle.

 

• Femte republik. I løbet af 1960erne afvikledes hele det franske kolonirige, men Frankrig bevarede dog stor økonomisk og militær indflydelse i de tidligere kolonier. Udenrigspolitisk anlagdes en meget selvstændig kurs med sigte på at hævde landets position som stormagt især over for USA; Frankrig udviklede egen atomslagstyrke og modsatte sig britisk medlemskab af EF, udtrådte af NATO'S fælleskommando og søgte at nærme sig USSR. Klasseforskellene i det fransk samfund var i 1970erne stadig betydelige og mindskedes ikke gennem det regressivt virkende skattesystem. Den politiske magt lå siden 1958 bestandig hos borgerskabet, repræsenteret af gaullistpartiet med støtter, men Maj-revolten i 1968 afslørede styrets sociale forsømmelser. 1969 trådte de Gaulle tilbage, og med hans efterfølgere Pompidou og Giscard d'Estaing kom mere pragmatiske, teknokratisk prægede højrefløjsfolk til magten. Med skabelsen af venstreunionen mellem socialister og kommunister nærmede Frankrig sig et politisk tobloksystem; venstrefløjen splittedes imidlertid før nationalforsamlingsvalget 1978 og led nederlag. Regeringens forsøg på at dæmme op for 1970ernes økonomiske stagnation og arbejdsløshed ved en mere liberalistisk erhvervspolitik der skulle luge ud blandt ineffektive foretagender, og ved en indirekte indkomstpolitik, fik arbejdsløsheden til at stige og medførte uro blandt arbejdere og småborgere. Som optakt til præsidentvalget 1981 blev Giscard d'Estaing udsat for stadig skarpere kritik både fra den socialistiske venstrefløj og den gaullistiske højrefløj, og resultatet af præsidentvalget blev derfor en klar sejr til socialisten født Mitterrand. Det følgende valg til Nationalforsamlingen blev en overbevisende sejr til Socialistpartiet og Mitterrand opnåede således absolut flertal til at gennemføre sine planer om en omlægning af Frankrigs politik. Skønt Kommunistpartiet led stort valgnederlag blev fire kommunistiske ministre optaget i P. Mauroys socialistiske regering. Mitterrand introducerede et reformprogram der bl.a. omfattede nedsat arbejdstid, forbedring af sociale ydelser, udvidelse af den offentlige sektor samt begrænsede nationaliseringer; endvidere en vis decentralisering af administrationen. Fra 1983 skete et markant skift i Mitterrands økonomiske politik med prioritering af handelsbalancen frem for beskæftigelsen. Kommunalvalg og valg til Europa-Parlamentet viste fremgang for oppositionspartierne. Uoverensstemmelsen mellem Kommunistpartiet og Socialistpartiet om den økonomiske politik voksede, kulminerende 1984 med kommunistlederen G. Marchais' deltagelse i en regeringsfjendtlig demonstration. Samme år trak kommunisterne sig ud af regeringssamarbejdet. Energipolitisk betonedes fortsat atomkraften trods valgløfter om det modsatte og Frankrigs gentagne atomforsøg i Stillehavet, omkring Muroroa, har medført et spændt forhold til Australien og New Zealand, skærpet da franske agenter 1985 sænkede et Greenpeaceskib i Auckland, New Zealand. Frankrig oplevede i midten af 1980erne en del social uro: bombeattentater mod jøder, uroligheder i Baskerlandet, palæstinensiske bombeaktioner, terroraktion fra Action Directe, der optrævledes 1987; endvidere uroligheder i Nouvelle-Caledonie hvor kanakkerne kræver uafhængighed. Parlamentsvalget 1986 betød en fremgang for de to højrepartier, det gaullistiske RPR og det liberale UDF, der tilsammen fik knebent flertal i parlamentet, hvorimod både Socialistpartiet og Kommunistpartiet gik tilbage. Resultatet blev dannelsen af en højre-koalitionsregering med J. Chirac som ministerpræsident. Den politiske ubalance mellem på den ene side den socialistiske præsident, der ifølge fransk forfatning har vidtgående beføjelser, og på den anden side højreregeringen, kom til udtryk allerede ved regeringens sammensætning, hvor Mitterrand nægtede at acceptere konservative toppolitikere på udenrigs- og forsvarsposter. Ved at nægte at underskrive regeringsforordninger har præsidenten endvidere tvunget regeringen til at fremlægge reformer i parlamentet med fare for at det spinkle flertal brydes. Således måtte regeringen 1986 trække lovforslag om universitetsreform tilbage efter massive studenterprotester og efter pres fra præsidenten. Forinden havde regeringen dog opnået flertal for lov om privatisering af nationaliserede banker og selskaber. Regeringen har benyttet sit parlamentsflertal til, uden om præsidenten, at gennemføre en lang række økonomisk og sociale programmer hvoraf mange har sigtet på at ændre det socialisterne har gennemført. Udenrigspolitisk arbejdede Mitterrand mod en opløsning af efterkrigstidens bipolare blokdannelse og en styrkelse af Europa. For at styrke den forsvarspolitiske selvstændighed forstærkedes atomslagstyrken 1982. Frankrig bakkede stærkt op bag USA's konfrontationspolitik over for USSR, og støttede placeringen af amerikansk mellemdistanceraketter i Europa fra 1983. Frankrig har ført sig frem som de alliancefri landes repræsentant, og har bl.a. i Mellemøsten forsøgt at genoptage forholdet til Israel uden at støde den arabiske verden fra sig, ligesom der er sket politisk tilnærmelse til landene i N-Afrika.

 

Artikel billede

 

Artikel billede

........................................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 2.502 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvem vil du helst have som ny statsminister?
Effektiv reklame - klik her