dels den virksomhed at beværte og tilbyde overnatning til fremmede (drivekro, hotel), dels det sted, hvor dette foregår. I nutiden bruges ordet i almindelighed om mindre og lidt gammeldags kroer.
I middelalderens Danmark bar gæstgiveriet et ufrivilligt præg, idet bønderne ikke kunne undslå sig for at sørge for husly, når kongen med sit følge rejste land og rige rundt (se gæsteri), ligesom klostrene mere eller mindre frivilligt tilbød almindelige vejfarende tag over hovedet. For at komme det tiltagende "voldgæsteri" til livs bestemte kong Erik 5. Klipping i 1283, at der skulle oprettes herberger over hele landet, og i 1396 forordnede dronning Margrete 1., at der højst måtte være 4 mil, ca. 30 km, mellem disse kroer. En egentlig lovgivning om gæstgiveri kom dog først i 1695 med Christian 5.s forordning om offentlige herberger og værtshuse. Betegnelsen herberg anvendtes om byernes gæstgiverier helt frem til slutningen af 1700-tallet, da en gæstgivergård i København for første gang kaldte sig hotel.
gæsteri, pligten til at give rejsende bolig og kost i middelalderen. Gæsteri blev oprindelig givet til alle rejsende, fra 1200-tallet dog normalt mod betaling. Efterhånden bredte kroerne sig, og gæsteri til almindelige vejfarende blev af mindre betydning. Særlig tyngende kunne pligten være i forhold til overordnede. Kongerne fik fx fra 1100-tallet leveret gæsteri i form af fødevarer til deres gårde, og både konger og bisper udnyttede retten til frit ophold i klostre og kirker med deres følge i et ofte nøje fastsat antal dage årligt. Godsejerne benyttede sig særlig i 1400-tallet af retten til gæsteri hos deres bønder. I 1500-tallet afløstes bøndernes gæsteriydelse af en fast årlig afgift.
.............................................................................................................