[də 'go.l], 1890-1970: fransk politiker og general. Præsident 1959-69. Under 2. verdenskrig ledede Gaulle Det Frie Frankrigs modstand mod Aksemagterne og efter befrielsen en national samlingsregering 1944-46. Militærkup i Algeriet og politisk krise i Frankrig bragte Gaulle til magten 1958. Som regeringschef udformede han 5. republiks forfatning og valgtes selv til det styrkede præsidentembede 1959. Han afviklede Algierkrigen, styrkede statsapparatet og anlagde udenrigspolitisk en selvstændig kurs med sigte på at hævde Frankrigs lederstilling i Europa og dets uafhængighed af USA. Han afviste en politisk integration af Europa under overstatslige institutioner og betonede nationalstatens betydning. Som statschef udviklede Gaulle en stærkt markeret personlig magtudøvelse baseret på gaullistpartiet og på udskrivning af folkeafstemninger. Maj-revolten 1968 truede Gaulles styre og han trådte tilbage 1969 efter at have lidt nederlag ved folkeafstemning om en ny regionalstruktur. Se også Gaullisme.
........................................................................................................................