udsnit af maleri af Joseph Kasper Stieler, 1828.
['gø:tə), 1749-1832: tysk forfatter. Goethes Sturm-und-Drang-drama Götz von Berlichingen (1773, dansk 1803) og kærlighedsromanen Den unge Werthers lidelser (1774, dansk 1832) stiller handlings- og følelsesmennesket op som kontraster. 1775 blev Goethe kaldt til hoffet i Weimar, hvor han i en årrække beklædte forskellige ministerposter. Under en rejse i Italien 1786-88 tilegnede Goethe sig et klassisk skønhedsideal, som præger skuespillene Iphigenia på Tauris (1787, dansk 182() og Torquato Tasso (1790, dansk 1817).
Til samme periode hører frihedsdramaet Egmont (1788). 1794 indledte Goethe og Schiller et venskab som fik stor betydning for dem begge. Goethe skrev nu dannelsesromanen Wilhelm Meisters læreår (1796, dansk 1801) der senere afsluttedes med Wilhelm Meisters vandreår (1829, dansk 1834). I sin alderdom fuldendte Goethe tragedien Faust (1. del: 1808, 2. del udgivet posthumt 1833, begge dansk 1847) der regnes for hans betydeligste værk og skrev erindringerne Digtning og virkelighed I-IV (1811-33, dansk 1924-28). Han dyrkede desuden naturvidenskabelige studier.
........................................................................................................................