Tro på overjordiske væsener som råder over verdens skæbne og
som viser sig i alle livets forhold, er et karakteristisk træk i alle
religioner. I monoteismen tror man kun på og dyrker kun en gud, som fx
jødedommens Jahve, kristendommens Gud og islams Allah. I kristendommen
åbenbarer Gud sig i Jesus Kristus og virker gennem Helligånden (Treenighed).
Islam rummer den mest markante monoteisme. Tro på flere guder kaldes
polyteisme. Her kan der skelnes mellem flere typer guder: guder som bor i og
bestemmer over naturfænomener, især himmel og jord, kendt fra
frugtbarhedsreligioner; guder som repræsenterer og beskytter dyrene, kendt fra
jægerkulturer; guder som bringer kulturen til menneskene; guddommeliggjorte
mennesker, fx grækernes heroer; guder som er bundet til byer og stater eller
til bestemte sociale grupper og arbejdsprocesser. Guderne vil hyppigt være
rangordnede i et panteon, hvor man vil finde en øverste gud (skaberen, højguden.
deus otiosus), en aktiv, dæmondræbende gud, flere specialiserede funktionsguder
samt en række lavere guddomme med virke i den folkereligiøse hverdag. I de mere
spekulative former kan gud opfattes som abstrakte begreber, fx retfærdighed,
eller som en altgennemstrømmende, universel kraft, panteisme. Guds
manifestationer kaldes epifani, teofani eller hierofani, ofte formidlet gennem
et åbenbaringsredskab , fx profet, præst, shaman.
........................................................................................................................