Gyldensteen
: hovedgård Ø for Bogense. Kendt fra 1300-tallet.
Hovedbygning opført 1640 for rigsråd Gregers Krabbe; sidefløje fra begyndelsen
af 1700-tallet. Avlsgården har bygninger fra 1636 og 1724. Grevskab 1720-1922,
oprettet af J.H. Gyldensteen. Ejerfællesskab med hovedgårdene Jerstrup (fra
1804), Harridslevgård (fra 1829) og Sandagergård (fra 1834), under slægten
Bernstorff(Gyldensteen) siden 1827.
EJERE
ca. 1400 Niels Thomesen (Lunge?) kaldt Enggaard
ca. 1415 Berneke Skinkel
ca. 1450 Knud Henriksen Gyldenstierne
1494 Jørgen Daa
1575 Erik Rud
1630 Gregers Krabbe
1655 Oluf Rosenkrantz
ca. 1682 Mogens Skeel
1689 Holger Rosenkrantz
1694 Conrad Bierman (v. Ehrenschild)
1698 Martin Conrad Bierman v. Ehrenschild
1718 Chr. C. Gabel
1719 J. H. Huguetan (Gyldensteen) 1720 nu kaldt Gyldensteen
1752 Johan Henrik Knuth
1827 A. E. H. E. Bernstorff (Gyldensteen)
1837 J. H. E. Bernstorff-Gyldensteen
1919 E. A. E. Bernstorff-Gyldensteen
1954 C.-J. født-F. H. M. Bernstorff
Gyldensteen Gods
Nørre Sandager sogn, Skovby herred, Odense amt,
Region Syddanmark.
Jean Henri Huguetan var født 1665 i Lyon som søn af en protestantisk
boghandler og bogtrykker. Foruden den fra fædrene nedarvede virksomhed som
boghandler og bogtrykker drev han stor bankierforretning først i Frankrig,
siden i Holland, hvorhen han flyttede, enten fordi han som protestant måtte
forlade sit fædreland ved Det nantiske Edikts ophævelse, eller fordi
bogcensuren der var så streng, at den lagde hindringer ivejen for hans
forlæggervirksomhed. I Amsterdam fortsatte han sammen med en broder sine forretninger
og tjente under Den spanske Arvefølgekrig store formuer på leverancer til den
franske hær.
Han gik siden fallit i England, hvor han drog
mange andre med sig i faldet, medens han selv bestandig hurtig kom op igen.
Huguetan var først gift med en ung pige, Susanne Testas, der som han selv
tilhørte en fransk Calvinist-familie ; med hende havde han en datter Marguerite
; med en modehandlerinde i Paris havde han en søn, den siden i vor historie
kendte embeds- og finansmand Johan Henrik Desmerciéres. Efter sin første
hustrus død ægtede han, komtesse Mauritia Margareta af Nassau-Odyck og opnåede
gennem denne forbindelse at skaffe sig et patent som rigsfriherre, hvorefter
han stadig fører titel af baron.
I nogle år flakkede han om i Tyskland, og i 1711 kom
han her til landet; ved sin rigdom, sit nøje kendskab til forholdene ude i
Europa og navnlig ved sin indgående fortrolighed med alt, hvad der vedrørte
finans- og handelsvæsen, kom han snart til at spille en stor rolle og fik
betydelig indflydelse hos Frederik IV. Han hørte til storkansleren Ulrik Adolf
von Holsteins nærmeste venner og blev en hyppig gæst ved kongens taffel.
Selv til diplomatiske sendelser benyttedes han og
var envoyé ved de rhinske og westphalske kredse, men beklædte derimod ikke
noget egentlig statsembede, måske fordi han tilhørte det reformerte
trossamfund. Derimod var han en af Det ostindiske Kompagnis direktører og var
også siden meget virksom ved bankens oprettelse, ligesom han i det hele også
efter tronskiftet bevarede sin stilling som indflydelsesrig rådgiver i alle
handels- og finanssager, hvori han bistodes af den nævnte søn, der snart efter
faderen var kommet herind i landet og som han kom til at spille en mærkelig
fremtrædende rolle.
Efter først at have erhvervet det adelige gods
Cronsburg i Holsten, købte Huguetan allerede i 1719 Enggaard af Gabel. To år
forinden var han tilligemed sin hustru og datter blevet optaget i den grevelige
stand under navnet Gyldensteen, og 1720 udstedtes erektionspatentet for
grevskabet Gyldensteen, der kom til at omfatte Enggaard, Oregaard og
Uggerslevgaard med tilhørende bøndergods, ialt 2.352 tdr. htk. (ca. 20.000 tdr.
Id.), hvoraf Enggaard, som nu også kaldtes Gyldensteen, havde 94 tdr.,
Oregaard 71 og Uggerslev 52 tdr.; da der således manglede noget i, at der var
det for oprettelsen af et grevskab fornødne hartkorn, begrænsedes
skattefriheden i forhold til det hele hartkorn, indtil det ved arv eller køb
kunne blive fuldstændigt.
Erektionspatentet indeholdt naturligvis
bestemmelser om successionen, som skulle følge mandsstammen, men dette havde
ikke nogen praktisk betydning, da Huguetan allerede var en mand i ret
fremrykket alder og stadig kun havde den ene nævnte datter (af første
ægteskab), som nu var en ung giftefærdig pige. Kort efter denne ophøjelse
ramtes den nye danske lensgreve af en pinlig familietragedie ; datteren, den
unge komtesse af Gyldensteen, løb pludselig af landet med en ung spanier, Don
Antonio Casado Marquis af Monteleone, en søn af den spanske gesandt i
København, Og parret flygtede til Helsingborg, hvor det blev viet. Den
forbitrede fader havde sendt flere kurerer afsted for at pågribe det vanartede
barn ; men der var intet at stille op ; fra København til Hamborg stod der en
sky af skadefro sladder, og han måtte endda være glad ved, at historien fik en
nogenlunde skikkelig afslutning ved, at det forløbne par blev sømmeligt viede
og som rette ægtefolk indskibede sig til Holland, hvor de foreløbig slog sig
ned.
Den unge Marquise's senere liv viste imidlertid,
at det ikke blot var et letsindigt ungdomsfejltrin, hun havde begået; i Holland
skiltes hun efter få års forløb fra sin spanske gemal og førte et liv, som
voldte hendes gamle fader så megen sorg og harme, at han omsider indgik til
kongen med et andragende om at få lov til at gøre datteren arveløs, således at
hun udelukkedes fra successionen til grevskabet; denne bestemmelse skulle også
ramme hendes børn med undtagelse af de to døtre, hun havde i ægteskabet med
spanieren. Disse to småpiger, der af moderen var forsømt og overladt til
fremmede, da hun selv var optaget af sine eventyr, var hentet hjem til Danmark
til den gamle bedstefader, der sørgede for deres opdragelse.
Den ældste, Marguerite Maurice Francoise Isidore,
blev gift med grev Eggert Christopher Knuth til grevskabet Knuthenborg, og den
yngre, Anne Francoise Henriette Susanne ægtede grev Henrik VI af Reuss,
stiftamtmand i Sorø og overhofmester for Det kongelige og adelige
Ridderakademi.
Den gamle greve var selv i sin høje alderdom
stadig virksom og øvede også under den følgende konge stadig stor indflydelse,
bistået af sin søn Desmertieres. Også for sine godser arbejdede han med interesse,
og det lykkedes ham at erhverve det gods, der ved erektionen manglede i, at
grevskabet havde det fornødne hartkorn. Endelig døde han 1749 over 80 år
gammel, og grevskabet gik i arv til det ældste af børnebørnene, grevinde Knuth,
der dog døde efter ganske få års forløb og efterlod besiddelsen til sin
seksårige søn grev Johan Henrik Knuth, der naturligvis foreløbig var under formynderskab
af sin fader.
Grev Johan Henrik Knuth kom til at indtage den
samme embedsstilling som sin fader som Sjællands stiftamtmand; han følte sig
mærkelig nok stærkest knyttet til sit fynske gods, og hans virksomhed spores
stærkt i Gyldensteens historie, men hans besiddelsestid falder jo også sammen
med den store reformperiode i vort landbrug.
Det til grevskabet hørende bøndergods lå vidt
spredt, til dels i stor afstand fra hovedgården og derfor ofte med meget
ubekvem beliggenhed, så at det måtte være en vigtig opgave for besidderen at
forsøge at arrondere godset, navnlig da udskiftningen kom til at stå på
dagsordenen. 1784 opnåedes kgl. bevilling til et større magelæg, hvorved grev
Joachim Godske Moltke, der havde købt baronierne Kjørup og Einsidelsborg, fik
en del strøgods på ca. 236 tdr. htk., der var beliggende i byerne Bederslev og
Vellinge i Bederslev sogn, og i Ringe og Roerslev byer i Nørre Nærå sogn, og
således i stor afstand, til dels endog et par mil fra Gyldensteen, hvorimod
grev Knuth fik noget nærmere og mere belejligt beliggende hartkorn, foruden
tienderne af Uggerslev Og Højrup kirker; dette beløb sig imidlertid kun til 87
tdr. htk., hvortil grev Knuth lagde 88 tdr. af sit allodialgods, medens en
kapital til indkøb af de manglende 60 tdr. skulle stå som et fideikommis ved
grevskabet, indtil lejlighed gaves til herfor at erhverve det manglende
hartkorn.
Udskiftningen var tidlig begyndt og blev stadig
fortsat, men havde betydelige vanskeligheder at kæmpe med; 1794 foretoges
fremdeles en hel række magelæg med det formål at lette reformens gennemførelse;
tre gårde i Klinte sogn afstodes til Jacob Østrup til Jerstrup mod tre gårde i
Nørreby og tre gårde og tre huse i Vesterby, tre huse i Nørreby og to gårde i
Skamby erhvervedes ligeledes fra Jertrup mod andet gods i Grindløse og Klinte
sogne.
Grev Knuth var gift med rigsgrevinde Constance
Alexandrine von Cosel, men havde i dette ægteskab kun datteren Constance
Henriette Frederikke Knuth, der ved faderens død 1802 arvede det fynske grevskab,
medens Knuthenborg gik over til hans yngre broder. Hun var atten år gammel
blevet gift med udenrigsminister Andreas Peter Bernstorffs ældste søn, hvem hun
dog mistede efter kun et års forløb, og kort før faderens død havde hun
indgået nyt ægteskab med rigsgreve Frederik Carl August Alexander Stolberg, fra
hvem hun hurtig blev skilt. Også hendes tredie ægteskab med grev Frederik Carl
Christian Rantzau blev opløst, hvorpå hun giftede sig med en russisk oberst,
Aphanasi de Wansowitz, hvis søn, general, baron A. de Wansowitz til sin død
1892 fik apanage af grevskabet.
Grevinden var en dygtig og virksom dame, der tog
sig med iver af bestyrelsen af sit gods, navnlig for at fremme og afslutte
udskiftningen. Særlige vanskeligheder beredte den omstændighed, at hovedgården
Jerstrup havde part i næsten alle grevskabets byer, og da nu denne gård i 1804
kom til offentlig auktion, besluttede hun derfor at købe den for at få den
indlemmet i grevskabet; men imidlertid manglede hun kontanter, og hun fik
derfor sagen ordnet således, at der dertil anvendtes det omtalte fideikommis,
som hendes fader havde oplagt, at der yderligere optoges et større lån i
grevskabet på 148.000 rigsdaler, og at der endelig måtte bortsælges så meget
strøgods, som i hartkorn var svarende til Jerstrup med underliggende gods —
dog undtaget Klinte kirke — der straks indlemmedes i grevskabet.
I de onde år for landbruget, da bønderne ikke
formåede at svare deres skatter, opstod der også betydelige vanskeligheder for
grevskabet, hvori der derfor yderligere måtte optages lån, og det var følgelig
en ikke ubetydelig gæld, grevinden efterhånden kom til at bære på, men
grevskabet var rigtignok også blevet stærkt udviklet og forbedret i hendes tid.
I 1827 blev der truffet en overenskomst mellem
grevinden og hendes søn, grev Andreas Erich Heinrich Ernst Bernstorff
(-Gyldensteen), hvorved denne skulle overtage grevskabet mod at yde sin moder
årlig 10.000 rdl. Imidlertid døde hun samme år, men gælden var alligevel så
betydelig, at han måtte optage nye lån. Han arbejdede dog ufortrødent på
godsets forbedring, og det lykkedes ham i det korte åremål, han var besidder,
at give grevskabet betydelige udvidelser; 1829 blev hovedgården Harritslevgaard
erhvervet og inkorporeret i grevskabet, og 1834 skete det samme med
Sandagergaard.
Grev Bernstorff-Gyldensteen, der ved farfaderens
død 1797 havde arvet fideikommisgodserne Wotersen og Lanken i Lauenborg, var
første gang gift med Anne Alette Christiane Arctander og ægtede efter hendes
død komtesse Augusta Louise Wilhelmine Charlotte Kielmannsegg.
Allerede 1837 døde han og efterfulgtes i
besiddelsen af sin søn af første ægteskab grev Johan Hartvig Ernst
Bernstorff-Gyldensteen, der sad inde med grevskabet i mere end 60 år; han var
kammerherre og hofjægermester; efter at have boet en årrække på Gyldensteen,
flyttede han i 1849 til sine godser i Lauenborg, hvor han blev arvelig
overjægermester og senere preussisk kammerherre. Han var gift med komtesse Anna
Charlotte Frederikke Julie Hardenberg.
I hans tid faldt den store opgangsperiode for
landbruget, som også kom Gyldensteen til gode. Da grev Bernstorff-Gyldensteen
døde i 1898 som firsårig, gik grevskabet over til hans søn, grev Hugo Kuno
Georg Bernstorff-Gyldensteen (død 1934), gift med komtesse Anne Julie Kielmannsegg.
Han boede som faderen mest i Tyskland, hvor han foruden de nævnte godser ejede
lensgodset Raguth i Mecklenborg, ligesom han var mecklenborg-schwerinsk
kammerherre og ceremonimester.
Siden 1913 havde hans ældste søn grev Erik Adolph
Ernst Bernstorff beboet Gyldensteen og drevet det dertil hørende avlsbrug; han
blev i 1914 gift med komtesse Agnes Louise Krag-Juel-Vind-Frijs, datter af
lensgreve Mogens Krag-Juel-Vind-Frijs til Frijsenborg. Han deltog i I.
Verdenskrig, hvorunder han i 2 år var adjudant hos storhertugen af
Mecklenborg-Schwerin. I 1919 erhvervede han dansk indfødsret og overtog samme
år grevskabet efter overenskomst med faderen; han antog som besidder navnet
Bernstorff-Gyldensteen og blev senere hofjægermester og kammerherre.
I 1922 blev grevskabet afløst og overgik til fri
ejendom; der blev afgivet ca. 800 tdr. ld. fra Hugget, Oregaard og
Uggerslevgaard til staten til 66 selvstændige husmandsbrug og 19
tillægsparceller. I denne ejers tid er hovedbygningens hovedindgang blevet
ændret i 1926 ved arkitekt Mogens Clemmensen; ligeledes er der sket
gennemgribende ændringer i bygningens interiører. 1954 solgte lensgreve E. A.
E. Bernstorff-Gyldensteen godset til sin søn hofjægermester, Carl-Johan
Friedrich-Franz Hugo Mogens greve Bernstorff, gift med Bente Lassen, datter af
kaptajn Emil V. Schau Lassen. Ved dette ejerskifte blev der afstået 150 tdr.
ld. til udstykning, således at godset, der består af hovedgårdene Gyldensteen,
Jerstrup, Harritslevgaard, Sandagergaard samt de inddæmmede arealer og Langø.
Gyldensteen Slot, Burskovvej 2, Bogense, hvis
hovedbygning er opført 1630, ligger på et voldsted omgivet af brede voldgrave.
Gården hed tidligere Enggård; den franskfødte huguenot Jean Henri Huguetan
ejede Enggård fra 1719 og blev optaget i den danske grevestand under navnet Gyldensteen.
Avlsbygningerne brændte i 1960. Kun porthusene står tilbage.
Privat - ingen adgang, men adgang til stierne i de
omliggende skove.
........................................................................................................................