Henry
VIII
[henri]; de vigtigste er:
Henry II, 1133-89: konge fra 1154.
Ved arv og ægteskab udvidede Henry riget med størstedelen af V-Frankrig, og han
erobrede Skotland, Wales og til dels Irland. Henry indførte lokalt selvstyre i
England, brød med den feudale og kirkelige domsret og lagde grunden til
juryinstitutionen. Berømt er hans konflikt med ærkebiskoppen Thomas Becket.
Henry III, 1207-72: konge fra 1216.
Blev 1258 tvunget til at afstå sin magt til et stormandsråd. Fra 1265 var
sønnen Edward (I) landets faktiske hersker.
Henry IV, 1367-1413: konge fra
1399. Første konge af huset Lancaster. Afsatte fætteren Richard II, men var
siden ofte selv udsat for oprørsforsøg og formåede ikke at hævde en stærk
kongemagt.
Henry V, 1387-1422: konge fra 1413.
Vandt sejre i Hundredårskrigen, bl.a. ved Azincourt 1415 og anerkendtes 1420
som tronfølger i Frankrig.
Henry VI, 1421-71: konge 1422-61 og
1470-71. Henry hyldedes 1422 som konge af Frankrig, men havde ved
Hundredårskrigens afslutning 1453 mistet alle sine franske besiddelser bortset
fra Calais. Under Rosekrigen afsattes og tilfangetoges Henry, der siden
myrdedes.
Henry VII, 1457-1509: konge fra
1485, den første af huset Tudor. Afsluttede Rosekrigen ved at besejre fætteren
Richard III. Konsoliderede kongemagtens stilling. Henry VIII,
1491-1547: konge fra 1509. Henry overlod i begyndelsen af sin regeringstid
styret til lordkansleren Wolsey. Ved skilsmissen fra Catherine af Aragonien kom
han i konflikt med paven. Støttet af sine nye unge rådgivere Cranmer og T.
Cromwell gennemførte han bruddet med paven og blev selv den engelsk kirkes
overhoved. Henry der var en selvbevidst renæssance fyrste skabte en stærk
kongemagt, men udvikledes efterhånden til en despot der forfulgte enhver
opposition. Sine seks ægteskaber udnyttede Henry til forskellige politik
formål. Til støtte for sin udenrigspolitik skabte Henry en stærk krigsflåde.
........................................................................................................................