Hinduisme; udbredelseskort.
: religion opstået i Indien, den dominerende (83%) religion i staten Indien.
HISTORIE. Hinduisme har en lang og kompliceret historie og et væld af udtryksformer. Måske var der en form for hinduisme ved ariernes indvandring i Indusdalen o. 2000 født Kr., med shivadyrkelse og hellige køer. Arierne ændrede samfundsformen fra nomade til agerbrugskultur med årets rytme og frugtbarhedsritualer som dominerende elementer i et kollektivt præget mønster. I denne ældste tid var hovedguden Indra der omtales i Veda-skrifterne. Han bekæmpede tørkedæmonen og er ligesom andre guder udtryk for naturkræfter der tilbedes og forsikres ved offer. I perioden o. 800 fødtKr. differentieredes samfundet, kastevæsenet opstod, præsteskabet fik stigende magt, og livssynet blev individualistisk. Filosofiske spekulationer, mystik og lærde udlægninger af Veda blev typiske (se brahmanisme og vedaisme ). Kernen i Vedanta-filosofien og i Upanishaderne fra o. 600 fødtKr. er frelsen (moksha) fra det evige kredsløb (samsara) som summen af ens gerninger (karma) afstedkommer. Erkendelsen af denne sammenhæng er samtidig udfrielsen, idet man under meditation ser hvordan ens eget inderste (atman) er identisk med tilværelsens inderste princip (brahman). Virkeligheden er en illusion (maya), et slør for den sande virkelighed (nirvana). Denne frelses-forståelse blev siden udmøntet i mange filosofiske skoler og yoga-systemer. En mere folkelig hinduisme udformedes i bhakti, især i hinduismens stadig mest populære skrift, Bhagavadgita (ca. 300 fødtKr.), hvor frelsen opnås ved Guds kærlighed og ved hengivelsen til Gud. Gud viser sig i mangfoldige skikkelser og inkarnationer, avataras. De vigtigste guder er Brahma, Vishnu og Shiva som hhv. skaber, opretholder og ødelægger, samt Vishnu som Krishna, bhaktis nøglefigur.
Koen er et af hinduismens hellige dyr, her fotograferet i en tempelgård.
Rituel badning i den hellige flod Ganges.
HINDUISMEN I DAG. Vore dages hinduisme har stadig en folkelig og en filosofisk udtryksform. Den folkelige finder udtryk i bhakti med tempelbesøg, hjemmekult, fester og processioner. Den filosofiske har bl.a. fundet udtryk i ny-hinduismens reformdannelser efter 1800 i bevægelserne Brahma Sarnaj og Arya Samaj samt hos en række mystikere som fx Ramakrishna, Vivekananda, Sri Aurobindo Ghose og Radhakrishnan. Ny-hinduisme har samtidig været en national selvbesindelse i forbindelse med frigørelsen fra det britiske koloniherredømme. Her spillede bl.a. M.K. Gandhis ikke-volds-princip, ahimsa, en stor rolle.
Dansende Shiva; bronzeskulptur fra 1300-tallet, Nataraja, Trankebar (Etnografisk Samling, Nationalmuseet).
Indisk maleri fra 1700-tallet, forestillende guden Krishna med sin jordiske elskerinde, hyrdinden Radha. Krishna er en inkarnation af Vishnu, og forholdet til hyrdinden opfattes som den guddommelige kærlighed til menneskene (Victoria and Albert Museum, London).
........................................................................................................................