: den jødiske religion. Jødedommens første periode går
tilbage til ca. 1250 fødtKr.; (se Israel, israelitter). Under det babyloniske
fangenskab (586-538 fødtKr.) blev en række stedsevarende træk i jødedommen
etableret. Idet lovstoffet i de fem Mosebøger blev gjort til en norm der i
detaljer regulerede det daglige liv, knyttedes en nøje forbindelse mellem jura
og religion. De vigtigste love er forskrifter for omskæring og sabbat.
En festkalender med påske, nytårsfest, forsoningsfest (Jom
Kippur) og løvhyttefesten som centrale fester knyttedes til bestemte historiske
begivenbeder. Det religiøse midtpunkt var templet i Jerusalem, men med tiden
blev også synagogerne og de skriftlærdes skoler centre. I perioden o. Kristi
Fødsel var farisæerne og saddukæerne ledende retninger; blandt sekterne kan
nævnes essæerne. Farisæerne er endnu i dag en dominerende retning hvis
skriftfortolkning er manges norm.
Den jødiske skriftlærdom samledes i Talmud. Efter Jerusalems
fald 70 e.Kr. har jødedommen været et samlingspunkt for jøder i hele verden. I
middelalderen og nyere tid opstod mystiske retninger som kabbala og
chassidismen. I moderne tid skelner man mellem en ortodoks jødedom og en
liberal, vestligt præget jødedom.
........................................................................................................................