[jul-]: hovedgård V
for Store-Heddinge. Kendt som Valbygård. Valbygård ligger i Hellested Sogn på
Stevns. Den er kendt tilbage fra 1387, hvor blev skiftet efter Jakob Olufsen
Lunge.
Valbygård er anlagt som et dobbelt voldsted. På det
sydligste af stederne anlagte Jens Juel 1675 hovedhuset på Juellinge af
kamp, kridt og mursten med "brudt" tegltag.
Hovedbygning omgivet af grave med Ø-facade i granitkvadre,
opført 1675 for statsmanden Jens Juel. Han oprettede 1672 baroniet Juellinge
der 1721 overførtes til Halstedkloster på Lolland. Hovedgården ejedes 1750-1937
af slægten Moltke, til 1922 som del af grevskabet Bregentved. Under Frederik
Christian Frederiksen lensgreve Moltke blev grevskabet opløst 1922. 243,6 ha.
af Juellinges jord blev stillet til rådighed for staten, der oprettede 22
husmandsbrug og 10 tillægsparceller.
Hovedparcellen blev solgt til fru V. Branth 1937. Hun gav
571.000 kr. for resterne. Og solgte tre år senere, 1940. Køber var fabrikant
John M. Larsen, der gav 1 mill. kroner. 1947 overdrog han gården til sit firma
A/S Premier Is. 1998 ejeren af Holmegård Christian Ivar Schou Danneskiold
Lassen køber og driver Juellinge.
Første gang Valbygaard træder frem i historien, er i det vidtløftige skifte
1387 efter rigsråd og ridder Jakob Olufsen Lunge, til hvis besiddelse den
tilligemed mange, mulig alle gårde i landsbyen hørte. Han havde været en af
kong Valdemars og dronning Margrethes mest betroede Mænd; hvorledes han er
kommet i besiddelse af Valbygaard vides ikke ; men da han var en stor og heldig
godssamler, ligger det nær at antage, at han ved lejlighed har købt den. Ved
skiftet tilfaldt hovedgården i Valby tilligemed 2½ bol jord i byen og desuden
meget andet strøgods hans to døtre, Sophie og Regitze Lunge. De må imidlertid
have afhændet den igen til væbneren Jep Knudsen Lille, der 1419 og 1420
skriver sig til den, og hvis fader havde ejet Arnøjegaard. Han tilhørte en udpræget
lavadelsslægt, efter våbnet beslægtet med familien Akeleje. Også sønnen,
væbneren Knud Jepsen, skriver sig til Valby 1437 og lever endnu 1443. Hans søn
igen skriver sig imidlertid 1479 atter til Arnøje, og Lilleslægten har dermed
atter trukket sig tilbage til denne gård efter at have afhændet Valbygaard til
hr. Johan Bjørnsen Bjørn til Nielstrup i Fyn, der ejede den 1474 og beholdt den
til sin død ca. 1502. Slægten Bjørn havde forlængst gjort sig bemærket ved sin
godsrigdom og ved sin indsats i det offentlige liv. Men både for Bjørn
Johansen, hans søn og sønnesønnen Johan Bjørnsen, der døde 1534, var Valbygaard
kun en besiddelse blandt andre. Johan Bjørnsen var både ridder og rigsråd, men
en politisk vejrhane og en slet husholder ; Povl Helgesen laster ham for hans
Ødselhed og lyst til at overgå alle »i prægtige Vaaben, Heste, Bidsler,
Skaberak og andet Hesteudstyr, i Smykker og Gæstebud«. Gården gik i arv til
datteren Anna, der først var gift med Henrik Bjørnsen og senere med Christoffer
Lindenow. Atter holdt en ny slægt sit indtog på Valbygaard. Men også Christoffer
Lindenow havde andre ejendomme, der interesserede ham nok så meget. Tid efter
anden skrev han sig til Valbygaard, til Fovslet og Drenderup i Jylland,
Østrupgaard i Sydfyn og Ørtofte i Skåne. Hans tilværelse havde i Øvrigt formet
sig som den rige adelsmands, hvem len og hædersposter tilfaldt som en
selvfølge. Helt uden interesse for sin sjællandske gård var han dog ikke og
tilmageskiftede sig meget af kronens gods i Stevns for at afrunde og konsolidere
sin ejendom her. Christoffer Lindenow synes at have ejet Valbygaard til sin død
1585, men derefter bliver ejerforholdene ret uklare. På den gamle, forlængst
forsvundne borggård og ladegård var opsat våbenskjolde i sten, tilhørende
Christoffer Lindenow til Lindersvold og hans hustru Sophie Plessen fra Kampen i
Holsten. Tillige fandtes årstallet 1585. Det viser, at denne Christoffer
Lindenow, søn af den foregående, må have arvet gården, at han har interesseret
sig for den, bygget og forbedret den. Senere, 1623, ejedes gården af Herluf
Daa, der trods brøst i karakter og i embedsforhold 1602 var avanceret til
admiral. Han ejede en tid lang også sin fædrene gård Snedinge, men blev til
slut stærkt økonomisk reduceret, og da han døde 1630, gik arvingerne fra arv og
gæld. Efter sin første hustru Hilleborg Skinkels død 1612 havde han 1615 ægtet
Karen Grubbe, der overlevede ham og senere ægtede Vincents Bille, hvem hun
således bragte Valbygaard. Karen Grubbe solgte 1653, 5 år før sin død,
Valbygaard til den navnkundige rigsråd og agitatoriske skribent Gunde
Rosenkrantz. Hans bevægede livsførelse begyndte i enhver henseende strålende,
men endte med fallit, sammenbrud på alle kanter, flugt fra fædrelandet 1664 med
hustru og døtre og død i fremmed land 1675. I hans forhold til Valbygaard er
der træk, der viser ham som den typiske godsejer, og når traditionen tillægger
ham stor strenghed over for bønderne, hentyder dette vel sagtens til, at han —
i overensstemmelse med datidens ikke uberettigede opfattelse af stordriften i
landbruget som det eneste rentable - afbrød landsbyens 13 gårde og lagde deres
jorder ind under herregårdens drift. Der foreligger tillige den interessante
oplysning, at Gunde Rosenkrantz gav Valbys bønder en vis erstatning i »nogle
Huse, kaldet Nyby, han lod opsætte« for dem andetsteds. Udslettelsen af byen
viser tillige, at den på Gunde Rosenkrantz' tid helt og holdent var kommet
under hovedgården som tilliggende, uden at det kan ses, hvem der har bevirket
det ; men utænkeligt er det ikke, at også det skyldes Gunde Rosenkrantz. Hvor
nær han og hans hustru Pernille Rosenkrantz fra Arreskov i Øvrigt følte sig
knyttet til denne deres sjællandske gård, får stå hen. I 1640'erne har han dog
utvivlsomt boet her ; thi to af hans børn er begravede i Hellested kirke, og
det er vel i disse år, de store forandringer med Valbygaard fandt sted, der
gjorde den til en virkelig interessant sædegård. Da hans forhold blev
vanskelige, solgte han 1657 gården til Ide Lunge, enke efter Otte Skeel til
Katholm. Ved hendes død 1671 arvedes Valbygaard af datteren Vibeke, der bragte
den til sin mand, statsmanden Jens Juel, vel nok den mand af den gamle danske
adel, der gjorde sig stærkest gældende under de første enevoldskonger ; hans
indsats i dansk historie er overordentlig betydelig. I 1672 fik han Valbygaard
ophøjet til et friherreskab under navnet Juellinge. (Danske Slotte og
Herregaarde)
EJERE
1387 Jacob Olufsen Lunge, Kaldt Valbygaard
1419 Jep Knudsen Lille
1463 Johan Bjørnsen (Bjørn)
1558 Ch. Lindenov
1606 Elsebeth Svave
1623 Herluf Daa
1653 Gunde Rosenkrantz
1657 Ide Jørgensdatter Lunge (enke efter Otte Skeel til Katholm)
1671 Jens Juel, 1672 Nu kaldt Juellinge
1675 Nuværende hovedbygning opført
1700 Frederik Vind
1719 Frederik IV
1735 Frederik Danneskiold-Samsøe
1750 A. G. Moltke
1937 Vivian Branth
1940 John M. Larsen
1947 Premier Is A/S
........................................................................................................................