1724-1804: tysk
filosof. Kants erkendelsesteoretiske hovedproblem var forholdet mellem
fornuftserkendelse og erfaring. Hvordan er en almengyldig og nødvendigt sand
erkendelse mulig, fx en matematisk indsigt? Og hvordan kan denne erkendelse
have absolut gyldighed for de erfarede ting, fx erkendelse af fysiske
lovmæssigheder? Ifølge Kant skyldes dette at vor erfaring bestemmes af den
menneskelige bevidstheds egen organisation eller beskaffenhed, af visse a
prioriske erkendelsesformer som på en gang betinger erfaringens mulighed og
erkendelsens begrænsning: dels anskuelsesformerne rum og tid, dels 12
forstandsformer eller kategorier, bl.a. årsagskategorien. Vi kan kun erkende
tingene som de fremtræder for os (i rum og tid, årsagsbestemte m.m.).
"Tingen i sig selv" kan vi videnskabeligt set ikke vide noget om. Sin
etik sammenfattede Kant i det kategoriske imperativ: du skal handle således at
rettesnoren for din handlen vil kunne gælde som alment princip. Kants
hovedværker er Kritik der Reinen Vernunft
(1781) og Kritik der Praktischen
Vernunft (1788).
........................................................................................................................