Kalundborg Kirke (Vor Frue Kirke).
kirke, i kristendommen betegnelse for kirkebygning og trossamfund med egen forfatning samt i mere abstrakt forståelse menighed eller de helliges samfund.
Hvorvidt kirken væsensmæssigt hører med til kristendommen, og især om Jesus selv kan betragtes som kirkens grundlægger, er et omstridt teologisk spørgsmål. Jesus synes imidlertid ved sin forkyndelse af Gudsriget og kaldelsen af de 12 apostle at have lagt grunden til den senere kirke, der udviklede sig som resultat af missionen efter Kristi korsfæstelse og opstandelse. I NT betegner kirke (ekklesia) både det altomfattende, universale fællesskab af troende og lokalmenigheden.
Ordet kirke kommer via oldengelsk fra græsk kyriakon 'som hører til Herren', af græsk Kyrios 'Herre'; svarer i betydning til latin ecclesia, af græsk ekklesia.
Den kristne tradition tillægger kirken fire såkaldte attributter for at give udtryk for dens væsen: Den er én, hellig, almindelig og apostolsk. Kirken er én, fordi der kun er én Gud, én Herre, én tro og én dåb (Ef. 4,5-6), og fordi den uden denne enhed ville falde fra hinanden og splittes. Kirkens enhed indebærer ikke ensretning, men tillader og forudsætter mangfoldighed i konkret udformning.
Hellig er kirken som forsamlingen af Kristus-troende, der er udsondret fra verden og kaldet til tjeneste for Gud og mennesker. Almindelig (græsk katholikos) er kirken i tid og rum ved at forkynde frelsen for hele menneskeheden til alle tider.
Anna Kirkes alterparti. Adi Holzers engel og violet messehagel skabt af Inge-Lise og Flemming Bau. Foto: Flemming Bau.
Apostolsk er kirken endelig ved at være forpligtet på apostlenes tro og lære og ved at udbrede det evangelium, som den apostolske generation lagde til grund ved dens opbygning. Denne firfoldige definition stammer fra den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, vedtaget på koncilet i Konstantinopel i 381.
Den således definerede kirke, med andre ord den sande kirke, er imidlertid usynlig, hvilket ikke indebærer, at den ikke kan erfares. For at kunne angive, hvor vi har at gøre med kirken, har man udviklet læren om kirkens kendetegn (notae ecclesiae), af hvilke fx Martin Luther nævner syv: forkyndelsen, dåben, nadveren, nøglemagten (dvs. skriftemål og bod), det kirkelige embede, bønnen og korset (dvs. forfølgelse).
Hvor et eller flere af disse tegn er til stede, findes helt sikkert Jesu Kristi kirke, selvom man aldrig kan afgøre, hvem der tilhører den.
Kategorier af kirker
Blandt de mange kirkesamfund og konfessioner, som kan følges gennem kirkehistorien, kan man skelne mellem forskellige kirketyper:
1) Ifølge biskop Cyprian af Karthago (d. 258) er der kun én kirke, og uden for den er der ikke frelse. Optagelse sker ved dåb, selv hvis den troende andetsteds skulle have modtaget dåben; denne anses nemlig slet ikke for at være dåb, da den er meddelt uden for den ene, sande kirke (jf. kætterdåbsstriden). Til denne kirketype hører fx de østlige ortodokse kirker samt klassisk baptisme.
2) Den romersk-katolske kirke er forskellig herfra ved at hævde, at det i virkeligheden er Kristus selv, der døber, og at enhver vanddåb i den treenige Guds navn derfor er ret dåb, der i tilfælde af konversion ikke skal gentages, selvom den i læremæssigt afvigende kirkesamfund endnu ikke har været virksom. Dette indebærer anerkendelse af sand tro uden for romerkirken, der imidlertid senest på 2. Vatikankoncil har hævdet, at Jesu Kristi ene sande kirke grundlæggende er virkeliggjort i den romersk-katolske pavekirke, i forhold til hvilken alle andre kirkesamfund mangler noget afgørende i at være kirke i fuld betydning.
3) Reformationen (især den lutherske) understregede kirken som de troendes forsamling, hvor ordet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes ret. Det institutionelle træder i baggrunden uden helt at opgives, og vægten ligger på en forståelse af kirken som begivenhed.
En katolicerende udformning af reformatorisk kirkelære (ekklesiologi) foreligger i anglikanismen, der understreger bispeembedet som nødvendigt for kirken. (Se også kirkeligt embede).
Fanefjord Kirke. Kalkmaleri fra Elmelundeværkstedet.
4) Modsat opfatter den pietistiske tradition kristendom som hjertets religion og i overensstemmelse hermed kirken som forsamlingen af alle sande troende fra alle kirkesamfund, frikirker og vækkelsesbevægelser.
Kirkens enhed
Kirkens enhed er en kristen forestilling med rod i NT (Ef. 4,5-6; Joh. 17,21). Kirken er ét i Kristus, og til trods for al sin splittelse skal den igen blive ét ved de sidste tiders komme. Enheden er givet på forhånd og skal ikke etableres af mennesker.
Alligevel har kirkens enhed historisk set ofte været forstået som et menneskeligt opdrag: Fordi kirken allerede er ét, skal den også "blive" det.
Dette kan ses som den moderne økumeniske bevægelses program, der imidlertid ikke indholdsbestemmer den enhed, der søges. Der findes forskellige enhedsmodeller, der tolker kirkens enhed som et fællesskab af kirker, forkyndelses- og nadverfællesskab, organisk enhed (dvs. kirkefusion), føderalisme, forsonet forskellighed osv.
Mange steder har disse bestræbelser ført til regulære kirkeunioner, fx i Indien.
Kirkearkitektur
Den typiske placering af bygningsdelene i en dansk landsbykirke.
Kirkearkitektur beskæftiger sig med udformningen af de fysiske rammer om den kristne gudstjeneste, idet den forholder sig til såvel liturgiske, praktiske og repræsentative krav som en rig symbolverden. I det samlede billede indgår endvidere både lokale traditioner og generelle teknologiske og stilmæssige forløb.
Bygningstyper
Kirkebygningen er udviklet af tidligkristne kultbygninger som baptisterier, martyrier, oratorier etc. og består grundlæggende af to dele. Koret (eller presbyteriet), som oprindelig var forbeholdt præsteskabet, rummer kultens centrum: alter- eller nadverbordet med dets relikviegemme. Dette parti er med få undtagelser orienteret mod øst og ofte fremhævet med en eller flere apsider. Kirkens anden del bærer den symbolske betegnelse skibet i henhold til tanken om den kirkelige institution som menneskenes fartøj på færden over verdens bølger. Skibet er menighedens plads, og det var oprindelig indrettet som ramme om de kirkelige handlinger, der involverer denne, fx barnedåben.
Bagsværd Kirke er tegnet af arkitekten Jørn Utzon og indviet i 1976.
Kirkebygningens form kan følge en af to hovedtyper, lang(hus)kirken eller centralkirken. Tilføjelsen af flere funktioner kan give sig udtryk i form af bygningsafsnit som krypt, forhal (narthex), våbenhus(e), sakristi, side- og tværskib(e), kapel(ler) og tårn(e); dåbskapel (baptisterium) og klokketårn (kampanile) kan også være fritstående bygninger. Den rektangulære langhuskirke var op til 1900-tallet den mest fremherskende kirketype. Den muliggør en klar adskillelse af kor og skib og frembyder en fuldendt ramme om processioner op til det allerhelligste. Langskibet kan være opdelt i et midterskib og to eller flere sideskibe; er midterskibet højere end sideskibene, taler man om en basilika, er de af omtrent samme højde, kaldes det en hallekirke.
Centralkirken, der er bygget over en geometrisk form med et klart markeret centrum, repræsenterer en verden, hvor alt udgår fra ét og samme punkt, og den er derfor ideel til kirker, hvor én funktion dominerer, fx dåbs- og gravkirker, eller hvor der ønskes en pointering af fællesskabet mellem kirkens to dele som fx inden for nyere kirkearkitektur. Ønsket om at kunne lede en forsamling af pilgrimme rundt om et søgt mål som fx en helgengrav har endelig ført til kombinationer af langhus- og centralkirken, hvor skibet er et rummeligt langhus, mens koret er centraliseret, således Peterskirken i Rom med den mægtige kuppel over koret med Sankt Peters grav.
Symbolik
Rundkirke. Østerlars Kirke, set fra sydøst. 2010.
Kirkebygninger rummer megen symbolik. Planen af en langhuskirke med et tværskib udgør et latinsk kors, billedet på Jesu korsfæstede legeme, mens centralkirken kan være opført over et græsk kors eller over evighedstegnet, cirklen, som en rundkirke. Kompositionen af indgangspartierne, både til selve kirken og fra skib til kor, hentyder til de triumfbuer, der blev stillet op på sejrrige romerske feltherrers indtogsvej.
Praktiske og symbolske hensyn kan kombineres. Således kan de murede, brandhæmmende hvælvinger, der i de fleste stenkirker har erstattet de flade trælofter, også symbolisere himlens hvælv. Tårne kan bære klokker, være oplags- eller udkigsplads eller have tilflugts- og forsvarsfunktioner, men var oprindelig først og fremmest markeringer af vigtige bygningsdele som et vestparti med stormandssæde eller -galleri, eller et kor med et vigtigt relikvie. Flere tårne på samme kirke, fx Vor Frue Kirke i Kalundborg, kan rumme associationer til Guds himmelborg.
Bygningshistorie
Både i Norden, hvor de ældste bevarede kirker stammer fra 1000-tallet, og i det øvrige Vesteuropa er de fleste kirker direkte efterkommere af de oldkristne basilikaer i Rom og Mellemøsten fra 300-tallet Byggematerialet har som regel været natur- eller teglsten med de norske stavkirker af træ blandt undtagelserne.
De tidligste danske kirker af træ er ikke bevaret. Den typiske romanske landsbykirke af kampe- eller kvadersten havde skib med indgange i syd og nord (hhv. mands- og kvindesiden), faste bænke omkring en døbefont på en høj sokkel og triumfvæg med en triumfbue flankeret af sidealtre som markering af overgangen til det lidt smallere kor; rummene var dækket af flade trælofter. Større kirker kunne have sideskibe og krypt under koret, der kunne være omkranset af kapeller.
Kapellet Notre-Dame-du-Haut nord for Ronchamp er skabt af Le Corbusier.
I gotisk tid kom der ud over hvælvingerne en del tilbygninger til, bl.a. tårn, sakristi og våbenhus; mange kor blev ombygget til langhuskor i forlængelse af skibet, og i de større kirker fik koret processionsomgang (ambulatorium) i fortsættelse af sideskibene. Vinduesarealerne blev forøget, og vægpartierne indskrænket, også indvendig. En hidtil ukendt rumlig kontinuitet kunne opnås i tidens hallekirker, brugt af bl.a. birgittinerne.
Rumligheden blev fortsat vægtet højt efter Reformationen i 1500-tallet, idet tendensen på dette tidspunkt blev kombineret med bestræbelserne for at udforme en særlig protestantisk, dvs. prædikencentreret kirketype, og de antikke templer og basilikaer blev atter inddraget som inspirationskilde. De fik omkring 1800 en så stor gennemslagskraft, at nyklassicistiske kirker blev den arkitektonisk mest markante gruppe frem til sidste halvdel af 1900-tallet Med Le Corbusiers Notre-Dame-du-Haut (1950-54) ved Ronchamp i Frankrig som den berømte forløber blev der sat skred i et kirkebyggeri, hvor kirkeprægede pejlemærker som murmassiver og tårne er de eneste fællesnævnere i en rigt varieret, skulpturelt udtryksfuld bygningskunst. Et hovedværk i moderne dansk kirkearkitektur er Bagsværd Kirke nord for København, opført 1976 af Jørn Utzon.
Kirke. Bagsværd Kirke ved København er tegnet af arkitekten Jørn Utzon og indviet i 1976. Hans datter Lin Utzon har udført det hvide kirkerums tekstiler, der varierer et kransmotiv. Her ses prædikestolens og alterbordets forhæng samt kirkerummets brede løber.
Se også romansk kunst, gotik og andre stilepoker samt kloster og arkitekturafsnit under de enkelte lande.
Kirkelige tekstiler
Kirkerummets tekstiler har en lang tradition. De består af tekstiler, som dels anvendes til udsmykning af kirkerummet, dels til brug ved nadveren. I Norden har broderede antependier (alterbordsforhæng) været anvendt siden middelalderen. Fra slutningen af 1900-tallet lægges der stor kunstnerisk idérigdom og talent såvel i fremstilling af antependier, kortæpper og prædikestolsantependier som i fremstilling af messehagler og stolaer.
Alterduge og servietter til at dække nadverdisk og vinkalk fremstilles traditionelt i linned. I den romersk-katolske kirke og i de ortodokse kirker har man mange specielle tekstiler til anvendelse under gudstjenesten.
For klæder båret af kirkens tjenstgørende under gudstjenesten, paramenter, se liturgiske klæder og præstedragt.