: kommune i Vejle amt, nu Region Syddanmark; 56.729 indb.1985. 57.583 (2013)
Byer med mere end
500 indb.: Kolding (41.770), Bramdrupdam (4.711), Vonsild (1.819), Sønder Bjert
(1.671), Almind (1.039), Nørre Bjert (618), Sønder Stenderup (576).
Postnr.: 6000 Kolding
Kolding by:
Sandsynligvis grundlagt sidst i 1100-tallet. N for bycentret slotsruinen Koldinghus. Enkelte
bindingsværksbygninger fra 1500-tallet, Skt. Nikolaj Kirke fra 1200-tallet;
geografisk have og rosenhave. Kunstmuseet Trapholt. Gymnasier, seminarier,
købmandsskole med handelshøjskole, kunsthåndværkerskole, grundlagt 1966,
teater. Trafikknudepunkt; 7 m dyb havn. Vigtig handelsby. Kolding
Eksportmarked, landets største transithavn for kreaturer. Koldings ældste
kendte rettigheder fra 1321.
Kolding er en fjordby og købstad i Sydjylland og er med sine
57.583 indbyggere (2013) Danmarks 7. største by. Kolding er i dag hovedby i Kolding
Kommune og hører under Region Syddanmark.
Byen er sandsynligvis opstået i sidste halvdel af 1100-tallet.
I middelalderen blev byen ramt af flere krige og pest, hvilket bevirkede en
tilbagegang i indbyggertal og handel, men siden slutningen af 1800-tallet har
byen gennemgående haft fremgang og er i dag en driftig handels- og erhvervsby i
Trekantområdet.
Pga. byens centrale placering i Danmark har handel og
eksport gennem tiderne været betydende for byens udvikling og Kolding Å var i
mange år toldgrænsen mellem Kongeriget og hertugdømmerne sydpå. Denne handel er
først foregået via landevej og skib, og senere også via jernbanen.
Nord for Kolding Å ligger Slotsbanken med byens vartegn,
kongeslottet Koldinghus, der blev bygget som kongerigets beskyttelse af den
sydlige grænse. De kongeliges ophold på slottet, har været betydende for byen,
da det kastede glans over byen og gav arbejde til indbyggerne. De mest
betydende kongelige var nok Christian 3. og hans hustru Dronning Dorothea i 1500-tallet,
Christian 4. i starten af 1600-tallet og Frederik 4. i starten af 1700-tallet.
Selve landskabet er opstået og formet i slutningen af den
sidste istid også kaldet Weichsel-istiden. I denne periode har området været
fuldstændig dækket af is flere gange, og isen, gletsjere og smeltevand, har
skabt Koldings landskabsmæssige kendetegn, som tunneldale, fjord og søer, samt Kolding
Å, der snor sig gennem Kolding og oplandet.
Centrum og byens ældste del ligger i bunden af en
øst-vestlig dal og byen breder sig op ad dalens sider og videre ud i
landskabet. Byens udvikling har betydet at forstæderne, Vonsild, Tved, Bramdrupdam,
Seest, Strandhuse og Harte er blevet en del af byen.
.......................................................................................................................