Kuwait, hvis store olieforekomster gør landet til
et af verdens rigeste, er på størrelse med Jylland.
[ku'wεit, dansk: ku'vait]: emirat på
Arabiske Halvø. Kuwait er fladt ørkenland som har varmt og tørt klima. Ca. 50%
af befolkningen er udlændinge, der pga. olieudvindingen er indvandret, især fra
de omkringliggende arabisk stater.
Kuwait: emirat; britisk protektorat til 1961. 17.818
km2. Hovedstad Kuwait, 60.500 indb.1980.
• Befolkning: 206.000 1957; 738.000 1970; 1,7 mio
1985; heraf 40% kuwaiter, desuden arabere, indere, pakistanere og iranere.
• Religion: islam.
• Sprog: arabisk.
• Vigtigste eksportvare (i pct. af samlede eksport
1982): olie 83,5. Vigtigste handelspartnere Japan og Vesteuropa. BNP pr. indb. 1983
$ 18.180 (DK $11.490).
• Møntfod: dinar a 10 dirhams = 1000 fils.
• ØKONOMI OG ERHVERV. Økonomien er ensidigt
baseret på ekstremt rige olie- og gasforekomster, der udvindes og markedsføres
af det, fra 1975, statsejede Kuwait Petroleum Gas and Energy Co., der står for
90% af produktionen. Kuwait har et af verdens største BNP/indb. og i de senere
år er en del af olieindtægterne anvendt til at omskabe Kuwait til et moderne
velfærdssamfund med fx gratis undervisning, lægebehandling og praktisk taget
fuld skattefrihed, samt til betydelige investeringer i Vesteuropa, USA og
Japan. Indtægterne er dog ulige fordelt, idet kun den hjemmefødte del af
befolkningen får del i goderne, selvom den øvrige del af befolkningen, der
stammer fra mere end 100 nationer, udgør ca. 75% af arbejdsstyrken. Landbruget
bidrager med 0,4% 1983 af BNP; der dyrkes udelukkende grønsager. Bortset fra
olieindustrien findes skibsbygning, fiskeindustri (især rejefiskeri som er i
kraftig udvikling), fødevareproduktion og petrokemisk industri.
• HISTORIE. Sheikdømmet Kuwait indgik 1899
protektoratsaftale med Storbritannien. 1914 anerkendtes Kuwait som selvstændig
stat under britisk protektion. 1961 opnåedes fuld selvstændighed; Iraks krav på
området afvistes ved britisk militær indgriben; forsvarsaftalen med
Storbritannien 1961 om britisk militærhjælp på Kuwaits anmodning blev opsagt
1968 med virkning fra 1971. Kuwait deltog på arabisk side i 3. Mellemøstlige
Krig, forkastede Camp David-aftalen og den egyptisk-israelske fredsaftale 1979.
Kuwait der frygter iransk dominans i Persiske Bugt støttede Irak i krigen
Iran-Irak. 1990 angreb og annekterede Irak Kuwait. En FN-styrke under
amerikansk ledelse og med arabisk deltagelse slog 1991 irakerne tilbage
(Golfkrigen). Ved den irakiske tilbagetrækning udsattes Kuwait for massiv
ødelæggelse, bl.a. blev landets oliekilder sat i brand. Som den første af
staterne ved Persiske Bugt vedtog Kuwait 1982 en lov om (begrænset) abort; men samme
år forkastedes et lovforslag om stemmeret til kvinder.
........................................................................................................................