Latinamerika: fællesbetegnelse for det spansk og portugisisk-talende
Amerika, dvs. Syd- og Mellemamerika, Mexico samt dele af Vestindien. Vedr. geogræsk
beskrivelse se Sydamerika.
• Indianske højkulturer. Omkring 1500 fødtKr.
skabtes i Mexico og Mellemamerika en række kulturer som dannede grundlaget for
de senere indianske højkulturer. hvoraf den første, La Venta-kulturen,
udvikledes 800-400 fødtKr. Ca. 300 e.Kr. indledtes i Mexico den klassiske periode
med Teotihuacán-kulturen, toltekerne og aztekerne som de mest fremtrædende. På
Yucatán-halvøen skabtes maya-kulturen. Omkring Peru udvikledes fra sidste
halvdel af 1. årtusind e. Kr. lignende høj kulturer: Tiahuanaco-kulturen, Chimu
og Inkariget.
• Spanske og portugisiske kolonisation. Columbus'
opdagelse 1492 af Bahamaøerne, Cuba og Hispaniola dannede optakten til den sp.
kolonisation af L; siden fulgte Cortes', Pizarros og de Almagros erobringer.
Nedkæmpelsen af de indianske høj kulturer og erobringerne fortsattes indtil de
spanske besiddelser o. 1500 havde fået det omfang som de beholdt til 1800-tallet.
Spansk Amerika var i princippet ligestillet med andre riger under spansk trone;
der opbyggedes et stærkt centralstyre, udgående fra Sevilla og Det indiske Råd,
oprettet 1524 i Madrid. Den portugisiske kolonisation indledtes med Cabrals
ankomst 1500 til nuværende Brasilien; det portugisiske herredømme indskrænkedes
til kyststrækningerne, først fra begyndelsen af 1700-tallet trængte
portugiserne længere ind i landet. Styret af Portugisisk Amerika forblev gennem
hele kolonisationsperioden mindre effektivt end i de spanske besiddelser.
• Administration og udbytning. Udnyttelsen af
landets naturrigdomme, i første række ædelmetaller, skete i begyndelsen ved
plyndring af og tuskhandel med indianerne; men efterhånden opbyggedes en
minedrift og landbrug indførtes, først til lokalt forbrug, siden også for
eksport, hvor sukkerdyrkningen var vigtigst. For at udnytte den hertil
nødvendige indianske arbejdskraft indførtes i 1500-tallet encomienda-systemet,
hvorved der skabtes grundlag for dannelsen af storgodser, latifundier, og en
udbygning af landbruget, især i 1700-tallet. Det øgede behov for arbejdskraft,
pga. indianernes uegnethed til arbejdet i minerne og plantagerne og den ændrede
holdning til indianerne, medførte at tilførslen af afrikanske slaver blev en
nødvendig forudsætning for driften af sølvminerne og plantagerne; slaveimporten
skete oprindelig på kgl. licens, siden ved monopol til enkeltpersoner eller
kompagnier. Fra 1600-tallet gjorde andre europæiske stormagter sig gældende i Latinamerika,
således Frankrig, Nederland og England, men deres kolonier blev dog af mindre
målestok end de portugisiske og spanske; disses økonomiske afhængighed af
moderlandet vedvarede til slutningen af 1700-tallet. Se imperialisme.
• Uafhængighedskampene. Napoleonskrigene blev den
umiddelbare anledning til Latinamerikas løsrivelse. Uenighed mellem grupper der
ønskede fortsat tilknytning til Spanien under forudsætning af liberale reformer
og grupper der ønskede fuldstændig løsrivelse gav i uafhængighedskampens første
fase Spanien mulighed for genoprettelse af herredømmet i Latinamerika bortset
fra Argentina. Uafhængighedskampens anden fase indledtes 1819 under ledelse af
Simón Bolivar, og 1821 var hele Spansk Amerika bortset fra Cuba og Puerto Rico
uafhængigt. Brasiliens løsrivelse fra Portugal forløb fredeligt med oprettelsen
af kejserdømmet Brasilien 1822. Efter oprettelse og opløsning af forskellige
statsgrupperinger, fx Stor-Colombia 1819-30, og Mellemamerikanske Føderation
1823-38, var Latinamerikas nuværende mønster af stater i store træk dannet
inden udløbet af 1830erne. USA sikrede sig ved krige store dele af Mexico samt
Puerto Rico; endvidere fik USA betydelig indflydelse i Cuba og Panama. Indtil
slutningen af 1920erne intervenerede USA ved politiske kriser i flere mellem-amerikanske
og vestindiske stater.
• Godsejere, kirke og militær. I de fleste af Latinamerikas
stater blev godsejerne den politisk og socialt dominerende gruppe, støttet af
militæret og kirken; efterhånden opstod voksende modstand fra handels- og
industrifolk i byerne, støttet af den fremvoksende fagbevægelse. Verdenskrisen
1930 medførte politisk uro der ofte førte til militærkup. Efter 2. verdenskrig
vekslede kupregimer og konstitutionelle regimer; kun i få af Latinamerikas
stater gennemførtes reformer for at imødegå en voksende bybefolknings økononomiske
og sociale krav, bl.a. i Bolivia i en kortere periode og på Cuba efter Fidel
Castros magtovertagelse 1959. I slutningen af 1940erne blev det kommunistiske
parti forbudt i de fleste af Latinamerikas stater og afløstes af social
revolutionære grupper der ved guerillaaktivitet især søgte at rejse
landbefolkningen.
• USA og Latinamerika. Parallelt hermed fik USA
stigende indflydelse i Latinamerika og blev bl.a. dominerende i det i 1948
oprettede QAS. USA's intervention i Guatemala, Cuba og Dominikanske Republik
førte til krise i forholdet mellem USA og Latinamerika. USA's dominerende
stilling i Latinamerika fortsatte dog frem til 1977, hvor USA på baggrund af
krænkelser af menneske rettighederne standsede militær og økonomisk hjælp til
nogle lande, hvilket affødte adskillige landes afvisning af militær hjælp fra
USA. Statsomvæltningen i Nicaragua 1979 har imidlertid skærpet USA's
bestræbelser på at kontrollere den politiske udvikling i Mellemamerika. Fra
slutningen af 1960erne er der sket forsøg på at udbygge forbindelserne til de europæiske
stater og til Østblok-landene. Den politisk udvikling i Latinamerika har i
1960erne og 1970erne været præget af statskup hvorved størsteparten af Latinamerikas
stater beherskes af militær-regimer, fx det parlamentarisk valgte,
socialistiske Allende-styres fald i Chile 1973 og peronismens nederlag i
Argentina 1976. Den politiske udvikling i Argentina, Haiti og Nicaragua i
1980erne kan dog tolkes som større gennemslagskraft for venstre-oppositionelle
grupper.
........................................................................................................................