Le'sotho: kongedømme i sydlige Afrika. Lesotho er helt omsluttet
af Sydafrikanske Republik, og ligger på et bjergplateau, bortset fra et smalt
forland i vest hvor størstedelen af befolkningen er bosat; overbefolkning
tvinger dog mange til at flytte op i bjergene eller tage arbejde i Sydafrikanske
Republik, især i minerne. I 1985 var 100.000 fra Lesotho beskæftiget i
nabolandet. Der findes ikke skov i Lesotho; landet dækkes af græssteppe der
visse steder går over i busksteppe. Pga. den høje beliggenhed har Lesotho tørt,
og i forhold til breddegraden et køligt klima.
Lesotho: kongedømme; britisk koloni til 1966. 30.355 km². Hovedstad Maseru, 75.000
indb.1981.
• Befolkning: 969.000,1966; 1,2 mio 1976; 1,5 mio 1984,
størsteparten tilhører sothostammen.
• Religion: kristendom 80%.
• Sprog: sesotho og engelsk.
• Vigtigste eksportvarer (i pct. af samlede eksport 1979):
uld og mohair 20,3; diamanter 56,0.
• Vigtigste handelspartner Sydafrikanske Republik.
• BNP pr. indb.1983 $ 470 (DK $ 11.490).
• Møntfod:
loti (maloti) a 100 cents.
Lesotho, der er på størrelse med Jylland, er pga. sin
beliggenhed både økonomisk og politisk afhængig af Sydafrikanske Republik.
• ØKONOMI OG ERHVERV. Landbrug er altdominerende og
beskæftiger 85% 1982 af befolkningen. Dyrkning af majs, bønner, hvede og hirse
i vest; resten af Lesotho ligger hen som græsningsarealer med hornkvæg, får og
geder, der har stor betydning for eksporten. Af mineraler findes kun diamanter,
men brydningen har været standset siden 1982. Ingen væsentlig industri. Landet
er økonomisk helt afhængigt af Sydafrikanske Republik.
• HISTORIE OG POLITIK. (Historie før 1965: se Afrika,
historie). Lesotho fik indre selvstyre 1965 og blev selvstændigt 1966 som
konstitutionelt monarki inden for Commonwealth. Flertal i parlamentet havde
siden 1965 Det Nationale Parti under ledelse af premierminister Leabua
Jonathan. Da Det Panafrikanske Kongresparti i 1970 vandt valget, satte Leabua
Jonathan forfatningen ud af kraft, annullerede valget og fængslede
oppositionen. 1973 genindførtes parlamentarisk styre. På trods af sin politisk
og økonomiske afhængighed af Sydafrikanske Republik knyttede Lesotho i
begyndelsen af 1980erne nære forbindelser med socialistiske lande som fx
Nordkorea, Cuba, Mocambique og Kina. Efter en syd-afrikansk økonomisk blokade
væltedes Jonathan ved et kup 1986 ledet af en Sydafrika-venlig general, som
udviste de syd-afrikansk flygtninge, som opholdt sig i Lesotho.
........................................................................................................................