Det bjergrige lands
beliggenhed og større byer.
Libanon: republik i Mellemøsten. Gennem Libanon løber to
parallelle nord-sydgående bjergkæder, Libanon og Antilibanon; dalen mellem
bjergkæderne er en fortsættelse af lordandalens gravsænkning. Subtropisk klima
med vinterregn ved kysten; nedbøren aftager mod øst.
Libanon: republik; selvstændig stat fra 1941, 10.452 km².
Hovedstad Beirut, 702.000 indb. 1980.
• Befolkning: 1,4 mio 1960; 2,1 mio 1970; 3,5 mio 1984.
• Religion: islam 57%, kristendom 43%.
• Sprog: arabisk.
• Vigtigste eksportvarer (i pct. af samlede eksport 1983):
smykkesten 11,0; frugt og grønt 27,3.
• Vigtigste handelspartnere: Saudi-Arabien, Frankrig og
Italien.
• BNP pr. indb.1978 $1.070 (DK $ 9.920).
• Møntfod: libanesisk pund a 100 piastre.
• ØKONOMI OG ERHVERV. Libanon spiller som finanscentrum og
frit valutamarked en tilsvarende rolle som Schweiz; ca. 1/3 af handelen er
transithandel. Før borgerkrigen var Beirut det vigtigste handels- og
finanscenter i Mellemøsten. Hovedparten af befolkningen er beskæftiget i
serviceerhvervene. Landet har store økonomiske problemer pga. krigens ødelæggelser;
betydelig arbejdsløshed.
• Landbrug. Landbrugsarealet udgør 30% af Libanons areal; en
stor del kunstvandes. Der dyrkes oliven, druer, citrusfrugter, tobak, hvede og
kartofler. Stort husdyrhold.
• Minedrift og industri. Libanon er fattigt på mineraler;
der brydes en smule jernmalm. Olieeftersøgning har ikke givet resultat.
Industrien forsøges genopbygget, med tekstil- og fødevareindustri som de
vigtigste.
• HISTORIE OG POLITIK. Libanon blev 1920 del af fransk mandatområde
sammen med Syrien, men udskiltes samme år. I mellemkrigsårene stærk
uafhængighedsbevægelse; 1941 under britisk-fransk besættelse proklameredes Libanon
som selvstændig republik; uafhængigheden anerkendtes 1944 af Frankrig.
Udviklingen efter 2. verdenskrig har været præget af stærke indre politiske og
religiøse modsætninger, hvis hovedproblem er tillidskrisen mellem den kristne
og islamiske befolkning. Følgen har været kupforsøg, strejker, hyppige
regeringskriser samt borgerkrige 1958 og næsten uafbrudt fra 1975; denne sidste
skyldes skærpelse af konflikten mellem muslimer og kristne. De kristne, i almindelighed
mere velhavende end muslimerne, tilhører den politisk højrefløj, mens
muslimerne overvejende er af socialistisk observans. De palæstinensiske
befrielsesbevægelser har brugt Libanon som base for militær-aktioner mod
Israel. Trods den i 1976 vedtagne fredsplan for Libanon, vedtaget på et arabisk
topmøde samme år, kom det dog siden til heftige sammenstød mellem
palæstinensere og libanesiske højrefolk. Syriske tropper blev som led i
våbenhvileaftalen suppleret af styrker fra Arabiske Ligas medlemslande.
Sammenstød ved israelske-syriske grænse 1978 førte til indsættelse af
FN-tropper i Libanon. Kristne militser der bekæmpede såvel de syriske som de
palæstinensiske styrker havde fra 1979 kontrol over et område i S-Libanon, i
væsentlig grad støttet af Israel; samme år erklæredes området af de kristne for
en uafhængig, fri, libanesisk stat. Det kom 1980-81 til hyppige israelske
angreb i Libanon, især på PLÆ.støttepunkter; endvidere i begyndelsen af 1981
syrisk-libanesiske sammenstød nær områder i centrale Libanon der domineredes af
kristne libanesiske højre-falangister. Med det formål at knække PLO trængte
israelske tropper 1982 ind i Libanon frem til Beirut; byens vestlige del, hvor PLO's
hovedkvarter befandt sig, blev systematisk ødelagt. Det kom samme år, efter
amerikansk mægling, til en fredsaftale der indebar israelsk tilbagetrækning fra
Beirut; 1983 trak Israel sig tilbage til sydlige Libanon. Kristne falangisters
massakre 1982 i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Chatila, med
israelske hærledelses vidende, vakte international harme. Drusernes syrisk
støttede angreb på Beirut 1983 førte til fornyelse af borgerkrigen. Skønt
Israel frem til 1985 trak sine tropper tilbage fra Libanon, fortsatte
borgerkrigen. Kristne falangister, drusere, shia- og sunnimuslimske grupper
bekæmpede hinanden og den kristent-dominerede regering. Syrien havde tropper
stationeret i det meste af Libanon og insisterede på at fastholde indflydelse.
1989 indgik libanesiske parlamentarikere bl.a. under pres fra Arabiske Liga en
aftale om politisk reform, som 1990 førte til dannelsen af den anden republik,
som i lighed med den første bygger på en deling af magten mellem muslimske,
drusiske og kristne grupper. 1991 indgik Libanon en ikke-angrebsaftale med
Syrien.
........................................................................................................................