: republik i Nordafrika. Størstedelen af Libyens areal
indgår i Sahara, der flere steder når næsten helt ud til kysten. Langs kysten
ligger en række langstrakte, frugtbare oaser, ellers er landet mest dækket af
busksteppe, der mod syd går over i vegetationsløs ørken. Subtropisk til tropisk
klima. Størstedelen af befolkningen bor i
kystområderne; ca. 15% af befolkningen er nomader.
Libyen: republik; 1.759.540 km².
Hovedstad Tarabulus, 980.000 indb. 1981.
• Befolkning: 1,5 mio 1964; 2,3 mio 1973; 3,4 mio 1985, især
arabere og berbere.
• Religion: islam.
• Sprog: arabisk (off.).
• Vigtigste eksportvare (i pct. af samlede eksport 1981):
olie 99,7.
• Vigtigste handelspartnere Vesteuropa og USA.
• BNP pr. indb. 1983 $ 7.500 (DK $11.490).
• Møntfod: dinar a 1000 dirhams.
• ØKONOMI OG ERHVERV. Kun 1% af Libyens areal er permanent
opdyrket; i oaserne bliver en del af dette kunstvandet vha. brøndvanding.
Uden for oaserne dyrkes visse steder hårdføre arter af byg
og hvede, men ellers ligger det meste af det bevoksede land hen til græsning.
Fødevareproduktionen dækker 66% (1983) af landets behov. Nomaderne har stort
husdyrhold af får, geder og kameler. Libyen har sammen med Nigeria Afrikas
største olieproduktion. Den begyndte i 1961 og udviklede sig gennem 1960erne. I
1969 havde 41 udenlandske selskaber fået olieeftersøgningskoncessioner. Al
olieproduktion nationaliseredes i 1973. Ud over olie findes også store mængder
naturgas, der i stigende grad eksporteres i specialskibe til bl.a. Italien og
Spanien. Der er opdaget store uranforekomster. Med sovjetisk bistand er Libyens
første atomkraftværk under opbygning. Industrien er uudviklet.
• HISTORIE OG POLITIK. (Historie før 1951: se Afrika,
historie). L blev selvstændigt 1951 med emiren Idris I som konge. Landets
feudale sociale struktur sikrede kongen enevældig magt. Efter oliefund
Libyen. Landets beliggenhed, største byer og befolkningens
fordeling. Landet er 41 gange større end Danmark men har kun ca. halvt så mange
indbyggere.
1957 ophævedes baseaftaler med USA og Storbritannien 1964.
1969 afsattes kongen af en gruppe panarabiske officerer under ledelse af Moamer
al Khadafi. Han indledte en islamisering af Libyen og nationaliserede 1974
olieindustrien. 1973 indledtes en kulturrevolution der skulle fjerne alle
udenlandske ideologier. Libyen antog herefter en mere aktiv rolle i den arabiske
verden. Planer om union med Egypten strandede dog 1973, og forholdet til
Egypten har herefter været spændt. Planer om union med Tunesien 1974 gennemførtes
heller ikke og også til Tunesien blev forholdet spændt. Skønt Libyen har
fortsat sin støtte til den arabiske sag og fordømt Camp David-aftalen, har
landet i stigende omfang involveret sig i afrikanske forhold, og støttede bl.a.
uden held, Idi Amin i Uganda. I krigen mellem Iran og Irak støttede Libyen Iran
hvilket førte til brud med både Irak og Saudi-Arabien. 1980 intervenerede Libyen
i borgerkrigen i Tchad med henblik på at sikre sig adgang til de formodede
uranreserver i det nordlige Tchad. 1987 tilføjedes Libyen et afgørende nederlag
af de tchadiske regeringsstyrker. I løbet af 1980erne anklagedes Libyen i
stigende grad af USA og andre vestlige regeringer for at stå bag den internationale
terrorisme. Spændinger i forhold til USA kulminerede 1986 i et amerikansk
bombeangreb på Tarabulus og en anden libysk havneby. Det amerikanske angreb
betød øget tilslutning til Khadafi, som ellers havde været under pres fra
forskellige oppositionsgrupper pga. den økonomiske afmatning i kølvandet på
olieprisfaldet.
........................................................................................................................