Ombudsmand: ifølge lov af 11.6.1954 med senere ændringer om Folketingets
ombudsmand en af Folketinget valgt juridisk sagkyndig, uafhængig person som
påser statens civile og militære forvaltning samt kommunernes forvaltning. Ombudsmanden
kan tage administrative afgørelser m.m. op til prøvelse efter klage fra
navngivne borgere, organisationer o.l. og kan af egen drift tage en sag op til
undersøgelse. Ombudsmanden må ikke være medlem af Folketinget.
Efter hvert folketingsvalg vælger Folketinget en Ombudsmand.
Ombudsmandens opgave er at kontrollere statslige og kommunale myndigheder og
andre offentlige myndigheder, der har ret til at træffe afgørelser om borgerne.
Borgerne kan gå til Folketingets Ombudsmand med en sag, de ønsker undersøgt, og
Folketingets Ombudsmand kan også selv tage sager op. Ombudsmanden arbejder uafhængigt
af Folketinget.
Ombudsmand, embedsmand, der kontrollerer, at den offentlige forvaltning efterlever gældende ret, se Folketingets Ombudsmand. Betegnelsen bruges også om Forbrugerombudsmanden, Den Europæiske Ombudsmand og rigsombudsmændene på Færøerne og i Grønland. Se også ombudsman.
I middelalderen var en ombudsmand en embedsmand, der varetog kongemagtens interesser i et eller flere herreder, idet han bl.a. bestyrede krongodset, indkrævede skatter og inddrev de bøder, der tilfaldt kongen i straffesager. Fra slutningen af 1200-tallet fik ombudsmanden også militære funktioner. I løbet af middelalderen anvendtes ved siden af ordet ombudsmand betegnelser som foged, høvedsmand og fra 1400-tallet lensmand. Ombudsmænd anvendtes også i et vist omfang i biskoppernes lokalforvaltning.
Ombudsmanden driver også Børnekontoret, hvortil børn kan
klage over offentlige myndigheders afgørelser – eller voksne kan klage på et
barns vegne. Børnekontoret besøger også institutioner for anbragte m.v.