Oplysningstiden: periode i Europas kultur-historiske i 1700-tallet. Oplysningstidens
tænkere kendetegnedes af en optimistisk tro på den menneskelige fornuft, en
ubegrænset tillid til de menneskelige evners formåen og en fast overbevisning
om det nødvendige i at skabe oplysning, dvs. søge nedarvede anskuelser taget op
til overvejelse og revision i lys af de vældige videnskabs opdagelser i 1600-tallet.
Ved at afvise politisk og religiøs autoritetstro, bekæmpe metafysik, anvende
natur-videnskabs betragtningsmåde på menneske og samfund og gøre lighedstanken
gældende for forholdet mellem mennesker søgte man at bane vejen for en
udvikling mod større frihed, tolerance og humanitet. Vigtige repræsentanter for
oplysningstiden er Newton, Locke, Hobbes og Hume i Storbritannien, Voltaire,
Rousseau, Montesquieu og Diderot i Frankrig, Leibniz, Lessing og Kant i
Tyskland og i Danmark bl.a. Struensee og Holberg.
........................................................................................................................