Palatinerhøjen (latin: Collis Palatium) er den
centrale af Roms syv høje og den ældste del af byen. Den er 40 meter høj og
grænser til både Forum Romanum, Circus Maximus og Colosseum. Højen er opkaldt
efter Pales, i romersk mytologi gudinde for fårehyrder, og videre er
"Palatin" det etymologiske ophav til ordet "palads".
Mytologi
Ifølge romersk mytologi var det på Palatinerhøjen,
Romulus og Remus blev fundet af ulvemoderen, som diede og opdrog dem. Ifølge
dette sagn fandt hyrden Faustulus spædbørnene, og opfostrede dem sammen med sin
kone, Acca Larentia. Da de blev ældre, var det her, Romulus valgte at bygge
Rom. I Æneiden beskriver Vergil Faustulus’og Euanders beskedne hytter. I fasti,
lister over det romerske års festdage, finder vi vestalia i juni, da Vestas
tempel med den hellige arne blev fejet, og affaldet smidt i Tiberen. Langt ned
i tiden bevarede Vesta-dyrkelsen spor af skikkene fra denne ældste tid -
offerdyrene blev slagtet med stenknive, og ilden tændt ved at gnide to
træstykker mod hinanden - og vestalinderne hentede opsamlet vand fra cisterner,
længe efter at akvadukter førte friskt vand ind til Palatin.
Klosteret San Bonaventura al Palatino øverst på
Palatinerhøjen.
Palatinerhøjen i kejsertiden.
Ældste tid
Rom har sit ophav på Palatinerhøjen, som af byens
syv høje er den bedst egnede til primitiv bosætning. Den ligger tæt ved Tiberen,
og med sit lange, flade højdedrag og sine bratte skråninger, er den godt
beskyttet mod fjender. Husene lå også for højt til at rammes af Tiberens
frygtede oversvømmelser, og luften var fri for malariamyg. Udgravninger har
påvist bebyggelse fra omkring år 1000 fødtKr. Den ældgamle vej ligger forbavsende
urørt, og snor sig frem til Casina Farnese.
Oprindeligt har Palatin bestået af to toppe, Germalus,
hvor man har fundet skår fra de ældste indbyggeres lerkar; og Palatium, hvor
man fandt spor af deres capanne (primitive hytter). I 1954 blev der afdækket en
brandgrav mellem Germalus og Palatium, der tyder på, at der oprindeligt ikke
var nogen samlet og fælles bebyggelse på højdedraget, men derimod to små,
adskilte hyrdesamfund. Fundet af en mur mellem Germalus og Palatium tyder på,
at disse to samfund til tider har haft et anstrengt forhold til hinanden.
I 1902 fandt Giacomo Boni en hel gravplads 5-6
meter under brolægningen på Forum Romanum, hvor grave fra senest 600 fødtKr
indeholdt ubrændte lig i sten- eller trækister, mens brandgrave med afdødes
aske i hytte-urner stammede fra omkring 800 fødtKr. Det tydede på, at det ældste
Rom havde ligget på Palatin, mens Forumdalen tjente som gravplads. Plinius den
Ældre omtaler navne på småbyer, der gik sammen om de ældgamle ofringer på Albanerbjergene,
blant andre beboerne af Velia, Palatins østlige skråning. Det kan tolkes, som
Velia har været et tredje, selvstændigt samfund på Palatinerhøjen.
Senere
historie
Mange rige romere i Den romerske republik (510
f.Kr. – omkring 44 fødtKr.) boede her. Ruinerne af paladser tilhørende Augustus (63
f.Kr. – 14 e.Kr.), Tiberius (42 fødtKr. – 37 e.Kr.) og Domitian (51 – 96) er
fortsat synlige. Augustus byggede også et tempel til Apollo her, ved siden af
sit hus.
Palatinerhøjen var stedet, hvor man i februar
fejrede lupercalia ("ulveløbet").
Øverst ligger klosteret San Bonaventura al
Palatino fra 1625, bygget over det tidligere vandreservoir for det kejserlige
palads. Her boede den kendte, danske maler Albert Küchler som munk, og fik
besøg af blandt andre kong Christian 9.