Det danske pas, udformet som de øvrige EU-landes pas, dog med det danske rigsvåben på forsiden, blev indført i 1985.
Pas, legitimationsdokument, der er udfærdiget af en offentlig myndighed til brug ved en persons rejse til udlandet. Pas indeholder bl.a. en beskrivelse og et foto af pasindehaveren, dennes underskrift og den udstedende myndigheds stempel.
I Danmark udsteder kommunerne pas til danske statsborgere, der opholder sig i landet; danske statsborgere, der opholder sig i udlandet, kan få udstedt pas hos danske diplomatiske og konsulære repræsentationer. Personer, der ikke er danske statsborgere, herunder flygtninge, kan i visse tilfælde få udstedt et dansk fremmedpas eller et dansk rejsedokument.
Ordet pas kommer via fransk fra italiensk passaporto, egentlig '(tilladelse til at) passere havnen'.
Børn skal have deres eget pas. For at få pas til en person under 18 år skal barnet selv eller sammen med en forælder henvende sig til paskontoret i et af kommunens borgerservicecentre. Forældremyndighedens indehaver skal give samtykke til, at der udstedes et pas til barnet. Hvis begge forældre har forældremyndigheden, skal de begge give samtykke. Pas til børn under 2 år er gyldigt i 2 år. Pas til børn mellem 2 år og 18 år er gyldigt i 5 år.
Nordiske statsborgere har siden 1955 kunnet rejse til og fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige uden at være i besiddelse af pas eller anden rejselegitimation. Danske pas har siden 1985 haft samme udformning som pas, der udstedes i andre EU-lande, men har det danske rigsvåben på omslaget.
Politiet kan dels nægte at udstede pas til en dansk statsborger, dels inddrage et udstedt pas, når der er grund til at tro, at personen vil rejse til udlandet for at undgå at blive idømt frihedsstraf eller for at undgå afsoning af straf. Politiets afgørelse om nægtelse eller inddragelse af pas kan kræves forelagt retten. Deponering af pas hos politiet kan efter Retsplejeloven § 765, stk. 2 anvendes som varetægtssurrogat, dvs. træde i stedet for varetægtsfængsling, men bestemmelsen anvendes sjældent i praksis. Se også visum.
Historie
Pas og lignende rejsedokumenter har i århundreder været anvendt til enkeltpersoner som bevis på, at de har tilladelse til at rejse i fremmede lande. I ældre tid krævedes pas ved rejser i både Danmark og udlandet og ved indrejse i Danmark. I 1862 blev pastvangen i Danmark ophævet for indlændinge, og Fremmedloven af 1875 ophævede pastvangen for udlændinge med det forbehold, at den kunne genindføres for personer fra lande, som kun gav adgang for danske statsborgere, der var forsynet med pas. I 1917 blev pastvangen genindført for alle, der ville rejse ind i Danmark.