Piø, Iørn, dansk folkemindeforsker. Arkivar i
Dansk Folkemindesamling siden 1961. Har udgivet en række bøger om
traditionsforskning, bl.a. Den lille
overtro (1973) samt disputatsen Nye
veje til Folkevisen (1985).
Iørn
Piø, 24.8.1927-16.2.1998, folklorist. Født i Kbh. (Anna). Piø gik i
Metropolitanskolen i Kbh. og dimitteredes herfra 1946. Efter at have studeret
dansk (forprøve 1948) og i nogle år nordisk filologi ved Kbh.s universitet kom han
til at arbejde for Erik Dal med registrene til den store
kildeudgave Danmarks gamle Folkeviser; dette bragte ham 1955 i kontakt med
Dansk folkemindesamling hvor han blev ansat som timelønnet assistent.
Samtidig
med sine filologiske studier begyndte han samme år at følge Laurits Bødkers nystartede undervisning i folkemindevidenskab, i
hvilket fag han 1960 tog magisterkonferens. 1961 blev han fast ansat ved Dansk
folkemindesamling, 1962-97 som arkivar. Han bar i en årrække hovedansvaret for
folkemindesamlingens daglige administration og forestod bl.a. udflytningen 1967
til lokaler på Danmarks biblioteksskole med de omlægninger som fulgte heraf.
Samtidig blev han den centrale formidler af forbindelsen mellem Dansk
folkemindesamling og offentligheden. På den ene side skaffede han
materialesamlinger til arkivet, ikke mindst skillingsviseproducenten og
forlæggeren Julius Strandbergs arkiv.
På
den anden side fortsatte og udbyggede han sin allerede i studenterårene
grundlagte virksomhed som formidler af traditionsstof gennem massemedierne.
Denne betydelige virksomhed der omfattede de fleste massemedier: radio- og
TV-programmer, foredrag, udstillinger, oplysende film m.m., tog ofte form af
konsulentbistand for mediefolk og udøvende kunstnere, hvorved Piø medvirkede
til at udbrede kendskabet til folketraditionen i vide kredse. Også en anselig
del af Piøs mere videnskabelige indsats stod i den brede formidlings tjeneste.
Dette gælder fx en række større bidrag om folkedigtning, folketro og festskikke
til Dagligliv i Danmark I-II (1963-64) samt flere håndbøger: Fabeldyr og
sagnfolk, 1967 (2. udg. 1979, sammen med Bengt Holbek), Den lille
overtro. Håndbog om hverdagens magi, 1973, Julens hvem hvad hvor.
Håndbog om julens traditioner, 1977, Bogen om julen, 1990, og Det
festlige år, 1997, der behandler årets festdage og højtider samt deres
historie. For Dansk historisk fællesforening har Piø endvidere skrevet en
letlæst introduktion til sit fagområde, Folkeminder og traditionsforskning, 1966
(2. forøgede udg. 1971).
Det
område Piø har viet størst interesse har dog til stadighed været
viseforskningen. Allerede 1956 hævdede han i nogle kronikker betydningen af at
studere trivialpoesi (slagere og skillingsviser) som brugspoesi,
lejlighedspoesi – et kontroversielt synspunkt på den tid. Hans første
publikation var Skillingsviserne om Christiansborg Slots brand 1884, 1959,
hans konferensspeciale omhandlede Produktionen af danske skillingsviser
mellem 1770 og 1821 (udg. 1969), han har skrevet om Strandberg og andre
skillingsviseforfattere og udgivet fyldigt kommenterede antologier med
skillingsviser, bl.a. for Dansklærerforeningen 1974. Dette pionerarbejde har
også virket ind på Piøs studium af den ældre folkevisetradition hvor han bl.a.
har udgivet Danmarks gamle Folkeviser bd. X:2 (sammen med Erik Dal) og har undersøgt folkeviserne om Germand Gladensvend
og om Agnete og Havmanden (Danske Studier 1968 og 1970).
Piø
har fremsat den teori at en væsentlig del af de "middelalderlige"
folkeviser er nyere viser skrevet i folkevisestil af skillingsviseforfattere
ca. 1500-1800 og at de ældste folkeviser oprindelig er digtet af disse
forfatteres forgængere, de middelalderlige markedssangere. Ved også at hævde at
adskillige "middelalderballader" er adelsviser inspireret af menigmands
sangtradition, som aldrig er nået ud over de eksklusive kredse hvor de blev
optegnet i 15-1600-tallet, har Piø således gjort op med den gennem 150 år
dominerende receptionsteori at folkeviserne er "nedsunkne"
adelsviser. I 1985 blev han dr.phil. med disputatsen Nye veje til folkevisen,
hvor han gør op med en række traditionelle opfattelser af folkeviserne, bl.a.
argumenterer han imod opfattelse af en middelalderlig oprindelse.
1994 fulgte
bogen om Julius Strandberg: Visemageren : 1800-tallets skillingsvicekonge Julius
Strandberg. – Ud over sit omfattende videnskabelige og populariserende
virke beklædte Piø en lang række tillidshverv og bestyrelsesposter. Han var
således medlem af styrelsen for foreningen Danmarks folkeminder fra 1965 og
formand fra 1973, medlem af styrelsen for Nordisk institut for folkedigtning
fra 1972, medlem af styrelsen for Dansk magisterforenings arkivsektion fra 1973
m.m. Endelig havde han også en betydelig undervisningsvirksomhed; bl.a. var han
gæstelærer ved Åbo akademi 1967-72, han var 1971-72 med til at indføre
undervisning i folkemindeforskning og etnologi ved Danmarks biblioteksskole og
var siden 1978 været gæsteforsker ved laboratorium for folkesproglig
middelalderlitteratur, Odense univ. Piø modtog 1987 Den populærvidenskabelige
pris.
Familie
Lærer,
senere viceskoleinspektør Svend Aage Alfred Olsen (1898-1964) og Kamma Olsen
(født 1907). Navneforandring 6.6.1951.