Er en type malware (se malware), der krypterer (se kryptering) data på en pc's harddisk. Efterfølgende vil de it-kriminelle så forlange en løsesum (på engelsk ransom) for at genskabe de krypterede data. Navne som cryptovirus, cryptotrojan eller cryptoworm anvendes også i denne sammenhæng.
Et ransomware angreb kan for eksempel udføres ved at vedhæfte et specielt udformet program til en mail og sende denne til offeret. Hvis offeret åbner det vedhæftede program, vil dette kryptere et antal filer på pc'en, samt vise en besked med kravet om en løsesum. Offeret vil ikke kunne åbne de krypterede filer uden den korrekte dekrypteringsnøgle. Først når løsesummen er betalt, vil den it-kriminelle (måske) sende den nødvendige nøgle, der kræves for at dekryptere de "kidnappede" filer.