Politiet har 23 oktober 2013 for første gang i mange år taget rockerloven i brug mod en gruppe rockere i Næstved. Se den usædvanlige lov her.
Politiet tog rockerloven i brug og forbød med den al adgang til rockerborgen fra onsdag aften og en uge frem.
- Det er meget usædvanligt. Men det er vores vurdering, at der er en reel risiko for, at der vil være en form for angreb mod det her klubhus, siger Rigspolitiet.
Men hvad er rockerloven egentlig? Det er en lov, der gør det muligt for politiet at forbyde rockerne at opholde sig i bestemte ejendomme
- Hvis der er en konkret, påviselig risiko for, at der vil komme en væbnet konflikt eller en konflikt der er til fare for andre, kan politiet gøre brug af rockerloven.
Vedtaget under rockerkrigen
Loven blev vedtaget under rockerkrigen mellem Bandidos og Hells Angels i 1996.
På det tidspunkt havde der gennem længere tid været voldelige konfrontationer grupperne imellem, og politiet havde svært ved at stoppe det.
Men kun ti dage efter lovforslaget havde set dagens lys, havde politiet givet flere end 600 forbud til cirka 170 rockere mod at opholde sig bestemte steder.
I strid med grundloven?
Dengang vakte loven meget debat, fordi nogen mente, at den var i strid med grundloven.
- For man har jo ret til at være i sit hjem, og man har også forsamlingsfrihed ifølge grundloven. Så det er en afvejning i forhold til folk liv og helbred på den ene side og grundloven på den anden.
1999 blev rockerloven prøvet ved Højesteret, fordi en rocker mente, at den krænkede rockernes grundlovssikrede ret til at samle sig. Han fik ikke medhold af Højesteret.
Kan ikke bruges for evigt¨
I Næstved har politiet lukket rockerborgen i en uge, og man understreger, at politiet ikke kan indføre et permanent forbud mod at komme i huset.
- Der skal være en konkret risiko, og det er ikke noget, man kan gøre for evigt tid. Det er noget, de hele tiden skal tages op. Det er ikke en måde at forbyde rockere i villakvarterer på.
Men forbuddet kan forlænges, så længe der er en konkret risiko for, at personer er i fare.
- Og faren skal være konkret. Det er ikke nok med den generelle fare, som er forbundet ved at leve ved en rockerborg.
HER ER ROCKERLOVEN:
§ 1.
Politiet kan forbyde en person at opholde sig i en bestemt ejendom, hvis
1) ejendommen tjener som tilholdssted for en gruppe, som den pågældende person tilhører eller har tilknytning til, og
2) den pågældendes tilstedeværelse i ejendommen og omstændighederne i øvrigt skønnes at indebære risiko for angreb, der vil være til fare for personer, der bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen.
Stk. 2. Politiet kan forbyde enhver person adgang til en bestemt ejendom, hvis der skønnes at være betydelig risiko for et angreb som nævnt i stk. 1, nr. 2. Forbud tilkendegives ved skiltning.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 kan kun anvendes, såfremt det angreb, der er risiko for, må antages at være led i et gensidigt opgør mellem grupper af personer, hvor der på begge sider anvendes voldelige midler, herunder skydevåben og sprængstoffer.
Stk. 4. Forbud nedlægges for et bestemt tidsrum eller indtil videre.
Stk. 5. Politiet skal ophæve et forbud efter stk. 1 og 2, når den risiko for angreb, der gav anledning til forbuddet, ikke længere foreligger. Det gælder, selv om forbuddet er meddelt for et bestemt tidsrum.
§ 2.
Forsætlig overtrædelse af forbud udstedt i medfør af § 1, stk. 1 og 2, straffes med fængsel indtil 2 år.
§ 3.
Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 4.
Forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget i folketingsåret 1997-98.
Kilde: Retsinformation.dk