Sankt Hans-aften 23. Juni. Den helgen, som har lagt navn til
Sankt Hans, er Johannes Døberen. På dansk er Johannes blevet til Hans. Læs om
traditionen her
24. juni er Johannes Døberens helgendag. Johannes Døberen
blev nemlig iflg. Bibelen født nøjagtigt et halvt år før Jesus. Det er altså
Sankt Hans dag 24. juni, den dag vi også kalder Midsommer. Aftenen før er Sankt
Hans-aften.
Bålet
Danskerne holder af at samles på midsommeraftenen og tænde
bål, gerne på en strand. Ofte anbringes en heks på bålets top.
Men det bål, som brændes til Sankt Hans-aften, er ikke det
samme som det bål, som middelalderens hekse blev brændt på. Midsommerilden har
en helt anden historie end det bål, som blev rejst, når middelalderens
troldfolk skulle af med livet.
Sankt Hans-bålet er kun én af flere midsommertraditioner fra
det gamle danske bondesamfund. Bålet – eller ilden – blev opfattet som ondt-afværgende.
Og det skulle helst tændes med “vild ild” eller “sikker ild”, det vil sige ild,
som er lavet helt fra grunden.
Hekse
I folketraditionen er der en generel opfattelse af, at hekse
er særligt aktive på magiske helligaftener, for eksempel ved at samle
ingredienser til deres trolddomsaktiviteter eller ved at rejse afsted til
hekseaktiviteter – for eksempel på Bloksbjeg i Harzen.
Ilden skal skræmme dem og forhindre dem i at holde hvil
mellem almindelige mennesker. Desuden var bålet både i bondesamfundet og i vore
dage en social skik, hvor man kan mødes og feste. At der skal en kludeheks på
toppen af bålet, kendte man ikke til i bondesamfundet.
Skik og brug
I slutningen af 1800-tallet begynder de første spredte
vidnesbyrd om heksefigurer for alvor at dukke op. Men det er først i
begyndelsen af 1900-tallet, at heksene bliver almindelige ved Sankt
Hans-bålene.
Det skyldes blandt andet Holger Drachmanns midsommervise “Vi
elsker vort land” fra eventyrspillet “Der var en gang”, som blev opført på Det
Kongelige Teater i 1887.
Så vidt vides er kombinationen af midsommerbålet og en heks
på toppen første gang blevet taget i anvendelse ved midsommerfesten på Jelling
Seminarium i år 1900, og derfra har skikken bredt sig ud over landet i løbet af
første halvdel af 1900-tallet.
Skikken er ikke almindeligt kendt og brugt i udlandet.
Det fik uheldige konsekvenser for en dansk familie i Alabama
i 1990′erne. De havde samlet deres venner og ville vise dem en traditionel
dansk Sankt Hans-fest med en menneskestor kludedukke på toppen af bålet. Men i
Alabama ser politiet af historiske årsager ganske anderledes alvorligt på den
slags natlige bålafbrændinger.
Familien blev taget med på politistationen og havde meget
svært ved at forklare, at dette er en uskyldig dansk skik, som de havde bragt
med sig til deres nye hjemland.
........................................................................................................................