1): [ak'saŋ]: et sprogs karakteristiske tonefald; fremmedartet udtale eller betoning, fremhævelse af et ord eller en stavelse ved stærkere tryk eller ændret toneleje.
2) [ak'sεn't]
(latin): musikalsk: fremhævelse af en enkelt tone ved forstærkning eller en
kort forlængelse ud over dens egentlig værdi (agogisk a).
fx ændret tonehøjde, musikalsk accent, eller begge dele (fx i svensk).
3) tegn over et bogstav, især de 3 såkaldte accenttegn:
[´] (akut, fransk: accent aigu),
[`] (gravis, fransk: accent grave) og
[^] (cirkumfleks, fransk: accent circonflexe);
disse angiver på fransk hverken trykaccent eller musikalsk accent, men bogstavets lyd værdi eller visse sproghistoriske forhold. Accenttegn, mest akut accent, anvendes i mange sprog til at angive tryk, fx i spansk; længde, fx i ungarsk og tjekkisk; diftongering (islandsk), palatalisering (polsk) m.m.; på
dansk navnlig til at fremhæve trykstærkt e: fx allé, én,
eller for at undgå forveksling: fx juvelér/juveler.
4) fremhævelse af tone eller akkord i komposition, tegn: <.
5) er også en modelbetegnelse på en bil: Hyundai Accent
6) blomster accent; Masser af plantede blomster samt vilde blomster på universitet
1) accent aigu
2) accent circonflexe
3) accent grave
.............................................................................................................