adsorption (latin adsorptio, af ad-sorbere 'suge til'), det forhold, at et stofs grænseflader suger stoffer til sig, så at tætheden og ofte koncentrationen på fladen bliver større end i den omgivende væske eller luftart. Adsorptionsmidlet kaldes også adsorbens og tiltrækker adsorptivet eller adsorbendum. Tilsammen kaldes adsorptionsmiddel og det adsorberede stof for adsorbat. Et kendt adsorptionsmiddel er aktivt kul.
adsorption: binding af et stof til et andet, fast stofs overflade. Det adsorberede lag kan kun blive et eller ganske få molekyler tykt, hvorfor adsorptionsevnen øges med overfladens størrelse, fx hos porøse stoffer.
adsorption, proces, hvorved én eller flere komponenter (adsorbatet) i en gas eller en væske indfanges og fastholdes på et fast stof (adsorbenten). Adsorption vil ofte være den mest effektive metode til såvel opkoncentrering af værdifulde stoffer som til fjernelse af uønskede stoffer. Eksempler er genvinding af organiske dampe fra afgasser, affarvning af spiseolier og filtrering i gasmasker.
Adsorption er også en vigtig delproces inden for heterogen katalyse, som er forudsætningen for en væsentlig del af den kemiske industri samt fx bilkatalysatorer.
Der er to typer adsorption, nemlig fysisorption (fysisk adsorption) og kemisorption (kemisk adsorption). Fysisorption baseres på en meget svag tiltrækning, som findes mellem alle atomer eller molekyler og et fast stof. Tiltrækningen kaldes van der Waals-kraften, og den er næsten uafhængig af adsorbat og adsorbent. Bindingen er så svag, at fysisorption kun får betydning ved lave temperaturer, typisk under stuetemperatur. Kemisorption, som er langt den mest anvendte, betegner derimod dannelsen af en specifik kemisk binding mellem adsorbatet og overfladen.
.............................................................................................................