Logo

Ahmadabad

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Ahmadabad 


Ahmeda'bad: (Ahmadabad ?) by i Indien; Centrum for tekstilindustri, traditionsrigt kunsthåndværk. Pragtfulde moskeer og hindutempler. Tidl. hovedstad i Gujarat, men befolkningstilvæksten tvang administrationen til at flytte til den nyopførte Gandhinagar. Trafikknudepunkt, lufthavn.


Ahmadabad, Ahmedabad, by i delstaten Gujarat, Indien, ved floden Sabarmati; 5,57 mio. indb., 6,35 mio. indb. i det samlede byområde (2011). Den oprindelige handelsby med tætte boligkvarterer (pols), snævre gader og fin hindu-islamisk arkitektur er centrum for den vidtstrakte moderne by. Mod øst er bykernen flankeret af et bælte af støvede tekstilfabrikker, ældre arbejderboliger og længere ude nyere etageboligkvarterer. Vest for Sabarmatis brede flodleje ligger nyere bydele med villakvarterer og Gujarat Universitet. Ahmadabad ligger i et fladt terræn, kun fabriksskorstene og kraftværkets silhuet mod nord bryder det horisontale bylandskab. Ahmadabad er den hurtigst voksende by i Indien.


Byens udvikling er historien om et vigtigt traditionelt handelscentrums forvandling til en moderne industriby. Den blev grundlagt i 1411 af Gujarats sultan Ahmad Shah, erobredes af kejser Akbar i 1572 og blomstrede under mogul-herredømmerne til Aurangzebs død 1707. I 1400- og 1500-tallet var den det vestlige Indiens mest fremtrædende kongeby og ansås endnu i 1600-tallet for at være en af Indiens smukkeste byer. Efter tilbagegang og forfald i 1700-tallet kom den igen på fode efter den britiske kolonisering i 1818 og nåede ny velstand som industriby fra omkring 1860. Tekstilfabrikker skød op omkring den gamle by og gav Ahmadabad en ny status som "Indiens Manchester". På tekstilindustriens højdepunkt omkring 1950 beskæftigede 71 fabrikker 125.000 arbejdere, størstedelen bosat i trange rækkehuse mellem fabrikkerne. Siden 1960 er en ny og mere alsidig industri blevet etableret i industrizoner uden for byen, mens dele af det centrale Ahmadabad er overgået til at huse byens efterhånden betydelige servicesektor.


Ved et jordskælv i januar 2001 var der en del materielle ødelæggelser og mere end 700 omkomne. I februar 2002 var byens muslimske kvarterer scene for blodige optøjer, hvor ca. 250 mennesker omkom. Det var politisk ekstreme hinduers hævn for afbrænding af jernbanevogne i et tog med hinduaktivister på vej hjem fra demonstrationer i Ayodhya. Urolighederne forplantede sig til andre dele af delstaten Gujarat, og i alt omkom mere end 800, langt flest muslimer.


Byen er rig på både hinduistisk, islamisk og jainistisk arkitektur. Blandt de mange islamiske bygningsværker er Ahmad Shahs moské fra 1414 den ældste. Bygningen er et vidnesbyrd om mødet mellem to kulturer, idet dele af den stammer fra et hindutempel; søjlerne er fx smykket med hinduistiske motiver. Endvidere er der den store Jami-moské og vandreservoiret Kankaria, som er et yndet udflugtsmål. Byen kan også fremvise moderne arkitektur, bl.a. af Le Corbusier og Louis Kahn.


 

.............................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 1.407 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Har du en airfryer?
Effektiv reklame - klik her