anafor [ana'for] (græsk): understregende gentagelse af et ord i begyndelsen af flere på hinanden følgende sætninger, fx Ensomme timer, ensomme dage!
Ordet anafor kommer af græsk anaphora 'tilbageførelse, gentagelse' af ana- + afledning af pherein 'bære'.
stilmiddel; en gentagelse af et eller flere ord i begyndelsen af flere sætninger.
Anafor, sprogvidenskaben bruger begrebet om et sprogligt element, der viser hen til noget, der tidligere er udtrykt. Det udtryk, anaforen henviser til, kaldes ofte dens antecedent.
I ældre sprogvidenskab brugte man betegnelsen anafor om pronominer, hvis betydning bestemmes ud fra deres sammenhæng. Der var engang en mand. Han bo'de i en spand. Hans kone vasked' ble'r. Han og Hans viser tilbage til en mand. Pronominer kan også henvise til et efterfølgende udtryk, dvs. bruges kataforisk: Husk dette. Ingen må komme ind.
I nyere sprogvidenskab bruges anafor om alle udtryk, hvis betydningsmæssige tolkning afhænger af forudgående udtryk, fx nominalsyntagmer med bestemt artikel: Spanden var af ler; adverbialer og præpositionsforbindelser: Husker du i høst...hvad mente du da/hvad mente du den dag; såkaldte "vikarierende" verber: Kommer han? Ja, han gør eller underforståede helheder Kom han som lovet? En time senere, dvs. end lovet. Har de børn? Fire, dvs. børn.
Forståelsen af anaforer forudsætter i mange tilfælde, at antecedenterne er lagret i (korttids)hukommelsen. De udskiftes da løbende under tale eller læsning, sådan at de sidst nævnte helheder altid er til disposition for tolkningen af anaforer. Inden for forskning i kunstig intelligens søger man i forbindelse med behandling af naturligt sprog i datamaskiner at finde regler for tolkningen af anaforer. Man betragter en anafor som den "ubekendte" i en ligning, der skal løses for at bestemme en sætnings nøjagtige betydning. En sådan løsning kaldes anaforisk resolution.
Løsningen af anaforer forudsætter, at alle de mulige antecedenter er repræsenteret i maskinens hukommelse, og at der er klare regler for, hvordan man finder den korrekte antecedent. Det har vist sig vanskeligt at give sådanne regler. Ofte bruges køn, tal og andre morfologiske egenskaber: Hunden snerrede ad barnet, fordi den/det blev bange. Den er lig med hunden, det er lig med barnet. Sommetider kræves imidlertid ikke-sproglig viden: Kommunen afslog at låne en forening en skole, fordi den var racistisk. Kun en forening kan formentlig være racistisk. Altså er den lig med foreningen.
Men det er umuligt at give regler for al viden, der kan være nødvendig, for at en datamaskine kan udføre resolutioner. I nogle tilfælde synes anaforer at følge regler af en helt anden art: Hundene snerrede ad børnene, fordi de var bange er forståelig, selvom det ikke kan afgøres, om de er lig med hundene eller lig med børnene. Den hørende venter, at des evt. præcise betydning senere vil blive klar, ligesom ved en katafor.
Forståelsen af anaforerne beror her på nogle overordnede regler for sprogbrug, som vanskeligt kan inddrages i resolutionsregler. Inde i en sætning gælder tilsyneladende andre regler: I Den jæger, der skyder en ulv, der beder ham skåne sig, er en skurk står ham og sig inde i de nominalsyntagmer, de er anaforer for. En ligning kommer til at indeholde den "ubekendte", ham eller sig, på begge sider af lighedstegnet og kan derfor ikke løses formelt.
Se også anafor (retorik) og talefigurer.
.............................................................................................................