Ca'sino: folkemøder i Casino-teatret i Kbh. 11. og 20. marts 1848 og 28. marts 1863 på foranledning af De Nationalliberale. På det første Casino-møde krævedes fri forfatning for Danmark og Slesvig; det andet møde medførte folketoget til Christiansborg med krav om ejderpolitik og ny regering. Mødet 1863 afholdtes for at drive Hall til mere beslutsom ejderpolitik og resulterede i Novemberforfatningen.
Rapport:
Casinoteatret
I starten af marts var Lehmann atter at finde i Danmark. Om aftenen den 11. marts holdt kredsen omkring ham møde på det københavnske teater Casino. Teatret havde tidligere dannet rammen om de nationalliberales møder, der havde fostret resolutioner og opråb om en demokratisk regering - ting der var blevet afvist af regeringen gang på gang. Men de nationalliberale med Lehmann i spidsen skulle få uventet hjælp fra slesvig-holstensk-side.
Den 18. marts blev der holdt folkemøde i Rendsborg. Man var her enedes om at sende en delegation til kongen i København, der jo herskede som hertug i Slesvig og Holsten. Der var intet ulovligt i den fremgangsmåde, der var blevet valgt. Borgerne var i deres fulde ret til at sende en delegation til kongen. Den ville være fremme om morgenen den 20. marts og kunne altså ikke melde om oprør i hertugdømmerne.
Lehmann og de nationalliberale havde dog brug for et oprør for at sætte fart i deres planer. Og var der ikke oprør, ja så måtte man lade sig om. Der blev atter indkaldt til møde i Casino-teatret. Mødet havde været planlagt længe, men var blevet fremskyndet. Lehmann og kompagni vidste, at det i løbet af de kommende dage ville blive almen kendt, at der ikke var oprør i hertugdømmerne. Der var så ikke være nogen grund til at foretage sig noget drastisk. På mødet i Casino blev stemningen pisket op, specielt da en tysktalende person forsøgte at forklare, hvad der var sket i Rendsborg 2 dage før. Tilskuerne piftede ham ud opildnet af Lehmann. I stedet enedes man om at gå til kongen den følgende dag for at kræve en ny regering.
Om morgenen den 21 marts gik man mod Christiansborg. På slottet vidste man godt, hvad der foregik, og kongen var af sin barndomsven justitsminister Bardenfleth blevet overtalt til at udnævne en ny regering. Derfor kunne kongen modtage delegationen med ordene om, at den gamle regering var trådt tilbage. Det har ganske givet været nogle overraskede ledere, der stod overfor kongen. Man var nu halvvejs i kampen mod regeringsmagten.
Men nu kom den gamle minister Bang i spil. Han foreslog at danne en slags samlingsregering, der skulle forhandle med delegationen fra Slesvig/Holsten. Lehmann og de andre måtte modstræbende underskrive aftalen. Slaget syntes tabt for de nationalliberale. Men på selve målstregen blev de reddet. Fra Slesvig kom nu en et brev afsendt af Prinsen af Nør. Heri bad han om lov til at undertrykke et eventuelt oprør med magt. Kongen var rasende, og hidkaldte den gamle regeringschef Moltke, som han overtalte til at danne en regering med de nationalliberale. Lehmann blev nu minister og begyndte at forhandle med delegationen om en eventuel deling af hertugdømmerne. Betingelsen var dog, at der gik bud til Slesvig og Holsten om, at folk skulle holde sig i ro.
...............................................................................................................