: et af de nordiske sprog. Dansk tales af ca. 5 mio mennesker, herunder et mindretal i Sydslesvig.
Omkring 800 udskiltes olddansk (runedansk) fra urnordisk (fællesnordisk), og i perioden ca. 800-1100 begyndte udspaltningen fra vestnordisk.
I ældre gammeldansk (1100-1350) slog mange lydændringer igennem, bøjningen forenkledes tidligere i dansk end i andre nordiske sprog, og der optoges bl.a. med kristendommen mange låneord fra tysk og latin
Yngre gammeldansk (1350-1525) optog flere låneord og forøgedes med mange præ- og suffikser, især fra tysk.
Ældre nydansk (1500-1700) bragte en vis normalisering af skriftsproget og de første tendenser til dannelse af et rigssprog.
I yngre nydansk (fra 1700) er ændringer i dansk foregået uden større omvæltninger.
Samtidig med optagelse af låneord fra flere sprog, siden 1870erne især engelsk og amerikansk, har sprogrensningsforsøg tilført nydannelser. Til grund for skriftsproget ligger den sjællandske dialekt, senere bliver det københavnske borgerskab normdannende for et rigsmål i tale og skrift. Retskrivningen er officielt fastlagt første gang 1872, sidst i 1948 med senere mindre revisioner. Se endv. danske dialekter.
........................................................................................................................