Finland

: republik i Norden. Fudgør kernen i det fennoskandiske grundfjeldsskjold, der er dannet i prækambrium, og som består af granitter, gnejser og metamorfe skifre. Under istiden og ved isens bortsmeltning fik Finland sin nuværende udformning. De mange søer dækker 9% af Finlands areal. Finland har tempereret fastlandsklima med kolde vintre. Mod nord dog polarklima. Årsnedbøren jævnt fordelt og svarer til Danmarks.

Finland: republik; 337.032 km². Hovedstad Helsinki, 942.825 indb.1984.

• Befolkning: 4,4 mio.1960; 4,6 mio. 1970; 4,9 mio.1984; består af kareler i øst og tavaster i vest, stor gruppe svensktalende i sydvest og samer i nord.

• Religion: evangelisk-lutherske kirke.

• Sprog: finsk og svensk er begge off.; 92% taler finsk.

• Vigtigste eksportvarer (i pct. af samlede eksport84): papir 23,5; maskiner/transportudstyr 24,9; træ 5,9.

• Vigtigste handelspartnere USSR, Tyskland og Sverige. BNP pr. indb.1984

$ 10.489 (DK $ 10 577).

• Møntfod: finsk mark a 100 penni.

• ERHVERV OG ØKONOMI. Finlands udenrigshandel er opdelt ligeligt mellem frihandelsaftale med EU 73, associering med EFTA 1961 og aftale med COMECOM 1973 om afskaffelse af told og importrestriktioner i handel med industrivarer. Fra begyndelsen af 1960erne omlægning af eksportprodukterne fra især skovbrugsindustri til andre former for industri. Dette har medført stor import af såvel maskiner og udstyr som af råvarer. Landet har ingen olie- og gasforekomster; 85% af råolien importeres fra Sovjetunionen. I det meste af tiden siden 1969 har Finland haft underskud på handelsbalancen, og betydelige lån er blevet optaget i udlandet.

• Landbrug. Ca. 10% af Finlands areal er opdyrket især i kystområderne mod syd og vest, hvor der bl.a. dyrkes havre, byg, kartofler og sukkerroer.

• Skovbrug. Over 60% af arealet er skovbevokset med stor rationel hugst. Eksporten af forarbejdet træ, dels som papir dels som møbler, er betydelig, men har i 1980erne mistet markedsandele til USA og Sverige. Transporten af træet til savværkerne foregår ved flådning på de mange søer og floder.

• Minedrift. Finlands malmforekomster er uden større økonomisk betydning. Minerne er generelt statsejede med kobber, jern, zink, svovl og krom.

• Industri. Selvom trævare- og papirindustrien stadig har stor betydning er dens samlede industriandel faldet pga. andre industrigrenes kraftige vækst (især jern- og stålindustrien, samt kemisk industri). Industrien er især koncentreret til kystområdet i syd og vest.

• HISTORIE. Antagelig o. folkevandringstiden begyndte en egentlig indvandring fra ø af finske stammer; år 1000 kendes ikke nogen egentlig statsdannelse, men møntfund viser handel med arabiske og europæiske købmænd. Fra o. 1050 førte Sverige i kapløb med Novgorod korstog mod Finland der fra 1150erne fik karakter af egentlig erobring. O. 1300 var Finland under svensk herredømme og landet kristnet. Forvaltning og retsvæsen ordnedes efter svensk mønster, med finsk andel i styrelsen. Bønderne forblev frie, som i Sverige, og i 1300-tallet opstod en finsk adel. Det svenske herredømme opretholdtes ved kontrol med havne og handelspladser og anlæg af fæstninger. Statsretligt gled Finland ind som et af de svenske landskaber. Fra 1362 deltog finske stænder i svensk kongevalg; herved fik Finland for første gang fundamentale politisk rettigheder. Finlands udenrigspolitik blev identisk med Sveriges, og fra slutningen af 1400-tallet hærgedes landet af grænsekampe med russerne og de sidste unionskrige. Under Gustav Vasa indførtes reformationen; kirkegodset tilfaldt adelen og adelens stigende magt førte i 1590erne til bondeoprør der brutalt blev slået ned af den svenske statholder. Ved centraliseringen af forvaltningen o. 1600 knyttedes Finland endnu nærmere til Sverige og ved favorisering af svenske sprog i forvaltning og kultur fremmedes forsvenskningen, især hos overklassen. De følgende århundredes talrige krige mellem Sverige og Rusland mindskede dog samhørigshedsfølelsen med Sverige, og under Gustav III's enevælde fremmedes gl. løsrivelsesplaner (Anjalaforbundet).

• Under russisk herredømme. Efter Sveriges nederlag i svensk-russiske krig afstodes Finland 1809 til Rusland. Finland blev storfyrstendømme, og den russiske regerings løfter om bevarelse af Finlands hidtidige særstilling samt af svenske love og administrationspraksis indfriedes stort set. Efter 1830 voksede en finsk nationalfølelse frem. Fra århundredes slutning indledtes en bevidst russificeringspolitik der med varierende styrke opretholdtes til Ruslands sammenbrud 1917.

• Republikken Finland. I 1917 havde Finland erklæret sig for selvstændigt hvilket anerkendtes af USSR 1918. Uenighed mellem socialister og borgerlige om forholdet til USSR udløste borgerkrig der afsluttedes 1918 med borgerlig sejr under general Mannerheim der havde fået tysk hjælp. 1919 proklameredes republikken. Den kraftige udvikling i finsk industri, især trævareindustrien, der allerede var indledt i sidste halvdel af 1800-tallet, fortsatte i 1920erne, især papirindustrien udvikledes kraftigt, og Finland fik et økonomisk opsving; men de sociale modsætninger som var opstået i 1800-tallets slutning forstærkedes. Landbrugsreformer omfattende jordtildeling til jordløse og udstyknings- og afståelsespligt for større landbrug bødede på de sociale misforhold. Socialdemokratiet blev Finlands største parti, men Agrarpartiet havde dog gennemgående regeringsmagten støttet af de øvrige borgerlige partier. Verdenskrisen 1929 skabte antiparlamentariske, nationalistiske strømninger, bl.a. Lappobevægelsen, der 1931 fik kommunistpartiet forbudt. Udenrigspolitisk orienterede Finland sig mod det øvrige Norden og som de øvrige nordiske lande erklærede Finland sig ved krigsudbruddet 1939 for neutralt. Trods finsk-sovjetisk ikke-angrebspagt 1932 udløste manglende sovjet tillid til finsk neutralitet Vinterkrigen 1939-40, og den følgende finsk-tyske alliance udløste finsk-russisk krig 1941-44, den såkaldte "fortsættelseskrig''.

• Efterkrigstid. Efter 2. verdenskrig har Finlandudenrigs-politisk ført neutralitetspolitik ved at følge Paasikivi-linien der særlig tilgodeser opretholdelse af et godt forhold til USSR. Trods spændinger i dette forhold er det lykkedes Finland at opretholde både neutralitetspolitikken og sin forbindelse med Vesten. Indenrigspolitikken prægedes efter 2. verdenskrig af social og økonomisk uro og skiftende koalitions- og mindretalsregeringer. Hyppigste regeringskoalitioner har været med Agrarpartiet (fra 1966 Centerpartiet) og Socialdemokratiet som ledende partier, ofte med støtte fra mindre, borgerlige partier. Ved valget 1966 blev Socialdemokratiet største parti og havde herefter, indtil 1987, hovedansvaret i skiftende koalitionsregeringer, bortset fra 1976-77 hvor en borgerlig mindretalsregering sad ved magten. Kommunistpartiet deltog til tider i regeringssamarbejdet, senest 1977-82. Kommunisterne, der indgik i venstregrupperingen Folkedemokraterne, er splittet mellem en Moskva-tro og en eurokommunistisk fløj, og efter at Folkedemokraterne 1982 sprængte regeringssamarbejdet deltes de i to partier, Folkedemokraterne og Demokratisk Alliance. Valget 1987 gav stor fremgang til det konservative Samlingspartiet, og det blev partiets leder, H. Holkeri, der blev statsminister i en konservativ-socialdemokratisk koalitionsregering. Centerpartiet, der har deltaget i de fleste regeringsdannelser siden 1917, blev oppositionsparti. 1981 trak Kekkonen sig tilbage fra præsidentposten pga. sygdom; 1982 valgtes Mauno Koivisto til hans efterfølger. Dette medførte ikke nogen ændring i landets pragmatiske forhold til Sovjetunionen. Økonomisk er Finland mindre berørt af den Internationale krise end de fleste vestlige lande, ikke mindst pga. stigende eksport til Østblokken.

FINLAND

Statsoverhoveder

Indtil 1809 som Sverige.

1809-1917 som Rusland.

1918-19 rigsforstandere

Pehr Evind Svinhufvud 1918

Gustaf Mannerheim 1918-19

Fra 1919 republik, præsidenter

Kaarlo Juho Ståhiberg 1919-25

Lauri Relander 1925-31

Pehr Evind Svinhufvud 1931-37

Kyosti Kallio 1937-40