Fjæsing - Trachinus dram

Thomas Jensen og lars Bundgaard stod på broen og havde fået deres fangst vejet, og eksportøren havde travlt med at sømme kasserne til.
Pludselig slyngede laust Sand en stor sølvstrålende fisk ud i vandet og kiggede nøje på sin ene hånd. Det var do vist en fjæsing, mum­lede Anton Knopper. Og han vendte sig mod laust Sand og spurgte: Mon du blev stukket, laust? Jo, svarede laust Sand og hævede hovedet."
Alle der har læst Hans Kirk, husker dette centrale sted i "Fiskerne". Laust Sand bliver stukket af en fjæsing, nægter at gøre noget ved det og lider efterfølgende en smertefuld død.
Kan det nu være rigtigt, at en stor, stærk fisker dør af et fjæsingstik? Ja, i følge lægevi­denskaben skal man tage et fjæsingstik yderst alvorligt, idet giften kan sammenlignes med slangegift.
Den nedbryder de røde blodlegemer og hæmmer virkningen af de hvide, så det gælder om at komme under lægebehandling i en fart, hvis uheldet er ude.
Men der er som regel langt til lægen i påkommende tilfælde, og hvad gør man så? Og hvordan undgår man at blive stukket, hvis man er lystfisker eller holder af et havbad ved de danske strande om sommeren? Noget af det bedste, vi har læst, stod i Politikens lystfi­skerrubrik i fjor, hvorfra vi citerer:
 
De giftige fjæsinger
"Der er store mængder af de giftige fjæsinger langs Kattegats kyster i øjeblikket (ultimo juni 2003, red.). Det er især om aftenen lige før det bliver mørkt at fjæsingerne kommer ind på lavt vand. De hugger på både blink og fluer, og i halvmørket kan en fisker let tage fejl af fjæsin­gen og en lille torsk eller sej.
Det er farligt at forsøge at fjerne en kroget fjæsing med hånden. Brug i stedet en krog­løsertang eller fladtang og før den ned langs linen indtil tangens kæber kan få fat om krog­skaftet. Drej tangen l 80 grader og ryst fjæ­singen af krogen. Det er den letteste måde.
Bliver man stukket af fjæsingens giftige pigge, enten dem der sidder på rygfinnen eller den på gællelåget, gælder det om at stikke hånden (eller foden) i varmt vand så hurtigt som muligt. Vandet skal være så varmt man overhovedet kan udholde. Når de gam­le fiskere fik et fjæsingstik lagde de hånden på kutterens hede udstødningsrør og skreg ud over havet for at udholde smerten - men det var effektivt og neutraliserede giften. Børn og overfølsomme personer skal til lægen med et fjæsingstik. En helt anden sag er, at fjæsingen er en fremragende spisefisk. Store mængder fjæsinger eksporteres til Spanien og Frankrig, hvor den lille fisk regnes for en udsøgt deli­katesse. Der er ikke meget mad på en fjæsing, men tag fem af de største og skær fileterne af. Vend fileterne i mel blandet med salt og peber og rist dem på en pande. Så vil man forstå, hvorfor sydeuropæerne er vilde med den gif­tige fisk".
 
Farvestrålende fisk
Den friskfangede fjæsing er farvestrålende. Rygsiden er grønbrun, og siderne er skrå­skraverede af gule og brune striber, der føl­ger skæl rækkerne. Hovedet har talrige, ure­gelmæssige pletter af gult og grønt med svagt purpurskær. Forreste rygfinne har en kraftig, sort plet fortil, og den bageste rygfinne har blå bræmme. Størsteparten af farvepragten forsvinder dog kort efter, at fisken er død, så det er sikkert ikke mange af læserne, der har set fisken som her beskrevet.
Fjæsingen bliver i almindelighed cirka 30 cm lang, men eksemplarer på 40 cm er dog ofte fanget. I danske farvande er den almin­deligst i Kattegat, og der fiskes en hel del af dem omkring Læsø og Anholt, men fiskeskip­per Claus Olsen fra Mosede kan berette, at der hver sensommer med nordlige og nor­døstlige vinde fiskes op mod 1000 eksempla­rer i bundgarnene i Køge Bugt.
Fjæsingerne trækker sydover med det sal­te vand, der blæses ned fra Kattegat, og sam­men med søtunger og knurhaner giver de et kærkomment tilskud til diversiteten i fiskefau­naen. Så snart vandets salinitet igen falder, trækker fiskene øjeblikkelig nordover.
I juni-august yngler fjæsingerne på lavt vand, men om vinteren trækker de igen ud på dybere vand. De lever af kutlinger og rejer og tager også orme og mindre krebsdyr som tan­glopper og slikkrebs.
 
I køkkenet
Gitte, der ellers ikke er nogen bangebuks, overlader altid det lidt ubehagelige parte­ringsarbejde til fiskehandleren, som iført tykke læderhandsker klarer fileteringen af bæster­ne på ingen tid og indtil videre uden at have lidt overlast. Han er dog også opmærksom og forsigtig, mens øvelsen står på, og selv garvede fiskere på Læsø, som er stedet, hvor vi oftest får fjæsing, siger lige ud, at det ikke er en fisk for amatører. Så er det jo fint, at man er tæt på de professionelle.
Når det er sommerferie hos vennerne på Læsø, er der ingen dag uden fjæsing. Det er jo en Læsø-specialitet. Oftest er den nyrøget og ledsages af Gretes hjemmebagte rug­brød, masser af fintklippet purløg og nyop­gravede sandjordskartofler med sydesalt fra øen. Man føler sig som verdens mest forkæle­de, og med skipper Olsens udsøgte strand­malurtsnaps i glasset forstærkes følelsen.
Når solen står lavt på himlen, kommer der gang i grillkullene. De ferske fjæsingfileter har ligget i blød i olivenolie, aceto balsamico og friske krydderurter og er sammen med jomfru­hummerne klar til at forføre vore smagsløg. Det er sommerglæder, der huskes.
Se også opskrift: Grillet fjæsing med courgetter og peberfrugt