Familien Kål er blandt de største og sprødeste i den store grønne klan. I den hellige julemåned serveres kål for alle pengene og til enhver smag:
Grønkål-krølkål-spidskål-hvidkåll-rødkål-savoykål-rosenkål-blomkål-broccoli-simonekål-kålrabi-majroe-glaskål-strandkål.
Den, der ej kan få flæsket, må nøjes med kålen, siger et gammelt ordsprog. Men der er nu ingen grund til at sige nøjes med, for med de mange variationer af kål, med masser af smag og forskellige farver, er der god grund til at holde af kål.
Kålens sunde egenskaber har længe været kendt, blandt andet dens høje indhold af C-vitamin, og den er derfor en indlysende ingrediens i madlavningen.
Det gamle ord for have var kålgård, og det var almindeligt kendt, at et hjem med en stor kålgård sjældent fik sygdom til huse. Vi behøver dog ikke kun spise kålen forebyggende. Kombineres den med frugt eller en syrlig dressing passer den rigtig godt til vore dages kogekunst.
Kålens nøjagtige oprindelse fortaber sig i det uvisse, men de første beretninger, vi kender, stammer fra Ægypten, hvor kål blev dyrket for 5000 år siden. Ægypterne anbragte kålhovederne på altre, og også grækerne viste den stor agtelse. Og både romere og grækere holdt så meget af kålen, at de gerne serverede den til festmåltid er. Før festen spiste de forresten også kål - som et godt og forebyggende middel mod drukkenskab!
I Middelalderen blev kålen dyrket flittigt i klosterhaverne, og her udviklede man mange nye sorter. Som lægeplante blev kålen også anvendt, blandt andet mod slangebid og bylder. I Danmark har kålen ligeledes været kendt meget langt tilbage, og længe før kartoflen blev en almindelig spise, var kål og kålroer nok de eneste grønsager, man brugte.
Kåltyper
Kålen inddeles i hovedgrupper efter den del af planten, der er den udviklede: Stængelkål, bladkål, blomsterkål, hovedkål eller rodkål.
Derudover findes også de kinesiske kål, som kinakål, bok choy og gai-lon. De har været spist i Kina i årtusinder, men er først blevet kendt herhjemme i takt med den stigende interesse for orientalsk madlavning. Der findes mange flere kinesiske sorter end de her nævnte, og i de kommende år vil flere af disse for os endnu ukendte kålsorter sikkert vise sig under vore himmelstrøg.
Kinakål anvendes af mange som salat, men den er i virkeligheden ikke særlig velegnet til dette formål. Har man alligevel fået fingre i et kinakål, er det bedre at sautere det på panden sammen med andre grønsager, fx til fyld i hjemmelavede forårsruller.
Bok choy eller pak choi ligner lidt vor sølvbede, men er en kåltype.
Den er god rå, fintsnittet i salater og sauteret på panden med nudler.
Gai-lon, kinesisk broccoli, eller når den er avlet i Italien cima di rapa, har en fin kålsmag. Blade og stængel er gode lynstegte eller dampet i fløde med masser af parmesan og muskatnød.