: stødvåben med trekantet klinge; duel- og krigsvåben; anvendes nu som paradevåben og i fægtning. Kården er et stikvåben, og benyttes stadig i den moderne sportsgren fægtning.
Kårdens historie begynder, da det lykkes at smede lette tynde klinger i slutningen af 1500-tallet. Smedene kunne nu smede tyndere, stærkere og mere smidige klinger til en acceptabel pris. Tidligere var det kun de dyre damacenerklinger (produceret i Damascus), der havde den lethed. Men selv de var tungere end kården, da hærtaktikken omkring Damascus stadig fordrede de klassiske tungere sværd til traditionel krigsførelse, skulder ved skulder.
Forløberen til kården, rapieren, blev udviklet i Spanien/Italien og var længere end i dag, typisk 1,3 meter. De blev kaldt rapiers, og fordi de var så lange, var det ikke muligt at parere med dem. Man kunne støde med dem, og paraderne blev udført med en kniv eller en jakke i den anden hånd.
Det viste sig, at rapieren var et meget dødeligt stød-våben. Langt dødeligere end de tidligere tiders tungere og mere kluntede hugsværd, der gav kødsår snarere end egentlige dødelige skader som rapieren, der med sit stik kunne trænge ind og ødelægge organer og de store arterier.
Ved solkongens hof i 1600-tallet blev rapieren afkortet til den ca. 1 meter, som den er i dag (som de fleste effektive blankvåben verden over – fra Østens samuraisværd til de europæiske våben). Historikere mener, at afkortningen af rapieren først og fremmest skyldtes moden. Ifølge bogen "Duellens historie" passede det sig ikke at komme anstigende til solkongens hof i ridestøvler og en lang klinge slæbende efter sig. En kortere klinge var lettere at manøvrere ved hoffet. Som sidegevinst viste det sig, at det også var muligt med de kortere klinger at foretage parader, hvilket hjalp på sikkerheden. Den moderne kårde var født.
Helt frem til 1800-tallet var det kun officererne, der fægtede kårde. De menige fodfolk fægtede med sabel. Forskellen skyldtes, at det var (og er) unaturligt for mennesket at støde frem for at hugge med en klinge. Derfor var det kun adelen og officerstanden, der havde tid og råd til den langvarige træning det tog at mestre kården.
Det er også derfor, at duellerne blev udført med kårde: Det var officerenes og adelens våben, og det var disse stænder, der havde en ære at forsvare.
........................................................................................................................