kaos: ( af græsk chaos 'gab, svælg'),uorden, forvirring. I græsk mytologi det gabende svælg
hvoraf Verden skabtes.
kaos, som religionshistorisk fagudtryk anvendt om den uordnede og udifferentierede tilstand, der i mange myter skildres forud for den velordnede verdens (kosmos') tilblivelse.
En sumerisk myte taler om denne tilstand som et tidløst tomrum, hvor der endnu ikke fandtes mandligt og kvindeligt, hvor ingen dag gryede, og ingen nymåne viste sig. I de nærorientalske skabelsesmyter er det uendelige urhav og det forskelsløse mørke de karakteristiske billeder på kaostilstanden. Kosmos opstår af kaos og ved overvindelse af kaos.
I Babylonien var det salte urhav et frygteligt uhyre, Tiamat, som byens gud Marduk dræbte; men han byggede også verden af hendes døde krop. I den nordiske mytologi dræbte Odin og hans brødre jætten Ymer i den endnu kaotiske verden, som kaldtes Ginnungagab. Af jættens krop dannedes jord, himmel, hav, bjerge og træer, og hans øjenbryn blev til den beskyttende mur om menneskenes kosmos, Midgård. Udenfor lå Udgård, der stadig tænktes at befinde sig i kaostilstand med jætter og andre farlige væsener.
Hos mange folkeslag betyder skabelsen eller kosmogonien blot afgrænsningen af et kosmos; uden om dette tænkes urtidens kaos at bestå i evig inerti og ustyrlig bevægelse, både som en trussel og som en kilde til nye livsmuligheders skabelse. Truslen overvindes, og grænserne trækkes på ny i kultdramaet, hvor man gennemspiller sejren over kaos.
........................................................................................................................