Kina

Artikel billede

statsområdets udvikling (A) Kina under Han-dynastiet, 206 f.Kr.220 e.Kr. (B) Under Ming-dynastiet, 1368-1644. (C) Under Ching-dynastiet (manchuerne), 1644-1912. (Den fuldt optrukne linie nord for Beijing angiver på samtlige kort den Kinesiske Mur.)

Kina; stat i Ø-Asien. Arealmæssigt verdens tredjestørste stat; består overvejende af bjergterræn samt store sletteområder med løssaflejringer. K gennemskæres af flere store flodsystemer. Kinas klima kan inddeles i tre zoner; mod nord tempereret fastlandsklima, syd herfor subtropisk og helt mod syd tropisk klima. Nedbøren er størst i den sydøstlige del af landet.

Kina: republik; 9.597.000 km². Hovedstad Beijing, 5,7 mio indb.1983, største by Shanghai, 6,4 mio indb.1983.

• Befolkning: 635,9 mio 1960; 711,0 mio 1968; 1036,8 mio 1984, hvoraf 94% er kinesere (han).

• Sprog: kinesisk, opsplittet i en lang række dialekter, der samles af det kinesiske tegnsprog.

• Vigtigste eksportvarer (i pct. af samlede eksport 1983): fødevarer 12,8; mineraler/kemikalier 14,2; industrivarer/halvfabrikata 42,3.

• Vigtigste handelspartnere Japan, Hongkong og USA. BNP pr. indb·1981 $ 300 (DK $ 13 120).

• Møntfod: renmenbi yuan a 10 jiao = 100 fen.

• BEFOLKNING. Kina er verdens folkerigeste stat. Befolkningstætheden varierer meget; langs de store floder og på de frugtbare sletter overstiger den flere steder 100 indb./km², mens den i bjergene næsten er nul.

• ØKONOMI OG ERHVERV. Efter dannelsen af Den Kinesiske Folkerepublik 1949 var hovedopgaven, at begynde en egentlig socialistisk opbygning ved gennemførelsen af en jordreform og nationalisering. En industrialisering i større målestok var nødvendig og har siden været en vigtig bestanddel af de skiftende S-års planer. Med landbruget som grundlag og industrien som ledende faktor er der sket en tilnærmelse mellem by og land, mellem industri og landbrug og mellem de forskellige egne. Kina er endnu et udpræget landbrugsland med ca. 71% beskæftiget inden for landbrug. Det dyrkede areal udgør kun 11 % hvoraf godt halvdelen kunstvandes. Der tilstræbes en forøget produktion, dels via mekanisering, kunstvanding, gødskning og planteforædling, dels via øget markedsstyring af produktionen. Dette har i midten af 1980erne ført til voksende befolkningsvandring fra land til by. I S-Kina er ris vigtigste afgrøde, desuden dyrkes te, sukker og tobak. I N-Kina dominerer hvede, hirse og majs. Stor ris- og hvedeproduktion som gør Kina selvforsynende. I 1980erne har markedspriserne i Kina ført til en øget produktion af bomuld, sukker o.a. industriafgrøder, periodevis på bekostning af kornproduktionen. Stort husdyrhold. De vigtigste industriafgrøder er bomuld og olieplanter. Fiskeriet er meget stort og fisk udgør den største del af det animalske tilskud til føden. Kina er rig på mineralforekomster. Store mængder af kul- og jernmalm har betydning for den voksende industri. Endvidere brydes bauxit, kobber og zink. Betydelige mængder af olie og naturgas. Industrien, især sværindustrien, var tidligere koncentreret i store centre i NØ-Kina. Siden 1949 er der sket en spredning, og Kina planlægger en højteknologisk koncentration i de højtudviklede kystegne, placering af råstof tunge og energiintensive industrier i det centrale Kina, samt en generel vækst i forbrugsvareindustrien.

Artikel billede

• HISTORIE. Fra ca. 4000 fødtKr. fandtes en flod kultur omkring Huang He organiseret i stammer med dyrkning af hirse, hvede og bjergris. Shang-stammen fik gradvis overtaget og ca. 1500 kontrol over det nuværende Henan og Shandong-halvøen. Under Shang-dynastiet grundlagt et kæmpemæssigt rige ved føderation af ca. 1800 bystater. Det var et slavesamfund, hvor krigsfanger anvendes som slaver. Befolkningen var bosat i byer og gradvis skabtes en administration af kunstvanding og kornlagre. Som centre for administration og handel med landbrugsprodukter voksede byerne. Under Chou-dynastiet påbegyndtes overgangen til feudale produktionsforhold med en jordejerklasse og en klasse af bønder, der var tvunget til at leje jord mod ydelse af arbejde eller jordrente som en fastsat del af høsten. Bøndernes stavnsbånd umuliggjorde større samlede vandreguleringsarbejder. Chou-herskerne overlod land til slægt og forbundsfæller vha. vasalskab. Men under De stridende Rigers periode (480-221) opløstes den løse stat og vasallerne gjorde sig uafhængige.

• Kejsermagten styrkes (ca. 200 fødtKr.-1200 e.Kr.). 1206 f.Kr. kom Han-dynastiet til magten og kejseren blev øverste myndighed. I 17 e.Kr. udbrød bondeoprør pga. forarmelse efter beskatning kombineret med oversvømmelser og misvækst. Under Han-dynastiets ekspansion erobredes Silkevejen. Han-dynastiets fald 220 og bl.a. hunnernes invasion splittede Kina. Først med Tang-dynastiet genvandt Kina sin dominerende stilling og ekspansionen genoptoges, hvorved det kinesiske rige udstraktes fra Centralasien til Kaspiske Hav. Opsving for landbruget vha. kunstvanding støttede udviklingen af håndværk og handel. Efter 660 svækkedes riget af arabiske og tyrkisk indfald sammen med indre magtstrid. 884 blev omfattende bondeoprør slået brutalt ned. Med Sung-dynastiet 960 oplevede Kina et nyt opsving, men indfald af tungusiske stammer reducerede Kina til S for Chang Jiang. O. 1200 begyndte mongolsk ekspansion, der delte Kina mellem Sung-dynastiet og mongolernes leder Kublai Kan, der lod sig udråbe til kejser og grundlagde Yiian-dynastiet. Både Sung-dynastiet og mongolervældet betød stærk økonomisk fremgang og ny storhedstid for Kina som beherskede hele Ø-Asien undtagen Japan.

• Det kinesiske samfunds stabilitet. Embedsmændene var sammen med den kungfutsianske morallære stabiliserende faktorer i det kinoesiske samfund, der hvilede på tre fundamenter: kejseren/mandarinerne, godsejerne og bønderne. Bønderne producerede det overskud som opretholdt godsejere og embedsmænd. Embedsmændene rekrutteredes fra godsejerne, der havde råd til at give sønnerne den lange uddannelse. Embedsmændene investerede indtægten i jord. Godsejerne deltog ikke i arbejdet og var afhængige af en stærk centralmagt til opretholdelse af ro. Centralmagten var afhængig af godsejerne som rekrutteringsgrundlag. Kina var ikke et feudalsamfund i europæisk betydning, men snarere et agrarbureaukrati med stadig spænding mellem godsejere og centralmagt. Bondeoprør var afhængige af støtte fra embedsmændene, der samtidig forsøgte at holde handelsstanden under kontrol ved skat og statsmonopoler. Tilsidesættelse af den oprindelig kinesiske embedsstand og en hård skatte-politik førte 1368 til fordrivelse af mongolerne og grundlæggelse af det enevældige Ming-dynasti, der stoppede handel og skibsbygning. Japansk ekspansion og især fra begyndelsen af 1600-tallet manchuerne rystede Kina. 1644 grundlagde manchuerne Ching-dynastiet og påbegyndte bl.a. en reform af forvaltningen, øget landbrugsproduktion forøgede befolkningstallet, handel, især med de ostindiske kompagnier, fremmedes og litteratur og videnskab blomstrede.

• Europæisk indflydelse (1800-1905). Fra midten af 1800-tallet. svækkedes Kinas stabilitet ved sammenstødet med europæisk civilisation, korruption og indre uro. Pga. manglende industrialisering opsugedes befolkningstilvæksten ikke, og bønderne hvis økonomiske forhold i forvejen var meget dårlige forarmedes yderligere hvorved Taipingoprøret udløstes. De ostindiske kompagnier og især britisk forsøg på, trods kinesisk forbud, at indsmugle opium førte til Opiumskrigen, der resulterede i kinesisk nederlag. Ved ulige traktater fik Kina en halv kolonial status. Udlændinge havde kontrol med toldvæsenet, og udenlandske varer måtte ikke toldbelægges med mere end 5%. Kina måtte afgive Hongkong og efter ny krig mod Frankrig og Storbritannien 1856 åbne visse havne for handel med Europa, og tillade den afbrudte kristenmission. Efter krig med Frankrig 1884-85 måtte Kina afstå Indokina og efter Kinesisk-Japanske krig 1894-95 Korea og Taiwan til Japan. 1898 forpagtedes Port Arthur (Luda) til Rusland. Med den amerikanske åbne dørs politik 1899 øgedes den imperialistiske rivalisering om det kinesiske marked. Kina blev dog aldrig tvunget til formelt at opgive sin suverænitet. Tværtimod mislykkedes japansk ekspansion i Kina under 1. verdenskrig, hvor Kina deltog på allieret side og ved Washingtonkonferencen 1921-22 sikredes Kinas suverænitet. Ching-dynastiets eftergivenhed over for de imperialistiske magter førte 1900 til Bokseropstanden, der brutalt blev slået ned af de europæisk magter, som kontrollerede handel og den beskedne industri.

• Modernisering og revolution (1905-27). Den nødvendige modernisering af Kina gennem industrialisering krævede større statslige indtægter; men bøndernes forarmelse indskrænkede skattegrundlaget til godsejerne og embedsmændene, som fortsat var kejser-dynastiets garanter. Det traditionelle eksamenssystem for embedsmænd ophævedes 1905 og nye grupper af embedsmænd, finans- og industrifolk voksede frem. Industriarbejderne blev trods relativt lille antal en dynamisk faktor sammen med latente bonderevolutionære kræfter. Ved omvæltningen 1911 smuldrede kejserriget og republikken proklameredes 1912. Omvæltningen var ingen massebevægelse, men den gav bl.a. stødet til grundlæggelse af Guomindang under Sun Yat-sen, der efter mislykkede forsøg på at skabe en centralisering af samfundet indledte et samarbejde med det i 1921 grundlagte Kinas kommunistiske Parti (KKP) og sluttede forbund med USSR. Som protest mod overdragelse af de tyske koncessioner til Japan udløstes 1919 en massebevægelse ledet af intellektuelle men med bred tilslutning. Bevægelsen blev fulgt op med boykot af japanske varer, og især Guomindang voksede sig stærk på den nationale bølge. Efter Sun Yat-sens død overgik ledelsen i Guomindang til Chiang Kai-shek, der med massakren på tusindvis af Shanghai-arbejdere 1927 gjorde ende på samarbejde med KKP og USSR.

• Kommunisternes fremgang og sejr (1927-49). KKP reorganiseredes og røde baseområder grundlagdes i SØ-Kina hvor man gennem jordreformer vandt tilslutning fra fattigbønder, og Mao Zedong udviklede sin strategi for de kinesiske kommunisters kamp. Bondestaterne styrtedes efter flere felttog af Chiang Kaisheks tropper og KKP begav sig på den Lange March til Yanan, hvor en ny stat grundlagdes. Efter japansk erobring af Manchuriet 1931 angreb Japan i Kina-Japan Krig selve Kina. 1937 borgfred mellem KKP og Guomindang som varede til den japanske kapitulation 1945. KKP organiserede endvidere guerillakamp bag de japanske linier. De større godsejere flygtede ved den japanske fremrykning til de områder som nationalregeringen under Chiang Kai-shek kontrollerede. I de områder som KKP befriede blev godsejerne ikke frataget deres jord, men der gennemførtes sociale reformer, hvorved kommunisterne udnyttede utilfredsheden på landet og der opstod et fællesskab mellem kommunister og bønder. Ofte var KKP hovedfjenden for nationalregeringen, mens KKP pga. sin indsats i krigen mod Japan blev ledende i den nationale bølge som fortsat prægede Kina. Trods amerikansk støtte led nationalregeringen nederlag til KKP, som havde ledelsen i både den social-revolutionære bevægelse og den nationale kamp. Nationalregeringen flygtede til Taiwan 1949 ved grundlæggelsen af den Kinesiske Folkerepublik.

• Økonomisk genrejsning og socialistisk opbygning (1949-59). Hovedopgaven efter befrielsen var gennemførelse af demokratiske reformer og en økonomisk genrejsning. Genopbygningen var præget af en forsigtig politik med gradvis nedtrapning af den private ejendomsret. KKP samarbejdede med småborgerskabet og dele af det nationale borgerskab og udviklede derved produktionen til 1952 at passere førkrigsniveauet. Ved nationalisering af udenrigshandel, bankvæsen og infrastruktur skabtes en væsentlig produktionsfremgang i et system af statsligt, kooperativt og kontrolleret privat initiativ. En omfattende jordreform afskaffede de feudale produktionsforhold i landbruget og de fleste bønder sluttede sig sammen i kooperativer, hvorved landbrugsjorden allerede 1956 blev ejet og dyrket i fællesskab. Med den 1. femårsplan 1953-57 igangsattes en planmæssig socialistisk industrialisering. 1956 var al industri nationaliseret. Men kraftig satsen på sværindustri betød økonomiske og regionale skævheder og Kina formede sin egen selvstændige udviklingsmodel. 1958 igangsattes det Store Spring Fremad med oprettelse af folkekommuner og mindre industri over hele Kina. Drivkraften skulle være socialistisk massemobilisering; men det Store Spring Fremad blev en begrænset succes bl.a. pga. teknisk-organisatorisk uformåenhed.

• Stabilisering og kulturrevolution (1960-69). Politisk strid i KKP om udviklingsstrategien var årsag til siksak-kursen i Kina de følgende årtier. Mao Zedongs modstandere, især Liu Shaoqi, blev styrket pga. økonomiske problemer forværret af misvækst 1959-61 og afbrydelse af sovjet bistand 1960. Økonomien stabiliseredes i første halvdel af 1960erne, men Maos fløj frygtede at øget magt til direktører og eksperter, bonus til arbejderne og friere spillerum for markedsmekanismer ville skabe ny kapitalistklasse og genrejsning af kapitalismen i Kina. 1966 brød modsætningerne ud i åben strid og Kulturrevolutionen startede blandt studenter, hvis kritik af borgerlig ideologi støttedes af Maos fløj; siden sluttede arbejdere og bønder sig til. Et flertal i partiets top støttede massebevægelsen, der tog magten fra etablerede stats- og partiorganer og udrensede millioner af Liu Shaoqis tilhængere, bl.a. Deng Xiaoping. Politisk og økonomisk kaos truede og efter direktiv fra Mao oprettedes 1968 nye politiske og administrative organer (revolutionskomiteer) i hele Kina. 1969 var den ofte borgerkrigsagtige magtkamp foreløbigt afgjort; partiet blev genetableret, Liu Shaoqi ekskluderet og det centrale statsapparat konsolideret. Maos linie havde sejret men nye uenigheder opstod blandt kulturrevolutionens tilhængere.

• Efter kulturrevolutionen (1970-76). En radikal fløj ønskede at fortsætte den skarpe politiske kamp med uformindsket kraft mens andre, især ministerpræsident Zhou Enlai, fandt økonomisk modernisering nødvendig. 1976 døde først Zhou og siden Mao. Kampen om partiets linie blev i første omgang vundet af den kulturrevolutionære firemandsbande, men den arresteredes samme år anklaget for sammensværgelse.

Artikel billede

• Modernisering og opgør med kulturrevolutionen (1977-86). Deng Xiaoping rehabiliteredes 1977 og 1978 vandt hans linie definitivt magten i partiet. Med firemandsbandens fald indledtes et opgør med kulturrevolutionen og centrale dele af Mao Zedong-tænkningen, bl.a. tesen om klassekampen som 'nøgleleddet'; kritikken af USSR's indenrigspolitik neddæmpedes kraftigt. 1980 rehabiliteredes Liu Shaoqi og Deng-tilhængeren Zhao Ziyang afløste Hua Guofeng som ministerpræsident. Med det politiske kursskifte fulgte et økonomisk. Moderniseringsplanen, vedtaget 1977, udviklede sig til et brud med den økonomiske strategi bag det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen; folkekommunerne afvikledes som administrative enheder 1982, de enkelte virksomheder og direktører fik mere indflydelse, rentabilitet kom i højsædet og udenlandske firmaer opmuntredes til at investere i Kina. Befolkningstilvæksten blev fra 1982 anset for et så alvorligt problem at en massiv et-barns-kampagne indledtes. Familier der får flere børn rammes af strenge økonomisk sanktioner. Målet er at holde befolkningstallet under 1,2 mia i år 2000. Produktionen i landbrug og industri samt lønninger blev hævet, men nye problemer som inflation og løbske priser fulgte pga. tiltagende markedsbestemt prisdannelse. Studenteruroligheder 1986 med krav om yderligere demokratisering blev nedkæmpet, men medførte også Hu Yaobangs fald som partiformand 1987. Atter i 1989 inspirerede de økonomiske reformer studenter til fredelig demonstration for demokratisering på Tienanmenpladsen i Beijing. Trods bred opbakning fra andre befolkningsgrupper, blev demonstrationen nedkæmpet af militæret.

• Udenrigspolitik (1949-86). USA's position som verdens stærkeste økonomiske og militære magt, den amerikanske støtte til Taiwan og engagement i Kinas naboland under Koreakrigen var bestemmende for Kinas tidlige udenrigspolitik, der lå på linie med USSR's. Kina sendte frivillige til Korea og støttede den 3. verdens begyndende afkolonisering, bl.a. oprettelsen af de alliancefri landes bevægelse. Befrielsesbevægelserne i Indokina ydedes omfattende materiel hjælp i krigene mod Frankrig og siden USA. I takt med den kinesiske-sovjetiske ideologiske strid og USSR's stadigt mere offensive udenrigspolitik skærpedes modsætningen til USSR, som Kina mente var blevet en imperialistisk supermagt på linie med USA. I Kulturrevolutionens kølvand brød Kina sin diplomatiske isolation og blev optaget i FN 1971, 1979 etableredes diplomatiske forbindelser med USA og 1980 blev Kina medlem af Den Internationale Valutafond og Verdensbanken. Trods indre politiske svingninger førtes konstant udenrigspolitik, hvis formål er samling af alle internationale kræfter mod de to supermagter. Efter USA's Indokina-nederlag og økonomiske svækkelse og USSR's og allieredes militær indgriben i Østeuropa, Afrika og SØ-Asien anses USSR af Kina for sandsynlig udløser af verdenskrig. Derfor har Kina fra begyndelsen af 1970erne indledt stadigt nærmere samarbejde med Vesten. Tilnærmelsen mellem USSR og Vietnam, Vietnams besættelse af Kampuchea og fordrivelse af 250.000 etniske kinesere til Kina var baggrunden for en kinesisk militær aktion mod Vietnam 1979. 1985 indgik Kina en aftale med Storbritannien om Hongkongs overgang til kinesisk suverænitet 1997 som Særlig Administrativ Region, og 1987 aftaltes en tilsvarende ordning for Macau med Portugal.

Artikel billede

Den Kinesiske Folkerepubliks autonome områder (regioner) og provinser med hovedstæder og større byer. Taiwan betragtes som tilhørende folkerepublikken, som også gør krav på landområder i det nordlige Indien. Kort (C) viser Danmark i samme målestok.

Artikel billede

Den Kinesiske Folkerepubliks 5 autonome regioner og 22 provinser (pinyin translitteration; ældre transskription, evt. danske navneformer, i parentes):

Autonome regioner

Guangxi Zhuangzu (Kwangsi Chuang)

Nei Monggol (Indre Mongoli)

Ningxia Huizu (Ningsia Hui)

Xinjiang Uygur (Sinkiang Uighur)

Xizang (Tibet)

Provinser (inkl. Taiwan)

Anhui (Anhwei)

Fujian (Fukien)

Gansu (Kansu)

Guangdong (Kwangtung)

Guizhou (Kweichow)