Og så er der de røde knurhaner, som hedder Trigla lucerna, og som kun sjældent fanges i Kattegat omkring Læsø. De røde anses for bedre spisefisk end de grå, som er langt mere almindelige i vore farvande og findes helt ned i Øresund, Køge Bugt og den vestlige østersø.
Hørt ved fiskevognen denne sommer: "Far, hvis den fisk der hedder en knurhane, hedder hans kone så en knurhøne?"
Ja, de er søde, de små børn med deres logiske ræsonnementer, og det er da også et underligt navn til en fisk, men der er en god forklaring på det.
Kan gå på bunden
Knurhanerne har fået deres underlige navn, fordi de kan frembringe en skrattende eller knurrende lyd fra svømmeblæren, hvis væg sættes i svingninger af særlige muskler. Sandsynligvis er lyden en slags advarselssignal, men det er kun gisninger. Biologerne kender reelt ikke betydningen af fiskens evne til at give lyd fra sig.
Knurhanerne kan kendes på de høje, bepansrede kinder og den stejle, let indadbuede pande og på, at de nederste tre finnestråler i brystfinnerne er helt frie og fungerer som både ben og føleorganer, der er nyttige for fisken, når den kryber omkring påhavbunden. Fisken har to rygfinner og store vifteformede bugfinner. Kroppens skæl er ganske små, bortset fra på sidelinien, hvor de kan være kraftigt udviklede.
De fleste af familiens arter er tropiske. Det er bundfisk, men de svømmer udmærket og træffes ofte oppe i de frie vandmasser. I vore farvande findes der tre arter. Udover de to allerede omtalte drejer det sig om den tværstribede knurhane Trigla pini, der er sjælden i Nordsøen og aldrig set i vore indre farvande.
Spises sjældent her
Knurhanen lever især af rejer, orme, mindre fisk og andre dyr på havbunden, men den jager også fisk oppe i de frie vandmasser,
og undertiden fanger en lystfisker den på en lille pirk under torske- eller makrelfiskeri.
Den grå knurhane er en ret almindelig bifangst ved trawlfiskeri i Nordsøen og Kattegat. I Danmark udnyttes den fremragende fisk med det faste, magre kød desværre ikke meget som spisefisk, men i vore nabolande holder den gode priser hos fiskehandlerne, og på markeder i Paris har vi set de røde knurhaner (les grondins) til hvad der svarer til 80 danske kroner "le kilo", så også på de kanter sætter de pris på denne herlige fisk.
Se opskriften på disse stærkt undervurderede spisefisk, der smager virkelig godt: Stegt knurhane med grønsager og balsamico
I køkkenet
De knurrende fisk fås helt ned til et par hundrede gram, og disse små bæster er så lækre, at man spiser flere af dem, end man umiddelbart tror. Det er lidt som med østers: Tolv er godt - som opvarmning. De næste tolver ren eufori. Selvfølgelig kan man ikke spise 24 knurhaner, men vi har haft gæster ved grillbordet, som uden problemer klarede 5-6 stykker. Grillstegte knurhaner er nemlig rent guf.
Har fiskeskipperen kun fået et par eller tre små knurhaner i bundgarnet, står den på fiskesuppe a la Bouillabaisse, for hertil egner knurhanen sig også fortræffeligt. Så får de selskab af et par "flade", en lille torsk eller hvilling og to-tre håndfulde blåmuslinger, som vi dog må hente hos fiskehandleren.
Store fisk
De store knurhaner på op mod et kilo skærer vi altid fileterne af. Resten af fisken kan bruges til en court-bouillon, som knurhanefileterne herefter pocheres i, hvorefter suppen koges ind til "sirup" med hakkede skalotteløg. Til sidst piskes koldt smør i. Så har vi knurhaner med beurre blanc og med en kogt kartoffel til, smager det bare så godt, så godt.
I sit solskinskøkken opererer Roger Verge med Pierrots små "muller", men da pålidelige Grete Grumme som redaktør af den danske udgave nævner, at små knurhaner er meget fine til samme opskrift, sprang vi uden betænkning ud i den tilberedning, og nu er den minsandten blevet en klassiker i køkkenet på Frederiksberg.