Mælkepulver
Der findes 4 typer mælkepulver
Flødepulver – mælkepulver med min. 42 % fedt
Sødmælkspulver - min. 26 % fedt
Pulver af delvis skummetmælk – 1,5 – 26 % fedt
Skummetmælkspulver – max 1,5 % fedt
Holdbarheden af mælkepulver gør dem velegnede til anvendelse i geografiske områder med tropisk klima, hvor der ikke er nogen - eller begrænset mælkeproduktion. Pulveret kan i disse områder blandes med vand, denne mælk kaldes rekombineret mælk. Det er også muligt at fremstille andre mejeriprodukter ud fra rekombineret mælk.
Mælkepulveret kan endvidere bruges til fremstilling af levnedsmidler (slagterivarer, kødkonserves, brød, iscreme) konfekture-produkter, medicinalvarer, modermælkserstatninger, madlavning m.m.
Fremstilling
Mælkepulver fremstilles ved at varmebehandle mælken, hvorefter den inddampes og tørres.
Varmebehandlingen er normalt en lavpasteurisering (72°C i 15 sek), men hvis pulveret skal bruges til foder bruges en højpasteurisering (85-90°C i 5-30 sek).
Inddampning og tørringen har til formål at fjerne vandet fra mælken, hvorved tørstofindholdet stiger.
Inddampningen foretages af økonomiske årsager, tørreprocessen kræver 10 gange så meget energi som inddampningsprocessen. Det er ikke muligt at fjerne alt vand fra mælken udelukkende ved inddampning, da anlægget tilstopper når der er et høj tørstofindhold. Desuden bliver mælkepulveret bedst, når mælken først inddampes og derefter tørres.
Inddampning
Inddampningen foregår under vakuum, hvorved kogepunktet sænkes. Herved skal temperaturen ikke så højt op, og man undgår at proteiner og vitaminer ødelægges. Desuden undgår man, at der opstår en brunfarvning af mælken (kaldet Maillards reaktion).
Efter inddampningsprocessen er tørstoffet forøget fra ca. 13 % til 25-50 % og kaldes nu mælkekoncentrat.
Tørringen
Tørringen sker i et tørretårn, hvor mælkekoncentratet slynges i meget små dråbe øverst i tårnet. Den samlede overflade på dråberne er meget stor, så vandfordampningen sker hurtigt. Temperaturen falder fra ca 180°C til ca 100°C ned gennem tørretårnet og opholdstiden i tørretårnet er ca 25 sek. Da dråberne under hele tørreperioden afgiver vand, afkøles overfladen, så temperaturen hele tiden ligger under lufttemperaturen, dvs at pulveret aldrig overstiger 75°C.
Eftertørringen foregår i en fluidbed, som er en vibrerende eftertørre som sidder nederst i tørretårnet. Her er temperaturen lavere for at skåne produktet. Vandindholdet er kun 2-4 % i slutproduktet.
--
Brugernes vurdering
4,3
(
3
stemmer)
Siden er blevet set 1.638 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Du er nu logget ind og siden er tilføjet til din Bog
Der er allerede en bruger med det brugernavn.