: oprindelig betegnelse for visse legemers evne
til at tiltrække andre af fx jern, nikkel eller kobolt. Nu skelnes mellem denne
form for permanent magnetisme og elektro-magnetisme der hidrører fra
strømførende ledere. I virkeligheden har den permanente magnetisme også sit
udspring i strømme i legemets indre. Hver elektron i et atom forårsager gennem
sin bevægelse to magnetiske momenter, et gennem bevægelsen omkring kernen og et
ved rotationen om sin akse. Hver magnet kan betragtes som sammensat af mange
elementarmagneter, der så længe de ikke er ordnede, vil udligne hinandens
magnetiske momenter.
Men udsættes de for et magnetfelt ordnes de i
feltets retning, deres magnetiske momenter samvirker, legemet magnetiseres. I
stærkt magnetiske (ferromagnetiske) legemer af jern, nikkel mfl. er en sådan
ordning sket.
........................................................................................................................