Salt har været produceret i Vestengland i de seneste 2000 år, siden romerne var bosat i England.
Produktionen af Maldon Sea Salt begyndte dog først i 1882. I dag er det et familiefirma med et verdenskendt ry for sine smukke pyramideformede saltkrystaller. Maldon er mildt salt med en frisk smag af tang og af en dejlig havbrise. Det er meget rent og behageligt.
Derfor bliver Maldon Sea Salt så godt: Lav nedbør, stærk vind, godt med solskin og fladt marskland. Med disse klimaforhold skabes et rigtigt rent, velsaltet vand. Og vandet varmebehandles stadigvæk i store pander over stenkar som efter de oprindelige traditioner.
Når en person omtales med ordene "Salt of the farth" eller "Worth his weight in salt", er det yderst respektfuldt hjemme i England. Ordet "Salarium" på latin stammer fra ordet "salt" og betyder "salary" på engelsk (løn, vederlag på dansk). Og de romerske soldater fik netop udbetalt en del af deres løn i salt.
Læsø salt
Poul Christensen fra Læsø Salt har lige udviklet et dansk svar på Maldon Sea Salt krystaller. Igen et clean, spændende fremragende produkt.
Det daglige salt
Maldon saltkrystaller skal bruges som en delikatesse og ikke "bare" som almindeligt husholdningssalt. Krystallerne er friske, de er rene, de er spændende og en fornøjelse at arbejde med.
Prøv fx et stykke tykt, ristet brød, smurt godt med letsaltet økologisk smør og drysset med Maldon Sea Salt. Typisk natmad for en kok, efter en hård aften i køkkenet! Paul Cunningham.
Fakta
Maldon salt: Man kan få salt på to måder. Det kan udvindes fra saltaflejringer i undergrunden, eller det kan inddampes af saltvand fra kilder eller havet. Begge metoder går meget langt tilbage i tiden, og beherskelse af saltproduktionen har igennem historien været lige så attraktivt som magt over oliekilderne i dag. Senest har Mark Kurlansky skildret saltets politiske historie i bogen" Salt: A World History" (New York, Walker and Co., 2002).
Fremstilling af havsalt har sit tyngdepunkt i lande, hvor man kan udnytte solens varme til inddampningen. Det er fra gammel tid det sydlige Frankrig, Portugal, Spanien og Italien. I ældre kilder kaldes dette salt for baiesalt efter Baie de Bourgneuf ved Loireflodens udmunding.
Rent teknisk ledes det salte havvand ind i bassiner, de såkaldte saltbede, og når vandet er fordampet, høstes saltet. I dag er processen mekaniseret, men stadig høstes der også håndværksmæssigt, hvor førstehøsten behandles særligt omhyggeligt og sælges til høje priser. Et eksempel er Camargues Fleur de Sel, og et andet er Maldon Salt. Begge produkter har været på markedet ubrudt siden middelalderen, i modsætning til det danske Læsø sydesalt. På Læsø har man indkogt havvand i middelalderen, men det store brændselsforbrug blev et problem allerede i senmiddelalderen, og i 1652 blev sydning helt forbudt. I 1990'erne blev sydningen genoptaget af et historisk værksted.
Problemet under nordlige himmelstrøg er, at solen ikke har kraft nok til fordampningen. Man måtte ty til kunstig opvarmning for at koge vandet væk. Det gamle danske ord for at koge er at syde, deraf navnet sydesalt. I England, nærmere betegnet i landskabet Essex, der ligger nordøst for London, er der tradition for saltsydning. I marsklandet langs Blackwaterfjorden er der fra den tidlige middelalder indvundet salt. Sydepanderne blev anlagt langs stranden, og om natten fungerede bålene på samme tid som sømærker.
De fleste var koncentretet omkring byen Maldon. Det er en lille by med ca. 11.000 indbyggere, engang en vigtig fiskerby, i dag mere kendt som hjemsted for sejlsport og turisme. Nogle kender måske også navnet fra historien slaget ved Maldon 961, hvor Svend Tveskæg vandt over angelsakserne.
Maldon-saltets godhed bevidnes af Hanne Glasse, der i sin kogebog fra 1747 ("Art of Cookery Made Pia in and Easy") skriver, at skinkerne fra York og smørret fra Suffolk er af så høj kvalitet takket være Maldon-saltet. Der var mange syderier i og omkring Maldon, men siden 1970 er der kun en producent tilbage. Det er familievirksomheden The Maldon Crystal Salt Company, grundlagt 1882. Herfra ekporteres til gastromer i hele den vestlige verden.
Blandt de mange dommedagsprofetier i slutningen af 1990' erne var også et rygte om, at der snart ikke er mere Maldon-salt. Det forlydende skal nok tages med et gran salt, for der er næppe udsigt til at havvandet i Nordsøen bliver fersk lige med det samme....