Følesansen
De såkaldte nerveender i huden, i legemets indre organer og
i musklerne reagerer på påvirkninger og sender impulser til hjernen via
rygmarven og den såkaldte sympatiske grænsestreng som hører til det autonome
nervesystem.
Hudens nerveender er følsomme for berøring, tryk, varme,
kulde og smerte. Føleindtryk fra indre organer oplever man i reglen som smerte.
I musklerne findes såkaldte muskeltene som giver meddelelse om legemets
forandringer i stilling.
Følefornemmelsen bliver bevidst i et område af hjernebarken
umiddelbart bag ved centralfuren. Forskellige legemsdele er repræsenterede i
særlige områder af hjernebarken så påvirkningen kan lokaliseres.
Lugt og smag
Det egentlige lugtorgan er et område af slimhinden i næsens
øverste del. Der sidder sanseceller som omdanner den kemiske påvirkning til
nerveimpulser. Disse ledes til hjernens lugtcenter.
Smagen er koncentreret til ca. 200 små forhøjninger på tungen,
papiller, hvor nervetråde findes i runde dannelser, smagsløg. Grundsmags-fornemmelserne
er sødt, salt, surt og bittert.
ENDOKRINE ORGANER
De endokrine organer producerer hormoner, en gruppe stoffer
af stor betydning for livsprocesserne. Det overord- nede organ er hypofysen som
ligger helt inde under hjernen og som har direkte forbindelse med hypothalamus,
det hjernecenter der styrer ubevidste funktioner.
Hypofysen står i samspil med de andre endokrine organer og
danner bl.a. hormonet ACTH som stimulerer binyrebarken. Denne frembringer
hormoner som hæmmer produktionen af ACTH så der opstår ligevægt.
De endokrine organer er kirtler. De har ikke nogen udførselsgang,
men cellerne ligger i direkte forbindelse med fine blodkar så hormonerne kan gå
over i blod banen og hurtigt fordeles i hele kroppen.
Skjoldbruskkirtlen, hvis hormon bestemmer takten i
stofskiftet, består af blærer omgivet af de hormondannende celler. Herover en
sådan blære hvori hormonet aflejres indtil det optages i blodkarret.