Jøderne er væk. Og de kristne er også snart væk. Fordrevet
eller flygtet fra Vestbredden. Den muslimske-arabiske verden er lukket om sig
selv og lukker af for kristen del af områdets historie. Læs hvordan det sker …
Kristne arabere på Vestbredden i det palæstinensiske
selvstyreområde står i en meget vanskelig situation. De bliver presset af
muslimer og også indirekte af Israel. Det gav Klaus Wivel en stærk beskrivelse
af i sit indlæg på Europamissionens arrangement i København den 14. juni.
Han fortalte en beretning som også kan læses i hans bog “Den sidste nadver”,
der handler om fordrivelsen af kristne fra Mellemøsten.
Missilaffyring i baghaven
En kristen kvinde i Betlehem opdagede pludselig, at der stod en mand i hendes
baghave med et skulderbårent missil. Missilet skulle affyres mod Israel.
Han vidste, at Israel straks svarer på den slags angreb med
at skyde tilbage mod affyringsstedet. Derfor havde han valgt et hus og have,
der tilhørte en kristen. Hun kunne se, at situationen ikke var særlig gunstig
for hendes hus.
Kvinden vidste også godt, at der ville komme et
gengældelsesangreb mod hendes hus.
Heldigvis lykkedes det hende med skældsord og trusler at få
manden til at forføje sig.
Hvorefter han blot valgte en anden kristens have til sit
formål. Det var lidt af den virkelighed, vi sjældent hører om.
Men Klaus Wivel havde været der. Og han havde besøgte andre
steder i Mellemøsten, hvor det heller ikke ser specielt godt ud for de kristne.
Historieløs – i den kristne periode
Det er især forholdene for de kristne i Egypten, som giver grund
til bekymring.
De kristnes historie i Egypten bliver fortiet for egypterne.
Hos dem starter historieundervisningen med faraonerne og
pyramiderne. Men den hopper simpelthen den kristne periode fra ca. år nul til Islams
erobring over.
De fleste egyptere aner således ikke, at deres land var
kristent i ca. 600 år (og her er de helt på linie med Vestens historieløse
unge).
Derfor tror de, at kopterne - de oprindelige ikke-islamiske
indbyggere - er kommet udefra som Vestens allierede.
Under Mubarak nød de kristne en vis beskyttelse. I
Mellemøsten er der en lang tradition for at jøder, kristne og andre minoriteter
klynger sig desperat til diktatorer, som de ser som deres eneste værn mod
pøbelens overgreb.
Men så snart Mubarak var væk – og det skete som nogen vil
huske med Obamas velsignelse – kom der rigtig gang i afbrænding af kirker. Et
stort antal af dem gik op i flammer, uden at politiet tog sig af det.
Tværtimod.
Politiet var nærmest på hærværksmændenes side. I et tilfælde
skød de på protesterende koptere og dræbte 28.
Scenariet er med små variationer det samme i de andre lande,
Wivel besøgte, og det kan ikke komme bag på nogen at antallet af Mellemøstens
kristne nærmest er halveret gennem de seneste 30 år. Jøderne er i realiteten
allerede væk.
Er det noget Vesten går op i? Nej. Hverken politikere eller
den ellers moraliserende elite er sønderlig oprevet over de kristnes skæbne.
Det er bedre at blande sig uden om, mener de, og det var netop denne holdning,
der fik Wivel til at gå i gang med at undersøge sagen.
Tartuffe-svar
Som svar på hans forespørgsel til daværende udenrigsminister
Villy Søvndal, fik han at vide, at ”det var bedre at hjælpe alle undertrykte mennesker
frem for en enkel gruppe (in casu de kristne)”, og dette fromme Tartuffe-svar
lader vi lige stå et øjeblik.
En af de ivrigste støtter til den palæstinensiske sag har
netop været samme Villy Søvndal. Han var medlem af Boykot Israel, og meldte sig
ud da hans medlemskab kunne opfattes som en hindring for hans virke i
Udenrigsministeriet. I øvrigt var han ikke tilhænger af en Boykot Kina eller
nogen anden Boykot-bevægelse, så argumentet om ikke at hjælpe enkelte
undertrykte grupper klinger temmelig hult. Men ham om det.
Den lukkede kreds
Det mest tankevækkende i Klaus Wivels beretning, var den
arabiske verdens uvilje til at se dens egen historie i øjnene.
Araberne kender den ikke og ønsker heller ikke at kende den.
Den går nemlig på tværs af de myter, de har skabt om sig selv, og derfor udgør
disse myter deres virkelige virkelighed. Hvilket igen betyder, at alle
politiske tiltag i sidste ende er overfladefænomener, som ikke rokker ved den
underliggende måde at se tingene på.
Det var dette “mindset” som Mellemøst-kender David
Pryce-Jones beskrev så mesterligt i sit klassiske værk ”The Closed Circle” for
30 år siden. Mellemøstens folk er fanget i en lukket kreds, som de ikke kan
bryde ud af, skrev han.
Og den analyse er lige så aktuel i dag, som det var dengang
.........................................................................................................................