Alt muligt er ok nu om dage
Mange irriteres over, at det lille ord ok bliver brugt hele tiden. Men hvornår kom det ind i det danske sprog, og hvor stammer det fra? Læs mere …
Flere har skrevet om brug af ok og udtrykt irritation over, at det lille ord bliver brugt for ofte. ”Det er mærkeligt at OK i den grad er blusset op, når vi har kendt udtrykket i 70 år!”
Det er rigtigt, at vi har brugt udtrykket på dansk i mere end 70 år, måske godt 100 år. Men det drejer sig ikke kun om ok eller OK. I første halvdel af 1900-tallet skrev man også O. K. (med store bogstaver, forkortelsespunktum og mellemrum mellem de to bogstaver).
I dag kender vi mindst følgende skrivemåder: OK, O.K., ok, o.k. og derudover fuldformerne okay og okey. Heraf er nogle godtaget af Dansk Sprognævn, andre ikke. Godtaget er: ok, OK, o.k. og okay, de andre varianter indordner Dansk Sprognævn som fejl. OK var også en fejl indtil november 2012, men nu er det altså blevet ok.
Men det er først i 1986, at man overhovedet finder nogen af varianterne i den officielle danske retskrivningsordbog. Dem leder man også forgæves efter i Ordbog over det danske sprog i bind 15 fra 1934.
Det betyder dog ikke, at ordet ikke blev brugt dengang. For det er optaget (som O. K.) i Illustreret Konversations Leksikon fra 1935 og Blinkenberg/Thieles dansk-franske ordbog fra 1937 (som ok).
Før et ord kommer i leksika og ordbøger, går der altid en del år, så vi har nok brugt udtrykket på dansk i mindst 100 år.
Blussede op i 70’erne
Det er rigtigt, at brugen af ok osv. er blusset op, men det skete allerede i 70’erne. Det er også rigtigt, at det bruges irriterende meget. I øvrigt ikke bare som interjektion med betydningen ’det er korrekt’ eller ’jeg accepter det’, men også siden ca. 1990 som adjektiv med betydningen ’udmærket’, sammenlign det er et ok arbejde.
Røverhistorier
Men hvor stammer ordet egentlig fra? ”måske det skulle betyde ’0 killed’, men ved ikke, om det er rigtigt.”
Der findes en masse røverhistorier om oprindelsen til mange udtryk, også til ok. Selv grækerne får påduttet ansvaret, fordi det skal være opstået hos spartanerne for 2.600 år siden som forkortelse for olla kolla (’alt godt’).
Andre tror, at ordet skal være født præcis den 23. marts 1839, hvor en amerikansk redaktør skal have brugt forkortelsen i stedet for at skrive all correct. Så har vi den ovenfor nævnte forklaring, hvor ordet skal stå for ’ingen dræbte’ (0 killed) og skal være blevet brugt i den amerikanske borgerkrig, hvor OK skal være blevet skrevet på døren til huse, som var fri for lig.
Selv tror jeg mere på det, som Raunkjærs Konversations Leksikon fra 1951 skriver. OK skal komme fra et indianersprog med ordet oke, som betyder ’ja’.
Irriterende
Alle forklaringer – på nær den græske – kan være rigtige. Det er kun et spørgsmål om, hvem der var først. Og det ved ingen med sikkerhed.
Disse røverhistorier ændrer ikke ved, at overdreven brug af ok irriterer voldsomt, næsten lige så meget som "
det er bare i orden".