Logo

Oksholm, Oxholm

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Oksholm, Oxholm


Oxholm, Oksholm: hovedgård på Øland ved Limfjorden, V for Aalborg. Grundlagt som benediktinernonnekloster, Ø Kloster, ca. 1175; navn efter Frands Banners kone Anna Oxe (død 1601). Hovedbygningen er V- og S-fløjen af et middelalderligt klosteranlæg med kirken som N-fløj. Oxholm blev ombygget i 1600- og 1800-tallet.

 

Oksholm, Oxholm

 

Oxholm

Øland sogn, Øster Han herred, Hjørring amt.
Ø Kloster stiftedes i slutningen af 12. århundrede af Børglumbis­pen Tyge, der selv må have været fra Øland; her lå i alt fald hans fædrene gods, som han skænkede til oprettelsen af et kloster for benediktinernonner.

 

Næste gang, dette kloster findes omtalt, er 1268; men derefter nævnes det ret hyppigt op igennem middelalderen, om-end kendskabet til dette, som til de fleste andre danske nonneklostre alt i alt er ret magert. Øland må fra meget gammel tid have været et sogn for sig, med egen kirke, og denne kan kun have været den til Sankt Laurentius indviede kirke af huggen kamp, der endnu efter reformationen knejsede på højderne vest for det nuværende Oxholm, hvor et par smådamme stadig bærer helgenens navn.

 

Den formodning ligger nær, at da nonnesamfundet blev grundlagt, fik det en allerede eksisterende sognekirke overladt. Denne kan have været nær knyttet - som gårdkirke - til en større landejendom, bisp Tyges forfædre har besiddet, og som har dannet grundstammen i det senere klostertilliggende og i det nuværende Oxholms jorder. Alt tyder også på, at klosteret ca. 1500 havde vokset sig stort og velhavende. Det jordegods, et sådant klostersamfund krævede til standsmæssigt underhold, synes det op igennem middelalderens århundreder at have skaffet sig i rigt mål.

 

Foruden gods på selve Øland, som det vistnok snart kom til at eje helt - birkeretten her stadfæstedes allerede 1275 - sad klosteret inde med gods, spredt rundt i Vendsyssel, i Salling og på Mors. Dertil kom de indbringende ålegårde i Limfjorden, på hvilke klosteret 1524 fik kgl. stadfæstelse. Med den daglige drift af selve klostergården og det meget vidt-spredte strøgods havde nonnernes forstanderinde, priorinden, lidet eller intet at gøre. Hun og nonnerne passede deres huslighed og andagtsøvelser og levede stille og tilbagetrukket som ordensreglen bød.

 

Gård- og godsbestyrelsen med alt, hvad det kunne føre med sig af retslige stridigheder, tog prioren sig af. Han skulle egentlig være en gejstlig mand; men i 15. århundrede havde kronen, under påskud af at være klosterets patron, indsat lægmænd som forstandere, der »ligesom det var tilfældet med andre naboklostre« havde styret dårligt, »tværtimod alt, hvad man skyldte de hellige fædre og deres bestemmelser«. Biskop Jep Friis i Børglum og nonnerne viste imidlertid kronens overgreb tilbage og fik 1475 paven til strengelig at forbyde sådan fremfærd.

 

Fra nu af skulle Børglumbispen have patronatsretten. Det er netop ved dette tidspunkt, nonnerne ud fra en vis følelse af tryghed besluttede sig til at opføre en ny kirke, og nogenlunde samtidig med den blev også nye klosterhuse opført til nonnernes brug og nytte. Sammen med kirken har selve klosterbygningerne dannet et firfløjet anlæg, sluttende tæt og trygt om klostergården. Den overordentlig velbevarede kirke er en typisk klosterkirke - toskibet, med sideskibet mod nord og plads til en klostergang mod syd, ind mod gården. Koret har tresidet afslutning, og hele kirken er hvælvet.

 

Den er tillige en typisk nonnekirke, idet der helt mod vest var indbygget et pulpitur, et nonnekor, hvortil der var adgang vestfra fra tårnet, hvis hvælvede andet stokværk med rester af kalkdekorationer tjente som en art forhal, hvortil man i sin tid må have kunnet gå direkte fra selve klosteranlægget. Den meget enkle bygning, nu hvidkalket ude og inde, er med sine skønne hvælvinger og buer og sit lyse venlige kor en smuk og værdig repræsentant for vor sengotiske kirke­arkitektur. Af klosteranlægget står endnu vestre og søndre fløj tilbage, omend stærkt ombyggede; en østre fløj er forlængst nedbrudt.

 

De to klosterhuse er opført samtidig, og begge var i to stokværk. Vestre hus er bredest og har haft gavl også mod syd; men det er nu så stærkt ombygget, at ethvert spor af husets oprindelige indre og ydre forlængst er udslettet, når bortses fra vestgavlens rundblændinger. Det langt smallere søndre hus har endnu antydninger af smalle, fladbuede vinduer; over vinduerne i øverste stokværk er anbragt dekorative rundblændinger. Vestre fløj har været hovedbygningen; her har nonnerne været til huse; her lå sovesalen og de repræsentative rum, som selv et nonnekloster ikke kunne undvære.

 

Søndre hus' meget ringe bredde gør det muligt, at det har været en korsgangsfløj og forneden kun har rummet en lang gang; dette hus har stået i forbindelse med en tilsvarende smal fløj mod øst, der ligeledes må have været i to stokværk; højst sandsynligt er den løbet ind i en korsgang, der har strakt sig langs kirkens sydside. Det samlede anlæg har været helt lukket, idet den nuværende portgennemkørsel gennem søndre hus er kommet til senere; nonnerne har levet i fuldstændig afsondrethed, tæt op til kirken, hvor så meget af deres tid gik hen. Mod syd har stald og ladegård haft deres plads, som tilfældet var det til endnu for få år siden, og fra denne side må adgangen til nonnernes bolig have været.

 

Skæbnen ville, at kort efter at nonnesamfundet havde fået alt indrettet nyt og moderne og netop skulle til at glæde sig over deres bo­lig og kirke, kom alskens ulykker over deres hoveder. Den sejr, de i sin tid havde vundet overfor »den dødbringende pest«, det var at høre under kronens patronat og styres af dens verdslige priorer, blev dem senere til større skade. Der kom i begyndelsen af 16. århundrede bisper i Børglum, der var ildesindede mod Ø Kloster, og 1536 skal der på grund af deres mishandlinger og overgreb kun have været 3 nonner tilbage; de andre var fordrevne eller flygtede.

 

Således stod det til i reformationsårene, og selve reformationen berøvede nonnesamfundet både dets åndelige og timelige grundlag. Som andet klostergods blev også dette inddraget under kronen og skænket bort som len til forskellige adelige. De nonner, der ønskede det, fik lov til at blive, og endnu i slutningen af 1550'erne boede der nonner på stedet. At Ø Kloster var en velstående stiftelse viser alene den omstændighed, at den første lensmand, den bekendte Odensebisp fra katolicismens sidste dage, Knud Gyldenstierne til Aagaard, 1542 fik klosteret i pant for den relativt betydelige sum 4.000 dl.

 

Ejendommen skulle nu stille 6 »gerustede« heste, medens den i klostertiden helt havde været fritaget for at stille folk til kongens tjeneste. Senere (1547) blev summen noget forhøjet. Efter ham fulgte andre lensmænd: Erik Lykke til Skovgaard (1559 - 66), for hvem pantesummen lød på 8.000 joakimsdaler; derefter feltmarskal Josias v. Qualen og sidst (1571) Frederik II's tro mand Axel Gyldenstierne til Tim. I den store mageskiftetid gled imidlertid også Ø Kloster ud af kronens hånd og gik over i privat eje. 1573 afsluttedes et mageskifte med Frands Banner til det nærliggende Kokkedal, hvorved han fik så meget af Ø Klosters gods, som svarede til Ryegaard på Sjælland og andet spredt gods; resten af klosterets ejendom fik Axel Gyldenstierne i pant ; det synes senere at være gledet sammen med Voergaard i Vendsyssel, som han fik i forlening i stedet for Ø Kloster.

 

Kaldsretten til kirken beholdt kronen, og en tid lang bestred den også, at birkeretten fulgte med overdragelsen af Ø Kloster og gods. Først efter Frands Banners død 1575 blev også denne herlighed 1581 tilstået Frands Banners svigersøn Henrik Lykke, dennes hustru og søster og deres arvinger. Frands Banner følte sig nærmest knyttet til Kokkedal, men et blivende minde om hans ejertid er navnet Oxholm, som klosteret fra nu af kom til at bære, efter at Frands Banner med et i datiden ikke usædvanligt galanteri havde opkaldt den efter sin hustru Anna Oxe, Peder Oxes søster.

 

Oxholm synes at være gået i arv til hans to døtre Karen og Eline og derigennem til deres mænd Henrik Lykke til Overgaard og Jørgen Taube (Due); af dem havde Henrik Lykke, der foruden andre gårde også ejede Kokkedal, næppe meget at gøre med Oxholm, medens Jørgen Taube 1586 slog sig ned på denne gård, der var hans eneste besiddelse, hvor hans hustru døde allerede 1590, og han selv, der imidlertid havde indgået et nyt ægteskab, 1611.

 

Rester af et prægtigt epitafium i sandsten over Jørgen Due og hans første hustru findes endnu i kirken. Han hørte til en i datiden meget udbredt adelsslægt, stammende fra Livland, hvor han selv var født på godset Aitz. På Oxholm førte han en fredelig godsejertilværelse og tog liden eller ingen deli det offentlige liv. Slægten Due's ejerforhold til Oxholm skulle få en sørgelig afslut­ning, og allerede Jørgen Due's søn Frands Due måtte opgive den ca. 1620 efter at have pådraget sig en betydelig gæld. I sine sidste år førte han en forhutlet tilværelse borte fra sin gård, plaget af kreditorer og forfulgt af myndighederne. Der var overhovedet ikke rigtig held ved gården i den første tid, efter at den var kommet i privateje.

 

Den følgende slægt, Friis af Haraldskærlinien (Skaktavl-Friiserne), gik det også galt. Iver Friis fra Ørbæk døde allerede 1623 og sønnen Jørgen 1631, inden han var blevet myndig. Oxholm gik derefter over til søsteren Karen, der 1638 ved giftermål bragte den til Knud Seefeld til Bjørnkær af den en tid lang dygtige og rige slægt, hvis tilbagegang op i 17. århundrede er så påfaldende og brat. Med ham kom katastrofen anden gang over gård og gods. Han var ganske ude af stand til at varetage sine egne interesser, og de dårlige tider gjorde deres, så det ikke kan forbavse, at han til slut kom i bundløs gæld og måtte give op.

 

Plaget af næringssorger fik han 1661 bevilling til at sælge, forpante og afhænde af sit jordegods til gejstlige og borgerlige standspersoner, og rimeligvis ved denne tid har han pantsat Oxholm til sin hovedkreditor, borgmester Mads Poulsen i Randers. Men først i 1668 mistede han den helt, idet borgmesteren dette år fik indførsel i Oxholm, der da var sat til 132 tdr. htk., tillige med dens tilliggende for en fordring på 12.600 rdl. med renter. Året efter solgte han og tre andre kreditorer Oxholm til mecklenburgeren, daværende oberstløjtnant Hans Frederik Levetzau (Levetzow). Med ham og hans slægt, der ejede Oxholm i henved halvandet hundrede år, kom held og trivsel først rigtig til den gamle gård, og den fik sin største og bedste tid.

 

Oberstløjtnant Levetzow hørte til en af de fremmede adelsslægter, der både i embeder og ude på gårdene trådte i den gamle danske adels sted, og han var selv en karakteristisk type på disse mænd fra det fremmede - noget af en lykkejæger og noget af en virkelig dygtighed. Han kom til Danmark som officer under krigen med Karl Gustav og forstod straks at skaffe sig så godt fodfæste, at han blev her for bestandig og 1661 ægtede Lucie Emerentia Brockdorff fra Vindeby ved Eckernfórde. Klog og temperamentsfuld, med et hurtigt og klart blik for reelle magtforhold, forstod han at gøre sig gældende i den militære verden, hvor han efter Den skånske Krig forfremmedes til generalmajor for senere at stige til generalløjtnant. Som han er gengivet i marmor på epitafiet i kirken, stående ved sin hustrus side, er det, selv bortset fra baroktidens poserende figurstil, billedet af en magnifique herre, selvbevidst og nedladende, der træder os i møde. Han havde også i enhver henseende grund til at være tilfreds. Han havde fremgang i sin gerning; hans hjem blomstrede, og han kunne desuden glæde sig ved megen kongegunst.

 

Christian V satte stor pris på ham, og han blev både hvid ridder og gehejmeråd. Den økonomiske baggrund for al denne storhed havde han også forstået at skaffe sig. Efterhånden blev han en meget velstående mand og kunne senere købe Nørre Elkær og Store Restrup. Men Oxholm nærede han særlig forkærlighed for. Den var hans første store erhvervelse, efter at han de første år efter svenskekrigen havde måttet bo beskedent i landsbyen Kåtrup i Randers amt og kun haft lidt spredt gods i eje.

 

Straks efter at have overtaget Oxholm tog han fat på istandsættelsesarbejdet, hvad en døroverligger i sandsten med hans og hustruens forbogstaver og årstallet 1669 endnu vidner om. For godset selv nærede han megen interesse. Ved mageskifte slap han af med sit tidligere strøgods, hvorved hans nye ejendom arronderedes. Oxholm blev i matriklen af 1688 ansat til godt og vel 46 tdr. htk. Dertil kom hele Øland foruden de to gårde Knudegaard og Hvolgaard. Høbjærgningen var betydelig og ansloges til 250 læs, og den »skønne skov« besad store muligheder. 1683 erhvervede han desuden for sig og arvinger patronatsretten til Oxholm kirke, og hermed skulle yderligere, når den daværende sognepræst var død, følge kirketienden. Efter sin hustrus død 1693 trak han sig tilbage fra al embedsvirksomhed og døde 1696 på Oxholm.

 

Af ægteparrets mange børn overtog den ældste, Theodosius Levetzow, Oxholm. Han var tidlig blevet bestemt for officersvejen og gik 1692, 27 år gammel, som ritmester i fremmed krigstjeneste, men vendte ved faderens død tilbage til Danmark, hvor han blev, skønt han kort før havde ægtet Clara v. Grabow, der var fra hans eget stamland Mecklenburg. Han og hans efterslægt blev ene om at repræsentere navnet i Danmark, idet alle hans 6 brødre vendte tilbage til Tyskland. Theodosius Levetzow er den udprægede officerstype, skal have vist evner som en tapper og energisk fører og endte som generalløjtnant og hvid ridder ligesom faderen. Sin formue satte han trods de elendige tider for landbruget i godskøb.

 

En tid lang ejede han Estrup ved Kolding; senere købte han Bygholm ved Horsens og Aalegaard i Skræm sogn. Da han døde 1719, beholdt hans hustru af andet ægteskab Anna Margrethe Brockdorff fra Rohlstorf i Holsten foreløbig gården, men skødede den 10 år efter til sønnen, Hans Frederik Levetzow d. Yngre. Denne mand fortsatte de agtværdige traditioner fra faderens og forfædrenes tid. Men han blev den civile embedsmand. »Dannet ved kyndige rejser« steg han hurtigt på samfundsstigen og fik embedsstillinger og titler. En tid var han stiftamtmand i Århus, blev senere justitiarius i højesteret med titel af gehejmeråd. Ved hans død 1763, kun få måneder efter moderens, gik gård og gods over til hans enke Sophie v. Eyndten, datter af generalløjtnant Albr. Phil. v. Eyndten. Hun solgte 1765 Bygholm, men sad inde med Oxholm og Aalegaard til sin død 1795.

 

Ifølge Danske Atlas bestod gården da (1769) »af tre grundmurede Huus-Længder to Loft høje, som indelukke Borgegaarden paa de tre Sider og Kirken paa den fjerde, saa at Borgegaarden giør en Firekant, i hvis ene Side findes et Taarn med Spir grundmuret neden til i Runddeel og oven til ottekantet med Fløistang og Fløi, noget høiere end Kirketaarnet. Ladegaarden er og fire Længder af Muur- og Bindingsverk«. Af hendes dødsbo købte sønnen, gehejmeråd Albr. Philip Levetzow 1795 Oxholm, der imidlertid var sat til 49 tdr. htk., samt Aalegaard for 69.000 rdl.

 

Denne omstridte, men dygtige og vindende personlighed var den fjerde og sidste af dette navn på den gamle gård ved Limfjorden; han havde imidlertid god brug for penge og var som embedsmand, dengang landdrost i Pinneberg, uden interesse for den fjerne ejendom, hvorfor han straks solgte Oxholm med Aalegaard igen med en fortjeneste af 80.000 rdl. Det var godsspekulationens tid, der var inde, og Oxholm fik det at føle. Den gik fra hånd til hånd i årene omkring århundredskiftet, og den væsentlige interesse ved dens historie i disse år knytter sig til prisstigningerne.

 

Den første ejer efter Levetzowerne, S. Hillerup til Asdal, solgte den 1797 for 75.000 rdl. til et konsortium, hvoraf generalkrigskommissær Ole Tønder Lange til Bratskov 1800 fik gården tildømt. Efter hans død 1814 købtes den af kammerherre S. P. født Skeel til Birkelse (død 1826), derefter af bondesønnen, konsul N. Chr. Rasch. Men tiderne bedrede sig, og 1847 betaltes der 175.000 rdl. for den. Rasch døde 1831, og ved hans enkes giftermål med gårdens forvalter, senere krigsråd H. P. Nielsen, blev denne ejer af Oxholm, som han 1847 solgte igen til den store ejendomshandler, præstesønnen, agent Nicolaj Nyholm, der først frasolgte gårdene Søholm og Hvolgaard og senere (1852) også afhændede selve Oxholm til den daværende forpagter C.J. Sønnichsen, der fortsatte frasalg af godset og bl.a. afhændede Neergaard.

 

Oxholm solgte han 1860 til mecklenburgeren, forpagteren C.T.H. Goedecke, der 5 år efter afhændede den til løjtnant Henri J.J.L. Bruun de Neergaard. Han døde på Oxholm, kun 30 år gammel, 1869, men har trods sin korte ejertid efterladt sig et smukt minde på egnen. Hans enke, Claudine født Skeel, beholdt gården til 1887, da hun solgte den til sin brodersøn, den senere branddirektør i Fredensborg Otto Skeel, af hvem kam­merherre, greve Hendrik Bille-Brahe-Selby købte den 1906. Efter at have ejet gården i en halv snes år, solgte han den 1916 til etatsråd H.N. Andersen, der i 1918 overdrog Oxholm til sønnen, hofjægermester Sigurd Andersen, efter hvis død gården i 1962 blev solgt til godsejer Frode Hansen.


EJERE
ca. 1175 Benediktiner-nonnekloster
1536 Kronen
1573 Frands Banner, Kaldt Oxholm
1601 Henrik Lykke og Jørgen Taube (Due)
ca. 1620 - 23 Forskellige ejere
1623 Iver Friis
1628 Knud Seefeld
1667 - 68 Forskellige ejere
1668 Hans Frederik Levetzow
Forskellige ejere
1826 N. Chr. Rasch
1832 - 65 Forskellige ejere
1865 H.J.J.L. Bruun de Neergaard
1869 Claudine de Neergaard (Skeel)
1870 Hovedbygningen ombygget efter brand og rundt trappetårn opført
1887 O. Skeel
1906-1916 H. Bille-Brahe-Selby
1916-1918 Hans Niels Iversen Andersen
1918-1961 Sigurd Hansen Andersen
1961-1962 Vera Alfredsdatter Blom gift Andersen
1962-1968 Frode Hansen
1968-1998 Steen Pedersen Glarborg
1998- Kirsten Vibeke Frodesdatter Hansen gift Glarborg

 

Se mere om Oksholm

 

........................................................................................................................

 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (2 stemmer)
Siden er blevet set 1.296 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Mobiltelefoner i folkeskolen, skal det forbydes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her