I middelalderen opstod i de forskellige områder lokale sædvaner, fueros, som i nogle dele af landet har bevaret deres betydning. Endvidere fik Las siete Partidas stor betydning; det var en nedskrevet samling af retsregler, som var stærkt præget af romerretten. Den fik lovkraft i Castilien og kom efterhånden til at gælde i andre dele af Spanien som subsidiær ret efter den lokale sædvaneret. I 1800-tallet forsøgte man at uniformere spansk ret efter fransk mønster med en civillovbog, men det stødte på for stor modstand.
En handelslovbog blev dog indført i 1829 og væsentlig ændret i 1885. Først i 1889 fik Spanien en borgerlig lovbog, Código civil, for hele landet. Den er stadig gældende og er navnlig i de obligationsretlige afsnit stærkt påvirket af den franske Code Napoléon. I den nordlige fjerdedel af Spanien, herunder i Catalonien med Barcelona som hovedby, gælder dog kun Código civils indledende bestemmelser med den internationale privatret. I øvrigt gælder de lokale sædvaner, som man har nedskrevet og indført som lokale love, ikke blot for at tilvejebringe retssikkerhed, men også for at skabe en basis for en ny kodifikation af hele Spaniens ret. I de tilfælde, hvor de gamle fueros ikke giver rimeligt svar i en konkret retssag, anvender den spanske højesteret ifølge Código civil art. 6 almindelige retsprincipper. Den katolske kirke har stadig en betydelig indflydelse på lovgivningen, herunder ægteskabslovgivningen.
Ægteskab kan fortsat indgås enten for den borgerlige myndighed eller ved en religiøs ceremoni i den katolske kirke; det skal da for at få gyldighed indskrives i det civile register. Mand og kvinde er nu ligestillet. Hver ægtefælle råder over sit særeje og begge over fællesejet; dog kan en ægtefælle ikke foretage vigtige dispositioner over fællesejet uden den andens samtykke. Hvor andet ikke er aftalt, ejer ægtefællerne i fællesskab den formue, som er erhvervet under ægteskabet. Hvad de bragte ind i ægteskabet og erhverver ved arv eller gave, bliver ligesom personlige ejendele holdt uden for fællesejet. I tilfælde af ægteskabets ophør og ved separation deles fællesejet ligeligt mellem ægtefællerne.
Skilsmisse er blevet indført i 1981, og kan normalt kun bevilges, hvis ægtefællerne forinden er blevet separeret eller har levet faktisk adskilt. Dersom ægtefællerne er enige om at separeres og om vilkårene for separationen, kan de begge indgive begæring til domstolen om separation. Begæringen kan dog tidligst indgives et år efter, at ægteskabet blev indgået. I andre tilfælde kan der på den ene ægtefælles begæring gives dom til separation, hvor den anden ved en alvorlig krænkelse af ægtefællen eller sin adfærd i øvrigt har givet ham eller hende gyldig grund dertil. Endvidere giver domstolene ofte dom til separation, når der foreligger "mangel på affectio martialis", dvs. når forholdet mellem dem er ødelagt.
For at der kan gives dom til skilsmisse, kræves i langt de fleste tilfælde en forudgående separation eller faktisk ophør af samlivet. Har samlivet været effektivt ophævet i et år efter begæring om separation er indgivet til retten, kan hver af ægtefællerne kræve skilsmisse. Endvidere gives dom til skilsmisse, hvor samlivet har været effektivt ophævet i et år, efter der er afsagt dom til separation i anledning af alvorlig krænkelse. Dom til skilsmisse gives også, hvor samlivet har været effektivt ophævet i to år, efter at der er afsagt dom til separation. Dom til skilsmisse efter samlivsophævelse, men uden en forudgående begæring om separation gives efter to års uafbrudt frivillig samlivsophævelse eller to års uafbrudt samlivsophævelse regnet fra det tidspunkt, da en ægtefælle har fået endelig retskendelse om, at ægtefællerne bor adskilt.
Læs mere om Spanien.