Squash stammer fra Sydamerika, hvor indianerne dyrkede den, længe før europæerne kom. Squash hører til samme familie som agurk og græskar, og der er en del ligheder imellem dem. Agurk og squash kan ofte tilberedes på samme måde.
Der findes både sommer- og vintersquash.
Sommersquash har en tynd skal og fast, hvidt frugtkød. Smagen er helt neutral, og den egner sig derfor til at tilberedes på mange forskellige måder.
Vintersquash har en hårdere skal og høstes først om efteråret. Frugtkødet har ofte lidt mere smag og er mere gult i farven.
I Italien kaldes squash for zucchini, og franskmændene siger courgette.
Den kan variere meget i størrelse og form og findes i farverne hvid, gul, mørke- og lysegrøn med sølvgrå striber.